7 gode debatter på folkemødet + en enkelt koncert
Flemming Rose, Mads Nipper, Jeffrey Sachs og SIVAS er højdepunkterne på dette års Folkemøde.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Folkemødet på Bornholm er fire dage, 2.945 officielle arrangementer, lunkne fadøl og sultne lobbyister. Hvis man trawler programmet igennem på dette års Roskilde Festival for politikere og journalister, finder man hele 706 debatter, der matcher på søgekriteriet politik og 268 om vækst.
Her er mit bud på syv spændende debatter, som jeg i hvert fald skal se - også selvom et par overlapper. Jeg har også tilføjet tre arrangementer i den lettere genre. Velbekomme.
- Kreativ ødelæggelse i finanssektoren. Finanstilsynets Jesper Berg, Asger Trier fra fintechselskabet Lendino og Saxo Banks tidligere topchef Lars Seier Christensen er blandt deltagerne, der debatterer disruption i finanssektoren. Særligt Lars Seier er en stærk og engageret debattør - uanset om man er enig eller ej. Fredag klokken 9.30-11.00.
- Løvernes Båd. Den bramfrie iværksætter og tidligere McKinsey-mand Tommy Ahlers er blandt deltagerne i Liberal Alliances pendant til tv-showet Løvens Hule på DR1. En stribe politikere præsenterer deres bud på en iværksætterpolitik og dommerpanelet vender tommelfingeren op eller ned. Fredag klokken 12.45-13.45.
- Har Danmark talent (nok)? Niels B. Christiansen, CEO Danfoss, Jais Valeur, CEO Danish Crown, Kristian Hundebøll, CEO Dansk Landbrugs Grovvareselskab, Peder Holk Nielsen, CEO Novozymes, og Grundfos’ topchef Mads Nipper udgør folkemødets nok stærkeste lineup af C20-bosser og ledende erhvervsfolk. De diskuterer, hvordan vi understøtter eksporten og skaffer kvalificeret arbejdskraft. Fredag klokken 13.00-13.45.
- Hvilken rolle spiller penge i dansk politik? Politikens Carl Emil Arnfred og Berlingskes Chris Kjær Jessen løfter i en ny bog "Skjulte penge" sløret for pengestrømmene i dansk politik. Lukketheden om netop partistøtte og private donationer er tidligere blevet kritiseret af Transparancy International, en antikorruptionsorganisation. De to journalister udspørger en række toppolitikerne om den manglende økonomiske åbenhed. Morten Østergaard (R), Carl Christian Ebbesen (DF) og Pernille Skipper (Ø) deltager. Lørdag klokken 12-12.30.
- Rose og 10 års kamp for ytringsfriheden. JP's tidligere kulturredaktør og ytringsfrihedens principfaste fortaler Flemming Rose giver en »personlig beretning« om det tiår, der er gået siden JP publicerede de danske Muhammedtegninger i september 2005. Lørdag klokken 14.30-15.30.
- Chefredaktøren i samtale med Mette Frederiksen. En glimrende mulighed for at møde Informations tidligere og Politikens nye chefredaktør, Christian Jensen, der interviewer oppositionslederen i en halv times tid. Fredag klokken 15.30-16.00.
- Bæredygtig udvikling uden globalt fællesskab? Den verdenskendte amerikanske økonom Jeffrey Sachs gæster folkemødet. Selvom emnet ligger i yderkanten af min interesse - hvordan vi sikrer bedre samspil mellem civilsamfundet og verdens politiske ledere - er Jeffrey Sachs noget nær en økonomisk rockstjerne. Novozymes' Peder Holk kigger også forbi. Lørdag klokken 15.30-16.15.
Og så tre gange underholdning:
- DM i debat - Finale. Politiken og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) afholder DM i debat på Gæstgiveren, hvor du kan møde morgendagens samfundsdebattører. De tidligere vindere tæller bl.a. socialdemokraten Peter Hummelgaard og Morten Dahlin (tidligere VU-formand). Lørdag klokken 14.30-15.30.
- SIVAS-koncert. Vestegnens fineste med hits som D.A.U.D.A, Stein Bagger, Det gode liv, Kun hinanden og Kbhavana. Lørdag klokken 23.00-23.55.
- Fodboldkamp mellem Christiansborgs politikere og journalister. Et af folkemødets højdepunkter. De to 7-mandshold spillede sidste år i bragende solskin og omkring 20 grader. Politikens Jakob Sheikh var banens bedste spiller, og TV2’s tidligere vært Jes Dorph-Petersen nok den ringeste. Men Dorph stod alligevel for to af kampens højdepunkter. Først da en tilskuer – i bar overkrop – råbte »du fisker, Jes« efter en tøvende Dorph, der forsømte de defensive forpligtelser. Og sidenhen da Jes sparkede det afgørende straffe på stolpen, efter at kampen var gået i straffesparkskonkurrence. Jes hamrede dermed journalisterne ud i mørket. Bittert. Tidspunktet - søndag klokken 9.00-10.00 – er det eneste problem.
Boblere: Tommy Ahlers optræder i syv debatter i år, og også den liberale debattør på Finans Toke Kruse er med i et arrangement. Finans’ egen erhvervskommentator Søren Linding kan du bl.a. fange i to debatter om energipolitik om fredagen.
Hvis du har lyst til at skælde undertegnede ud for en dårlig klumme, håbløse FM-råd eller lignende, er du meget velkommen til at kigge forbi enten Dansk Byggeris telt lørdag middag eller i tænketanken Ceveas lejr senere på dagen, hvor jeg efter bedste evne forsøger at moderere en debat mellem kloge folk.
Fun fact: Anders Lund Madsen er moderator på 10 ud af de i alt 2.945 debatter. Det giver ham umiddelbart årets højeste FM-moderatorratio på 0,3 pct. Det betyder, at hvis du går ind i et hvilket som helst telt på et hvilket som helst tidspunkt, så er der ca. 1:300 chance for, at Anders Lund Madsen er moderator. Så ved du det.
Godt folkemøde. Også selvom det øsregner.

