Brexit er et wakeupcall til den forfejlede sparepolitik

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Dagspressen har – som det naturligt er – været fyldt af kommentarer og analyser efter nej’et ved den britiske folkeafstemning 23. juni. De fleste indlæg henfører dette til en kombination af dårligt lederskab med den afgående britiske premierminister David Cameron som hovedskyldig og et uoplyst eller uansvarlig britisk befolkning.

Men dette er en for overfladisk analyse. Det er nemlig ikke kun i Storbritannien, at begejstringen for EU har været brat faldende.

Jeg skrev selv følgende i en kronik den 14. januar om årsagerne til, at den danske befolkning i december stemte nej til at overføre kompetencen på det retslige og indre område fra befolkningen til Folketinget:

»Skal EU-projektet igen vinde bred folkelig tilslutning, er det nødvendigt, at der i langt højere grad tages hensyn til, at den almindelige befolknings ønsker får en helt anderledes central placering i EU-samarbejdet, og at EU også løser de opgaver, som det får overført. Det er grundlæggende problemstillinger, som nej’et den 3. december burde sætte i centrum for den politiske debat.«

Men det er ikke blot i Storbritannien og Danmark, at opbakningen til EU er faldet. Det er en generel udvikling. Brexit er udtryk for, at ansvarlige stats- og regeringsledere burde have taget foranstaltninger herimod tidligere, og at det er på høje tid med et gennemtænkt og sobert reformudspil. Dette forudsætter givetvis, at analysen gennemføres uafhængigt af EU-bureaukratiet.

Jeg mener som anført, at der tages for lidt hensyn til den almindelige befolknings interesser. Høj eller fuld beskæftigelse er i denne henseende helt afgørende. Men dette hensyn spiller en for underordnet rolle i den økonomiske politik i EU. Her dominerer hensyn til at undgå for store underskud på de offentlige finanser, selv i situationer, hvor der som nu i en række stærke EU-lande, bl.a. Tyskland, Holland og Danmark, er så store overskud i den private sektor, at landene har meget betydelige betalingsbalanceoverskud.

Tankegangen bag dette er, at markedskræfterne er så effektive, at beskæftigelsen selv efter alvorlige konjunkturtilbagegange relativt hurtigt bliver genoprettet igen.

Men finanskrisen har meget tydeligt vist, at det ikke er tilfældet. Selv om der nu er gået næsten otte år siden finanskrisen brød ud, er der i eurozonen stadig 10 pct. ledighed, ligesom mange for tidligt har forladt arbejdsmarkedet. Og høj beskæftigelse er også yderst vigtig, hvis den almindelige befolkning skal være positiv over for tilstrømning af arbejdskraft fra andre EU-lande.

Brexit bør give anledning til eftertanke med opstilling af en mere realistisk vision for Europas fremtid. Integrationstempoet bør afpasses efter, hvad befolkningerne kan acceptere. Derudover vil det være ønskeligt, at der vises forståelse for den situation, som Storbritannien er kommet i med brexit. Årsager hertil findes ikke kun i Storbritannien.

Af Christen Sørensen, professor i økonomi og forhenværende overvismand.