Danmarks britiske dagdrømme skygger for vores skæbnefællesskab med Tyskland

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vil Danmark følge Storbritannien ud af EU, hvis afstemningen den 23. juni giver flertal for britisk udtræden af unionen – det såkaldte brexit? Forhåbentlig ikke. Men desværre tyder meget på, at et voksende flertal har lyst til at stige på Englandsbåden, uanset hvor den sejler hen.

Tilbøjeligheden til at følge briterne – eller rettere englænderne – bygger på en romantisk drøm om national selvbestemmelse parret med en naiv forestilling om alt det, vi har til fælles med briterne fra humor og sprog til demokrati og ønsket om national selvstændighed. Det er aldeles usikkert om Storbritannien – med eller uden Skotland og Wales – kan klare sig uden Europa. Men Danmark kan i hvert fald ikke. Alene landets placering som del af det nordtyske område gør det klart både geografisk, økonomisk og kulturelt, hvor vi hører til. Det har vi bare ihærdigt benægtet siden 1800-tallets modsætning mellem dansk og tysk opløste den dansk-norsk-holstenske helstat i 1864.

Nordisk samarbejde er populært i befolkningen, men det er aldrig lykkedes at få det skabt pga. økonomiske og geopolitiske forskelle mellem landene. En nordisk blok inden for EU kunne være en mulighed, men det forudsætter, at EU overlever i sin nuværende størrelse. En overset plan fra EU-kommissionen er en opdeling af EU i regionale grupper for at samle lande, der minder om hinanden og modvirke den følelse af centralstyre og overregulering, som meget af den aktuelle modstand mod EU er udtryk for.

En af planerne var skabelsen af en ’nordlig dimension’ omkring Østersøen. Men den blev totalt misforstået i Danmark, og noget påviseligt resultat er ikke kommet ud af dette samarbejde, lige så lidt som af de andre regionale grupper. Tværtimod.

Kriserne har fremmet en magtkoncentration i det Europæiske Råd af regeringsledere. Det har ført til, at regeringslederne har spillet på modsætninger, hvilket igen har øget modstanden hos vælgerne. I Storbritannien, hvor befolkningen i det omfang den interesserer sig for EU, har man fået indtryk af en handlingslammet organisation, hvor ens eget land trynes af de andre. Også selvom briterne reelt behandles med stor imødekommenhed af de andre europæere.

Et stort flertal i Danmark ønsker, at Storbritannien bliver i EU. Men skulle det ende med et nej, tegner der sig en alliance af Liberal Alliance og DF som vil følge englænderne, hvis de forlader EU. Hvad Enhedslisten forestiller sig som alternativ til EU er aldeles uklart: En mere national socialisme i ét land eller samarbejde med de alternative bevægelser i Sydeuropa nævnes. Men uklarheden forhindrer dem ikke i at indgå en taktisk alliance med de andre skeptikere, som det skete ved afstemningen om retsforbeholdet den 3. december sidste år.

Med den aktuelle skepsis overfor de regerende partier og politikere i hele Europa er det svært at se de gamle ’ansvarlige’ partier vinde en folkeafstemning om at blive i EU. Også selvom alternativet er en situation med små og mellemstore nationalstater, der prøver at tørre problemerne af på hinanden, som det var tilfældet under krisen i 1930erne. Under den store krise førte alle lande en ensidig devalueringspolitik, beggar-thy-neighbour, som økonomerne kalder det. Resultatet var, at alle tabte, og det endte med krig. Netop hvad det europæiske samarbejde fra 1950 skulle modvirke.

I 1940erne og 50erne drog visionære politikere den lære, at man måtte dele suverænitet for at opnå fremgang og indflydelse. Den lære har flertallet af europæere glemt, hvis de nogensinde har accepteret den. På en paradoksal måde har EU’s succes styrket nationalstaterne og fremmet nationalisme, samtidig med at arbejdskraftens frie bevægelighed truer mange, især dem med korte uddannelser.

Kombineret med presset fra flygtninge fra borgerkrige og folkevandringen fra Afrika og Asien har vi sat grænsebommene op igen, da det næppe vil lykkes at beskytte EU’s ydre grænser på en troværdig måde. Allerede ved udvidelsen i 2004 blev det vedtaget at oprette en fælles grænsekontrol i form af Frontex. Kritikere talte advarende om, at der var ved at opstå et Fort Europa omgivet af et ’sølvtæppe’. I dag må man sige: Bare det var sket. Det vi ser, er det modsatte, fordi de enkelte stater afviser at afgive suverænitet – ikke engang de Sydeuropæisk frontlinjestater.

Og vi andre håbede på, at presset kun ville ramme de andre. Det blev symboliseret ved Dublin-aftalen om, at flygtninge skal blive i det første land, de kom til. Her tænkte irere, danskere og finner, at det næppe ville blive os. Det er symptomatisk, at denne aftale blev indgået i hovedstaden i det EU-land, det er vanskeligst at komme til af rent geografisk grunde.

Danmark var i flere hundrede år en mellemstor magt, men det er så længe siden, at det ikke kan forklare forkærligheden for at følge briterne i tykt og tyndt. Begge lande hæger om deres suverænitet, men en nøgtern analyse siger, at briterne trods alt har mere at have deres enegang i end danskerne.

Trods dårlige erfaringer med britisk egoisme tror flertallet af danskerne, at de vil hjælpe os. I den konkrete EU-politik har det oftest været tyskerne, der har hjulpet Danmark, når vi havde særønsker, mens briterne oftest har udnyttet Danmark til at fremme deres egen politik blot for at lade os i stikken, når de havde fået opfyldt deres ønsker. Herefter måtte de danske diplomater ringe til Bonn eller Berlin for at få hjælp. Denne viden er imidlertid forbeholdt de topdiplomater, der har ført forhandlingerne. Den er dårligt nok trængt frem til politikerne, som sjældent har været inde i detaljerne. Og befolkningen ved det slet ikke, fordi det støder ind mediernes manglende interesse for de nørdede detaljer, der udgør kernen i europæisk politik.

Vi sidder derfor tilbage med et forkert billede af venner og fjender, der stort set bygger på de sejlivede erfaringer fra 2. verdenskrig. Det holder briterne dygtigt i live ved at trække nazikortet med jævne mellemrum. Briterne har en lang træning i at få indfødte i kolonierne til at føle sig godt tilpas, mens de manipulerer dem. Vi danskere foretrækker åbenbart at hænge ud i baren med briterne efter møderne og fortælle vittigheder frem for at blive forvekslet med tyskerne, som vi finder humorforladte. Og som i øvrigt snakker et sprog – tysk – som danskerne finder umuligt at lære.

Men sandheden er, at hvis nogen har hjulpet Danmark i EU, så er det tyskerne. Også selvom det ikke altid skyldes godgørenhed. Den fælles valuta har været til større fordel for Tyskland – og Danmark – end den almindelige tysker ved, fordi det har gjort deres eksport billig, mens det er gået hårdt ud over de sydeuropæiske landes konkurrenceevne.

Jeg er bange for, at vi lader vores EU-politik afgøre af kulturelle og sproglige fordomme, kombineret med en forkert lære af historien i stedet for en nøgtern analyse af nationale interesser. Men den viden og erfaring er forbeholdt et lille antal topdiplomater og analytikere. Kort sagt den såkaldte elite som flertallet i Grundtvigs fædreland ikke tror på. Men uanset om danskerne ser sig selv som briter, der joker i pubben, og ønsker at følge dem med ud, så kommer vi ikke udenom, at vores økonomi, geografi og politiske fælleskab er langt stærkere med tyskerne. Alligevel er det sandsynligt, at flertallet af danskere før eller senere vil følge englænderne, hvis de stemmer nej den 23. juni.