Her er din vækstpolitik i 4 dele, statsminister

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Politikere, centralbanker og økonomer har lige nu ét til fælles: De har ingen ide om, hvad de skal gøre. Jeg er ofte blevet spurgt, hvad jeg vil gøre, hvis jeg var statsminister eller præsident.

Her er mine fire principper, der vil få den vestlige verden tilbage på vækstsporet:

1. Jeg vil ikke røre en finger

Det første punkt er det vigtigste. Politikere og centralbanker vil gerne styre, men ender ofte med at forstyrre. Så hvorfor kritisere politikere for at ligge i hængekøjen? Det er netop her, de gør mest gavn. I min regeringsperiode vil jeg derfor som udgangspunkt intet foretage mig.

Regeringer, centralbanker og økonomer fokuserer alt for ofte på makroøkonomiske indikatorer. Men vækst og fremgang drives af mikroøkonomien: Den enkelte virksomhed, ambitiøse lærere eller iværksættere, der konstant forsøger at skabe bedre produkter, systemer og ideer. Belgien er et glimrende eksempel. I de to år landet var uden regering til at styre – og ikke mindst forstyrre - blomstrede økonomien. Belgiens bruttonationalprodukt voksede i perioden med 0,7 pct. mod eurozonens 0,2 pct.

Ved ikke at røre en finger som statsminister vil det skabe ro og plads til, at økonomien kan udvikle sig. Tingene vil spire uden indgreb fra opmærksomhedskrævende politikere, der søger opmærksomhed af alle de forkerte grunde. Den bedste politiker er den, der laver så lidt så muligt, så borgere og virksomheder kan udfolde deres potentiale uden konstant at blive forstyrret af populistiske og kortsigtede forslag.

2. For hver ny lov, skal to skrottes

Det største problem for de fleste lande er bureaukrati og skrankepaveri. Regler og love skal som udgangspunkt være den olie, der får samfundets tandhjul til at snurre gnidningsfrit. Sådan er det dog langt fra i dag, hvor lovgivning alt for ofte tilføjer kompleksitet frem for at reducere selvsamme.

Derfor vil jeg indføre en solnedgangsklausul. Al fremtidig lovgivning får en udløbsdato på samme måde som mælken i supermarkedet. Hvis man kobler det sammen med princippet om, at hver ny lov skal følges af to love, der skrottes, skaber det et samfund med mindre bureaukrati og kompleksitet. Det gøder innovation i økonomiens mikrostrukturer.

3. 10 års nulvækst i offentlige udgifter – mindst!

Jeg tror ikke på store, revolutionerende indgreb i samfundet. Ikke desto mindre står det klart for mig, at det er uholdbart for både demokrati og økonomisk vækst, at halvdelen af samfundets borgere er mere eller mindre afhængige af offentlige overførsler. Det skaber en skæv incitamentstruktur, hvor det bliver det rationelle for denne store gruppe ikke at ønske forandringer. Også selvom det ultimativt vil være til egen fordel. Nulvækst skal dog ikke alene bruges som spareøvelse, men medvirke til at gøre den offentlige sektor mere effektiv. Effektivisering i den offentlige sektor skal blive i systemet, og derved gøre den mere produktiv.

4. Flere penge til forskning og militær

Hvad har alle de rigeste lande til fælles? Nej, det er hverken skattesats eller velfærdsstat. Det er derimod en særdeles veluddannet befolkning.

De vestlige lande har noget nær den laveste produktivitet i nyere tid, og det skader vores mulighed for økonomisk vækst. Investeringer i grundforskning er med til at øge produktivitet og innovation, og er en del af løsningen på den vækstkrise, som Danmark og EU befinder sig i. Et øget militærbudget går hånd-i-hånd med øget forskning. Meget af den teknologi, vi benytter som forbrugere, er enten direkte – eller indirekte – afledt af forsvarsindustriens konstante stræben efter bedre måder at løse opgaver på.