Demokratiets sammenbrud skubber EU mod afgrunden

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I 2012 arbejdede jeg på anlægningen af Københavns nye metro. Jeg gik sammen med betonarbejdere fra en lang række lande; Italien, Tyskland, Portugal og Polen. En dag, hvor der ikke skete så forfærdeligt meget, faldt jeg i snak med en af de polske pladsfolk. Midt i den almindelige snak om alt og intet, begyndte han pludselig at svine indvandrere fra Mellemøsten til. Jeg var lidt overrasket over hans had til indvandrerne, for han var jo selv en indvandrer i Danmark. Et paradoks som han tilsyneladende ikke selv var opmærksom på.

Siden dengang i 2012 har jeg oplevet dette paradoks flere gange. Italienske metroarbejdere, der ønsker et Italien for italienerne. Polske trappevaskere i Sydhavnen, der brokker sig over, at rumænerne underbyder dem.

Arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU har tilsyneladende ikke lært os at elske hinanden. Tværtimod så har de åbne grænser skabt en konkurrence om arbejdet, der genererer had og mistillid blandt de mennesker, der deltager i kapløbet mod bunden.

Storbritannien er et af de lande, der er hårdest ramt af dette kapløb mod bunden. Mellem 1. maj 2004 og september 2009 ankom 1,5 mio. migrantarbejdere fra de nye EU-lande til Storbritannien. De nye grupper af migranter konkurrerer med de gamle grupper af indvandrere fra landets tidligere kolonier om lavtlønsjob. Sydafrikanere, polakker, rumænere og pakistanere kæmper alle indbyrdes om rengøringsjob på luksushotellerne i Londons finanscentrum. Konkurrencen om lavlønsjob har for længst presset briterne væk, men det er ikke de migranter, der får arbejdet, som er de virkelige vindere af kapløbet mod bunden.

Vinderne er de arbejdsgivere, der i forvejen har alt for meget.

England har oplevet en voldsom vækst i uligheden. Ifølge en analyse af Benjamin Hennig og Danny Dorling fra University of Oxford så er andelen af fattige familier i Storbritannien steget 60 pct. i perioden 1980-2010. De finder også, at antallet af middelklassefamilier er faldet med 27 pct., og andelen af rige familier er steget med 33 pct. Middelklassen udryddes: Enten er du på det lille eksklusive vinderhold, eller også er du på det enorme taberhold - i bunden af samfundspyramiden.

Briterne er selvfølgelig bekymret over denne udvikling. De engelske arbejdere føler sig presset af billige migrantarbejdskraft inden for landets grænser og af outsourcing uden for landets grænser. Helt korrekt så identificerer de EU’s indre markeder for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft som en af årsagerne til problemerne. Men desværre så er EU’s indre marked et urørligt økonomisk princip, ligesom den globale frihandel også er det.

Det politiske etablissement med den konservative premierminister David Cameron i spidsen har selvfølgelig forsøgt at adressere den stigende EU-skepsis, men ikke ved at gøre op med arbejdskraftens frie bevægelighed. I stedet har Cameron og EU landet en aftale, der beskærer migrantarbejdernes afgang til briternes sociale ydelser. Uanfægtet af, at det er briterne, der presses ud i arbejdsløshedskøen - ikke migranterne. I 2014 viste en rapport udført af University College London, at de 'gamle' briter var 43 pct. oftere på overførselsindkomst end migrantarbejderne fra de nye EU-lande. De er i Storbritannien for at arbejde, og det er faktisk, hvad de helt overvejende gør.

Cameron serverer et psedovalg for briterne. De kan vælge en aftale, der næppe løser problemerne, eller de kan vælge helt at forlade EU. Et valg mellem pest eller kolera. Og hele det politiske etablissement - inklusiv venstrefløjen - anbefaler kolera.

Labour-formanden Jeremy Corbyn og næsten hele den britiske fagbevægelse anbefaler et Ja. De er næppe begejstrede for den aftale, der ligger på bordet, men de mener, at et EU-medlemskab gavner økonomien mest. Man skal stemme ja, fordi »EU skaber vækst og job,« sagde Corbyn til BBC, og landets største fagforbund Unite stiller sig side om side med arbejdsgiverorganisationerne i en fælles anbefaling af et Ja. For at sikre »britiske arbejdspladser«.

Umiddelbart virker det jo smukt, at højre og venstre kan lægge deres stridigheder bag sig og i fællesskab møde udfordringerne. Men hvor skal den britiske arbejder gå hen med sin frustration over at blive underbudt, når den arbejdsgiver, der har udnyttet ham og hans polske kollega, pludselig står side om side med hans fagforening i et fælles forsvar for status quo? Hvor er alternativet henne? Hvor er oppositionen til den herskende politik? Den overlades til nationalisterne i UK Independence Party (UKIP) og nyfascisterne i British National Party.

I 2014 arbejdede jeg på renoveringen af Københavns Universitet på Amager. I løbet af den tid jeg var der, deltog jeg to voldsomme politiske diskussioner med mine kollegaer fra byggepladsen. Den ene handlede om, hvorvidt Danmark var på vej imod en racekrig, og den anden handlede om, hvorvidt en hemmelig klub af ekstremt rige ved navn Illuminati styrer verdenen. Jeg argumenterede hårdnakket imod begge påstande, men jeg må indrømme, at jeg selv indimellem tvivler på, hvem der reelt kontrollerer verden.

Denne fornemmelse af, at det er andre end de demokratisk valgte politikere, der i virkeligheden styrer verden, stammer fra en følelse af afmagt. Denne nagende fornemmelse af, at uanset hvem vi vælger, så formår de ikke at ændre noget. Ligegyldigt hvem vi vælger, så oplever vi nedskæringer på velfærden og reallønsfald, samtidig med at de superrige bliver rigere.

Det schweiziske finanshus Credit Suisse estimerede sidste år, at den rigeste ene procent af verdens befolkning nu ejer halvdelen af alle private værdier. Hverken Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown, socialisten François Hollande i Frankrig eller Alexis Tsipras i Grækenland har magtet at rokke ved denne udvikling. De har underkastet sig EU og de private kreditorers krav til deres økonomiske politik. Vi kan få lov til at vælge, hvem der skal administrere den økonomiske politik, men vi kan ikke få lov til at vælge den økonomiske politik. Den er styret af nationalstaternes kreditorer: De få superrige.

Under disse omstændigheder er det ikke underligt at Europas arbejdere i stigende grad vender EU, socialdemokraterne og demokratiet ryggen. Det eneste spørgsmål er, hvem skal vi vende os imod?

Et flertal af mine betonkollegaer vender sig imod nationalismen. Det virker også som det mest indlysende svar på globaliseringens problemer. Men for mig at se er det en blindgyde. Måske specielt for et lille land som Danmark, men faktisk for os alle. Hvis selv et samlet EU har svært ved at modstå de superriges magt og indflydelse, hvordan skal vi så klare os hver for sig? Nationalismen er ikke en løsning.

I stedet må vi gøre som de italienske-, rumænske-, polske- og portugisiske- betonarbejderne på metrobyggeriet. Omkring 1.000 af dem har i dag meldt sig i fagforening, og de er ved at lære at holde sammen og kæmpe sammen. Vi må lære af deres eksempel og kæmpe for vores demokrati. Ikke ved at splitte op, men ved at holde sammen og kæmpe sammen.