Nej. Det er hverken Cameron eller Johnsons skyld, hvis EU kollapser

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Toppolitikere og bureaukrater slås i disse dage om at fortolke briternes vælgerlussing til parnasset i Bruxelles og Westminster, og murværket i det europæiske projekt knirker.

Desværre tyder debatten på, at vælgernes budskab drukner i juridiske sværdslag og elitære diskussioner om det repræsentative demokrati. Men magthaverne begår en historisk fejltagelse, hvis ikke de forstår og handler på briternes to utvetydige budskaber til den europæiske elite.

For det første reagerede millioner af briter mod en økonomisk verdensorden, der efterlader dem på bunden. Middelklassens indkomster stagnerer, de offentlige budgetter beskæres, tusinder af østeuropæere trykker lønningerne i bund og hele byer forandres af masseindvandring. Vel og mærke mens London boomer og virksomhedernes indtjening eksploderer.

Vælgerne bærer den legitime følelse af politisk forræderi, afmagt og vrede ind i stemmeboksen. De 17,4 millioner vælgere, der stemte for brexit, har uden tvivl 17,4 millioner forskellige årsager, men det er næppe tilfældigt, at den valgkreds i Storbritannien, hvor flest stemte leave, er byen Boston, små 200 kilometer nord for London.

Få byer har som Boston oplevet, hvad EU’s østudvidelse betyder. Hele 13 pct. af byens knap 65.000 indbyggere blev født i et andet EU-land. I 2001 var tallet omkring 1,5 pct. Størstedelen er indvandret fra Rumænien, Bulgarien, Polen eller et andet østeuropæisk land. Indbyggerne i Boston tjener i snit 9,13 pund (ca. 85 kr.) i timen, hvilket er 32 pct. under landsgennemsnittet. Og ja, så har Boston den højeste mordrate i England og Wales, viser officielle tal.

»Alt jeg hører på legepladsen er polsk,« sagde en 27-årig baransat til The Guardian for et par år siden, da hun hentede sine børn på en lokal skole. »De har også polske lærere, og nogle gange snakker de til eleverne på polsk.«

Boston er et »af de mest ekstreme eksempler« på, hvad indvandringen har betydet i Storbritannien, skriver BBC, der i maj lavede et program om byen, hvor det nationalpopulistiske parti UK Independence Party har vind i sejlene.

Men brexit straffer netop dem, der stemte Storbritannien ud af unionen, lyder det fra EU-fortalerne. De lavtlønnede og dem på kanten af jobmarkedet stemmer imod deres egne interesser, fordi de har brug for job og vækst, lyder argumentet. Men de unionsbegejstrede glemmer, at de fattige briter på bunden allerede har tabt. De har intet at miste ved at stemme nej. Hvad får den ufaglærte fra Boston ud af arbejdskraftens fri bevægelighed? Nogle luftige håb om vækst på sigt, måske. I den helt konkrete dagligdag: Lønpres, ledighed og kulturchok.

De overflødige gør oprør, som forfatter Erik Meier Carlsen skrev omkring årtusindeskiftet i debatbogen af samme navn, som stadig er den skarpeste analyse af den vælgerafmagt, der skyller igennem Europa.

»Folk er gedigent utrygge og usikre på deres position i samfundet – og med relativt god grund,« sagde han, da jeg interviewede ham i anledning af bogens 15-års jubilæum. »De reagerede dengang i slutningen af halvfemserne mod en fuldstændig enig elite, der accepterede globalisering og markedsøkonomiens konsekvenser – og til dels indvandringen.«

I torsdags var brexit det tætteste vælgerne kunne komme på at smide en politisk håndgranat mod eliten. Og vælgerne på bunden foretrækker kaos frem for orden i en verden, hvor de har tabt, som Saxo Banks cheføkonom Steen Jakobsen så præcist beskriver.

For det andet afviste briterne ved valget entydigt at sende mere magt til Bruxelles. Det er der intet unikt britisk ved. Hollænderne stemte nej til en handelsaftale mellem EU og Ukraine i april. Herhjemme trodsede et flertal af danskere anbefalingen fra 111 folketingsmedlemmer og holdt fast i retsforbeholdet. Og tilliden til EU’s institutioner er i bund, viser tal fra Eurobarometer, en officiel del af unionsapparatet.

Kritikerne siger, at Europa står i en overhængende risiko for at blive kløvet op. Det er korrekt. Men det er ikke den afgående britiske premierminister David Camerons skyld. Ansvaret ligger alene hos de europæiske magthavere i Tyskland, Frankrig og Bruxelles. Europæerne vil et slankere og mere ydmygt EU end det, som de unionsbegejstrede prædiker. Hvis de europæiske toppolitikere endnu engang ignorerer det budskab, som vælgerne har sendt dem utallige gange, skubber de borgerne længere væk og unionen tættere mod afgrunden.

Sandheden er, at flertallet af europæerne afviser elitens pres mod en stadig tættere union. Flertallet ønsker ikke en social union. De afviser, at en domstol i Bruxelles skal sætte reglerne for velfærdsstaten og de sociale ydelser. De ønsker et saneret EU, der hviler på stærke selvstændige nationer, som samarbejder om handel, sikkerhed og udvalgte grænseoverskridende problemer. De ønsker et slankere EU med et budget, der nok er tættere på 100 mia. euro end de 155 mia. euro (1.154 mia. kr.), som det koster at drive Bruxelles-apparatet nu.

Den europæiske elite står med et valg. Man kan gentage fortidens fejl og kalde den britiske arbejderklasse for xenofobiske ignoranter, der ikke har sat sig ind i sagerne. Og man kan sågar sige, at vælgerne er så dumme, at man helt skal droppe de direkte folkeafstemninger, som den tidligere socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft foreslår. Eller de europæiske topledere kan bremse EU’s kollaps ved at lytte til vælgerne og erkende, at europæerne vil et mindre og mere ydmygt europæisk handelssamarbejde.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Tweet ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk