Fortsæt til indhold

Skæv rapport fra folketingets økonomer

Der er masser af litteratur og forskning, der viser, at lavere skat får folk til at arbejde mere, skriver tænketanken Cepos.

Debat
Mads Lundby Hansen | Jørgen Sloth Bjerre Hansen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos.

Folketingets økonomer (FØ) har udarbejdet en rapport om virkninger af lavere marginalskat. Rapporten har været vidt citeret i danske medier. FØ anbefaler, at politikerne ikke indarbejder de positive effekter af lavere marginalskat (dynamiske effekter), når skattelettelser skal finansieres. Noget der eksempelvis skete, da Thorning gennemførte sin skattereform i 2012. Rapporten bidrager til unødig forvirring om de positive effekter af lavere marginalskat og fremkommer desuden med helt skæve anbefalinger.

FØ gennemgår en lang række studier, der alle viser en positiv effekt på lavere marginalskat på arbejdsudbud, produktivitet mv. Men størrelsen af effekten varierer betydeligt og på den baggrund anbefaler FØ, at man slet ikke skal indbudgettere nogen effekter af lavere marginalskat.

Desuden sætter hun spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er positive effekter af lavere marginalskat. FØ skriver nemlig i sin sammenfatning: ”Konklusionen af analysen er, at solide empiriske erfaringer med dynamiske effekter knyttet til arbejdsudbuddet på danske data er sparsomme.”

Denne konklusion giver indtrykket af at der ikke er nogen positive adfærdseffekter af lavere marginalskat. Ritzau skriver bl.a. i sin overskrift den 25. juni, at »Folketingets økonomer ser ingen effekt af skattelettelser”. Den konklusion kan man imidlertid ikke drage af den økonomiske forskning på området.

F.eks. fandt Hans Jørgen Whitta Jacobsen og Claus Thustrup Kreiner (daværende overvismand og vismand) i 2015 i et videnskabeligt studie en topskatteeffekt, der er ca. 3 gange så stor, som det Finansministeriet anvender. Og de økonomiske vismænd fandt i 2011 en elasticitet, der er dobbelt så stor som den Finansministeriet anvender. Og flere andre studier på danske data finder betydelige dynamiske effekter, der er større end dem Finansministeriet lægger til grund.

Anbefalingerne og konklusionerne i rapporten fra Folketingets økonomer er også helt ude af trit med de konklusioner som vismændene, de økonomiske ministerier og diverse kommissioner er kommet frem til. Her er konklusionen at lavere marginalskat har en signifikant effekt på arbejdsudbuddet.

Medlemmerne af Velfærdskommissionen, Skattekommissionen og Produktivitetskommissionen var i høj grad landets førende universitetets-økonomer. Og de var ikke i tvivl: Lavere skat virker. Den seneste kommisson - Thornings Produktivitetskommission med Peter Birch Sørensen i spidsen – konkluderede, at lavere topskat kan være selvfinansierende som følge af store dynamiske effekter.

Desuden leverede Thorning-regeringen svar til Folketinget, hvor man klart redegjorde for, at den videnskabelige litteratur viser en positiv og signifikant effekt af lavere marginalskat.

Det skete bl.a. da Mogens Lykketoft kritiserede Thorning-regeringens forventninger til 2012-skattereformen (der bl.a. lettede topskatten). Dengang leverede SFs skatteminister Thor Möger Pedersen et svar til Folketinget, der gennemgik en række danske og skandinaviske studier, der tilbageviste Lykketofts påstand.

Bundlinjen er, at det er særdeles veldokumenteret, at lavere marginalskat indebærer positive adfærdseffekter, og at Finansministeriet i forvejen er meget forsigtige i deres indregning af effekterne. Finansministeriets benyttede topskatteeffekt ligger klart i bunden af de estimerede effekter, som de nyeste undersøgelser finder.

Af cheføkonom Mads Lundby Hansen og chefkonsulent Jørgen Sloth Bjerre Hansen, Cepos.

Artiklens emner
Cepos
Mads Lundby Hansen