Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Chefredaktøren manipulerer virkeligheden om Amager Bakke

Kommentar: Forhenværende bestyrelsesformand for ARC, Mogens Lønborg, mener, at Finans' chefredaktør har gjort sig skyldig i fejl, manipulationer og udeladelser i debatten om milliardprojektet Amager Bakke.

Artiklens øverste billede
Mogens Lønborg, tidligere bestyrelsesformand for ARC. Foto: Lars Krabbe

Chefredaktør Steen Rosenbak (SR) har i en kommentar på Finans den 20. august 2016 under overskriften "Hov, der røg skatteydernes milliarder på forbrændingen" rettet en sønderlemmende kritik af beslutningerne bag affaldsanlægget Amager Bakke, herunder af min rolle i den sammenhæng (jeg var formand for bestyrelsen for det fælleskommunale interessentselskab Amager Ressourcecenter.)

Artiklen indeholder en lang række fejl og væsentlige udeladelser, der gør, at man får et fuldstændigt skævt og forkert billede af de faktiske forhold. Artiklen er et skoleeksempel på inkompetent journalistik, hvor formålet er at få en skandalehistorie i spalterne.

SR drejer rundt på kendsgerninger, udelader afgørende elementer og piller gamle citater ud af deres sammensætning, rører det hele godt og grundigt rundt i en uforståelig pærevælling tilsat en stribe højdramatiske ord, så som "fadæse", "gruopvækkende historie", "katastrofekurs", "skandaløs forvaltning af samfundets værdier", "nødplan", "desperat kamp for at undgå ansvar", "skattemilliarder som gidsler", "forretningsmæssigt morads af forkerte prognoser" og "inkompetente beslutninger" – og hokus pokus – så har Rosenbak fået konstrueret en ny virkelighed, der ligger endog meget langt fra den rigtige virkelighed.

Må jeg derfor straks berolige de skatteborgere, det er lykkedes SR at opskræmme, med, at der ikke er fugls føde på denne historie. Selvfølgelig ikke! Det er ren fiktion – ikke reality!

Læs også Steen Rosenbaks svar: "Lønborg sætter rekord i 100 meter ansvarsforflygtigelse"

Lad mig starte med de mange faktuelle fejl og manipulationer, SR gør sig skyldig i. Han skriver: "Hov, der røg skatteydernes milliarder på forbrændingen". Det er fuldstændig misvisende og forkert: Dels er der ikke tabt én eneste krone, dels er ARC slet ikke finansieret af skattekroner, men af ARC's kunder (borgere og virksomheder), der køber el og varme, og de borgere og virksomheder, der gennem affaldsgebyrer og takster betaler for at få behandlet affaldet. Ups! For nu at genbruge et af SR's egne udtryk!

Han fortsætter ad samme forkerte spor, når han taler om "den store grå masse af skatteborgere". Han giver læserne et billede af, at skatteydernes milliarder er røget på forbrændingen, at andre folks penge "er kastet i grams" og at skatteborgerne nu skal til lommerne og betale for konsekvenserne af "inkompetente beslutninger".

Det er endvidere faktuelt forkert, når han skriver: "Men dele af Københavns Borgerrepræsentation – socialdemokrater, radikale, SF og Enhedslisten – stillede sig på tværs. De erklærede, at ville bygge et forbrændingsanlæg med den halve kapacitet og i stedet satse på øget genanvendelse af affald". Det største af de nævnte partier - Socialdemokraterne - ønskede ikke et halvt anlæg, men så gerne, at størrelsen på de to ovne, man i øvrigt var enige i, der skulle bygges, hver havde en kapacitet på 30 i stedet for 35 tons forbrændt affald i timen. Mere om det senere.

Rosenbak skriver endvidere: "Amager Bakke er dimensioneret til at aftage 550.000 tons affald årligt" og videre skriver han, at det er, hvad "… projekt Amager Bakke forudsætter". Begge påstande er fundamentalt forkerte – og giver et fuldstændigt misvisende billede. Kapaciteten af et sådant anlæg dimensioneres ved ovnstørrelsen. Dette projekt opererer med to ovne, der kan brænde 35 tons affald i timen. Hvis begge ovne kører med fuld kraft (8000 timer årligt), vil der kunne brændes 560.000 tons. Men det er ikke noget, vi har "forudsat" i projektet.

Hvis Rosenbak havde ulejliget sig med at læse på papirerne, ville han have opdaget, at projektet byggede på en årlig afbrænding på 409.000 tons, faldende til 400.000 over en årrække. Med den nu nedjusterede prognose på 350.000 tons er det derfor ikke "36 pct. mindre end projekt Amager Bakke forudsætter", som Rosenbak påstår, men kun 14 pct.  – en ret udramatisk nedjustering. Igen giver SR et fuldstændigt forfejlet billede af de faktiske forhold.

SR overser i øvrigt, at en anden væsentlig årsag til nedjusteringen i økonomiprognosen er et aktuelt fald i både el- og varmepriserne. De kan lige så hurtigt gå den anden vej igen! Til sammenligning sidder A. P. Møller i dag med dramatisk faldende oliepriser. Så ifølge SR må de i sandhed sidde med "et morads af forkerte prognoser og inkompetente beslutninger".

Det var fejlene. Nu kommer de væsentlige udeladelser.

Amager Bakke vil, når det står færdigt, være verdens miljømæssigt bedste anlæg. Intet andet affaldsforbrændingsanlæg på denne klode vil brænde affald med så lav en miljøbelastning. SR skriver ikke ét ord herom.

Amager Bakke vil også blive verdens energiøkonomisk mest effektive anlæg. Intet anlæg på denne klode vil kunne producere så meget energi (el og varme) af en given mængde affald som dette anlæg. Det betyder, at anlægget vil være yderst konkurrencedygtigt sammenlignet med mindre energiøkonomiske anlæg. Dette har væsentlig betydning bl.a. i forbindelse med import af affald – og i forbindelse med en forventet liberalisering af hele affaldssektoren, der betyder konkurrence mellem anlæggene. Men heller ikke dette forhold synes at interessere SR.

Rosenbak synes heller ikke at være optaget af sammenhængen mellem det høje miljøniveau og den høje energiøkonomi og anlæggets størrelse. At bygge verdens bedste anlæg betyder en merudgift. Mere konkret er ca. en halv milliard af anlægssummen begrundet i anlæggets høje miljøprofil. Men: Denne merinvestering resulterer til gengæld i lavere driftsomkostninger de næste 30 år og er således ikke en økonomisk belastning i anlæggets levetid.

Den høje miljøprofil kunne spares væk.  Men der er ingen – heller ikke SF – der på noget tidspunkt har ønsket det. Alle i processen har været optaget af at bygge ”det bedste af det bedste”. Men det kræver et stort anlæg med stor forbrændingskapacitet og store forbrændingsmængder, hvis den store miljøinvestering forretningsmæssigt skal kunne forrentes – og dermed forsvares.

SR nævner heller ikke med et ord, at branchen i dag har mange små og nedslidte anlæg, der indenfor en kort tidshorisont skal tages ud af produktion. Det vil da være oplagt at sende affaldet til forbrænding på verdens bedste anlæg – hvis man der aktuelt måtte have overskydende kapacitet - i stedet for at bygge nye små anlæg uden den store miljøprofil. Få anlæg i Danmark har i øvrigt en så hensigtsmæssig lokalisering som Amager Bakke: Affald kan sejles til anlægget – og fjernvarmenettet er fuldt udbygget og kan i princippet aftage dobbelt så meget affaldsvarme som i dag.

Med et sådant anlæg - det bedste i verden – placeret tæt ved byens centrum og få kilometer fra lufthavnen - vil der være skabt et kraftcenter for en grøn vækststrategi med store eksportmuligheder for dansk erhvervsliv – og med et positivt bidrag til den samlede vækst i Danmark. Vølund har – med Amager Bakke som reference – solgt flere anlæg i udlandet og vi ser allerede i dag mange erhvervsdelegationer aflægge ARC besøg for at besigtige det snart færdigbyggede anlæg. Men det store samfundsøkonomiske perspektiv synes Rosenbak heller ikke at være særligt optaget af. Så er det altså trods alt lidt sjovere i stedet at hænge nogle politikere ud.

I sin kommentar bringer SR et citat af mig, bragt i Information i 2012: ”de, der nu spænder ben for et nyt forbrændingsanlæg, skylder at forklare, hvad alternativet er. Om får vil affaldet hobe sig op i København.” Denne udtalelse fremkom i forbindelse med venstrefløjens (SF og Enhedslisten) forslag om et anlæg med halv kapacitet – og min bemærkning var dengang såvel som i dag fuldstændig berettiget og korrekt. Men SR laver så det lille ”fikse trick” at bringe dette citat ind i sammenhæng med det store anlæg – og får dermed undertegnede til fremstå latterlig alá kemiske Ali. Håber virkelig ikke, at man lærer sådanne ”tricks” på journalisthøjskolen?

Rosenbak har i sin kommentar én vigtig pointe, når han peger på det uheldige i en sammenblanding mellem virksomhedsdrift og politisk magtspil. Desværre har han bare ikke ulejliget sig med at analysere denne sammenblanding nøjere og slet ikke forstået det politiske element. Lad mig derfor lige brug nogle linjer på at fortælle, hvad der rent faktisk skete og hvordan situationen var i efteråret 2011, da venstrefløjen på Københavns Rådhus pludselig stikker en kæp i hjulet på projektet.

Projektet havde været undervejs i flere år (siden 2007) med en omfattende og stram projektplan. Den tekniske projektering med to ovnlinjer af hver 35 tons var gennemført – i et tæt samarbejde mellem direktionen på ARC og de fem ejerkommuners forvaltninger og med løbende information til det politiske niveau i kommunerne og til ARC´s repræsentantskab, der består af 24 politikere fra de fem kommuner. En enig bestyrelse stod bag – og der var ingen politisk modstand i de fem ejerkommuner.

Udbuddet af arkitektopgaven var afsluttet (med Bjarke Ingels som vinder) og en enig bestyrelse stod bag udbuddet og valget af firma. Udbuddet af opgaven med anlæggets ”indmad” (ovne, rensning m.m.) var ved at være tilendebragt. Seks firmaer havde af afgivet tilbud – og brugt masser af tid og penge herpå. Vi nærmede os afgørelsen af, hvem der skulle have opgaven. En enig bestyrelse (inkl. SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard) stod bag udbuddet.

På Københavns Rådhus har SF i maj 2011 skiftet deres erfarne og meget kompetente borgmester Bo Asmus Kjeldgaard ud med den totalt uerfarne Ayer Baykal. Og i bestyrelsen blev Bo Asmus Kjeldgaard erstattet af den ligeledes helt uerfarne SF'er Iben Rathje. De manglende erfaringer til trods skulle der nu føres SF-politik med brask og bram.

Næsten samtidigt fik vi en ny regering, og Ida Auken blev placeret i Miljøministeriet. Hun vil gerne redde verdens ressourcer (det vil vi andre også gerne) og er derfor modstander af forbrænding. Problemet for Ida Auken og ligesindede var bare, at man på det tidspunkt ikke var i bare nærheden af seriøse alternativer til forbrænding i et tilstrækkeligt omfang. Det er man stadig ikke!

Ude på ARC var vi i 2011 faktisk selv – sammen med bl.a. DONG , DTU, Topsøe og Københavns Universitet - i gang med at afprøve et spændende forsøg om at omdanne husholdningsaffald til en ”bio-suppe”, der videre skulle kunne omdannes til biogas. Spændende – men med lange udsigter, før det måske/måske ikke kunne blive et supplement til forbrænding.

SF var presset i regeringen. Betalingsringen om København ville nok ikke blive til noget, så  Auken skulle finde på noget andet, der kunne hæve den rød-grønne fane. Hun ville have udarbejdet en ressourcestrategi, gående ud på, at man i fremtiden skulle genanvende en større andel af affaldet. Derfor var det mere end oplagt for SF nu at iværksætte et angreb mod Amager Bakke.

Må jeg her indskyde, at det også var og er ARC´s målsætning til stadighed at øge andelen af affald, der kan genanvendes. ARC driver – hvad SR desværre udelader at fortælle – alle genbrugspladser i de fem kommuner – og år efter år har ARC ligget i toppen, når det gælder genanvendelsesprocenten på genbrugspladserne i Danmark.

ARC havde fået en finansieringsplan aftalt med Kommunekredit, der dog forudsatte, at de fem ejerkommuner skulle stille en lånegaranti. I de 4 andre ejekommuner gik den politiske proces glat igennem – men i København ville venstrefløjen med SF i spidsen ikke nøjes med at tage stilling til lånegarantien. De krævede – ét minut i tolv - et helt andet projekt – med kun halv kapacitet!

SF med deres borgmester Ayfer Baykal i spidsen og godt og beredvilligt hjulpet af borgmesterens egen teknik- og miljøforvaltning gik nu direkte til angreb på projektet. SF ville starte helt forfra med at projektere et anlæg halvt så stort som det oprindelige anlæg. Dette ville forsinke hele projektet med mindst 3 år – og med meget store omkostninger til følge. Og der var en stor risiko for, at det gamle og totalt nedslidte anlæg ikke ville kunne holde eller skulle renoveres for store summer. Sagt med andre ord. Det ville risikere at koste kassen ved ikke at vise rettidig omhu. Som ansvarlig bestyrelse kunne vi naturligvis ikke bare lade stå til og lade tiden gå. Vi var nødt til at handle.

Som allerede nævnt ovenfor stod Socialdemokraterne – med overborgmester Frank Jensen i spidsen – fast på projektet, som det var udbudt, men så gerne en lille reduktion i ovnstørrelsen fra 35 til 30 tons, men kun, hvis det kunne ske uden et nyt udbud. S stemte derfor ikke projektet ned – men ”kunne ikke på dette foreliggende grundlag” give tilsagn om lånegarantien. Man ville have undersøgt muligheden for 30 i stedet for 35 tons ovne.

Det bør også her nævnes – hvad SR desværre har udeladt - at prisforskellen på et anlæg med ovne på 30 henholdsvis 35 tons var ubetydelig, nemlig lige godt 100 mio. ud af en anlægssum på knap 4 mia. Og med en lidt større ovn kunne man sæsonvariere afbrændingen med store miljø- og driftsøkonomiske fordele, idet man kunne brænde mere, når varmeprisen (om vinteren) var høj og brænde mindre, når varmeprisen var mindre. Beregningerne viste, at i løbet af ganske få år ville merudgiften på de godt 100 mio. i anlægssummen være tjent hjem ved at sæsonvariere afbrændingen.

Alt det vidste Socialdemokraterne. Derfor vidste de også godt, at sagen nok ville ende med, at projektet  blev godkendt. Men de ville ikke stemme det igennem med den borgerlige lejr – de ville have SF med! Som ny overborgmester havde Frank Jensen desværre låst sig fast til kun at føre politik med SF på vigtige områder. Overborgmesteren havde givet SF vetoret. Amager Bakkes skæbne skulle derfor afgøres i SF´s gruppe på 13 mandater – ud af 55!

I ARC undersøgte man spørgsmålet om, hvorvidt man kunne bygge anlægget med 30 tons ovne – uden at skulle igennem et nyt udbud. Den juridiske vurdering var klar: Dette ville være i strid med udbudsreglerne og de øvrige tilbudsgivere ville kunne rejse en sag mod ARC for at overtræde udbudsreglerne. Vi kendte godt svaret i forvejen – men nu blev det bekræftet af et advokatfirma.

En anden væsentlig grund til såvel SF´s modstand og S´s ønske om et lidt mindre anlæg er de to partiers ønske om at gøre København til verdens mest klimavenlige by med lavest CO-2 udledning. Målet skulle nås i 2025 – og jo mindre affald, der brændes indenfor kommunegrænsen, jo mere hjalp det til at opfylde målsætningen. Med et halvt anlæg ville man skulle sende affald til forbrænding udenfor København på ældre og ikke så miljø-  og klimavenlige anlæg med en større miljø- og klimabelastning til følge.

Men det var SF ligeglad med. Vigtigere end klimaet og miljøet var altså, at København kunne flashe sig som den mest ambitiøse storby i verden på, ja, på netop klima og miljøområdet! Teknik- og miljøforvaltningen i København, som jo skulle sikre denne politiske plan gennemført, var mildt sagt mere end ivrig for at få affaldet udenfor bygrænsen.

Det er politik, når det er allerværst. Her er der tale om en uskøn sammenblanding af  virksomhedsøkonomiske hensyn, forvaltningsinteresser og partipolitiske hensyn i forhold til ”at tage sig godt ud i vælgernes øjne”. Pudsigt nok har Rosenbak slet ikke fanget noget af det!

Efter afstemningen i januar 2012, hvor man afviste at give lånegarantien – til stor fortrydelse og irritation for de fire andre ejerkommuner – igangsættes en proces ejerne imellem med det formål at få venstrefløjen i København med på projektet, for så ville Frank Jensen også gerne være med!

Denne proces ender med, at der i august 2012 indgås en ejeraftale, der har det erklærede formål at sikre, at der ikke bliver brændt så meget – inden for Københavns kommunegrænse! ”Lad os lige lade den stå et øjeblik!” Man var med andre ord bange for, at der kom for meget affald, som kunne ødelægge billedet af København som verdens mest klima- og miljøvenlige by. Her ligger i sandhed en skandale – men den er Rosenbak åbenbart ikke optaget af – eller også har han ikke fået øje på den endnu?

Konkret indeholder ejeraftalen nogle besynderlige elementer – set ud fra et virksomhedsaspekt. Man sætter i realiteten en maximal grænse for, hvor meget man må omsætte – og man forbyder at have kunder fra udlandet og resten af Danmark!! Fortæl lige det til private virksomheder! Ja, man gik så langt, at man – i lidt svævende vendinger – talte om, at kapaciteten på de 35 tons teknisk gerne efterfølgende skulle begrænses ved en eller anden form for plombering af anlægget, så man teknisk ikke kunne brænde 35 tons i timen men kun 30.

Efterfølgende stemte SF´s medlem af bestyrelsen for et forslag om, at man for et beløb på ca. 40 millioner kr. skulle foretage nogle tekniske foranstaltninger, der reelt ”smadrer” en del af anlæggets kapacitet. Selskabets advokat betegnede det som hærværk! Hvordan kan Rosenbak undgå at se dette eksempel på himmelråbende uansvarlighed. Resten af bestyrelsen stemte naturligvis imod dette vanvittige forslag. Men SF kunne proklamere, at de havde kæmpet en tapper kamp for klimaet og miljøet.

Men det viser blot, at når et parti, som SF her, er kravlet meget højt op i et ideologisk træ, skal der ofte de mest særegne ting til for at kalde dem ned igen for at de efterfølgende kan proklamere en ”politisk sejr” og legitimere de mange ekstra millioner, det har kostet at forsinke projektet. Det har Rosenbak heller ikke set – eller ønsket at kommentere.

Denne højst besynderlige ejeraftale fra 2012 er nu heldigvis ved at blive lavet om, så de fem ejerkommuner fjerner nogle af de selvskabte ideologisk begrundede begrænsninger. Dermed kan man dække det gab, som de aktuelle prognoser peger på, med import fra udlandet.

De fleste andre forbrændingsanlæg i Danmark benytter sig i varierende grad af denne mulighed. Kun venstrefløjen i København har ikke villet det. Det vil de så nu – heldigvis. Havde man ikke dengang i 2012 – af ideologiske grunde - lavet de begrænsninger, havde man helt udramatisk startet en import. Så ville man ikke tale om katastrofe og redningsplan men blot om at åbne et nyt kundesegment. Og JP ville nok slet ikke have bemærket det.

Denne sag handler derfor i en nøddeskal om en uansvarlig venstrefløj i København, der har brug for profilering af såvel parti som kommune og som i det øjemed er parate til at træffe de mest uansvarlige beslutninger med store økonomiske konsekvenser til følge. Bestyrelsen og de fire andre ejerkommuner stod fast på ansvarlighedens grund. Socialdemokraterne i København vaklede, da SF ikke ville være med. Men fornuften og ansvarligheden, som ellers præger dette parti i København, vendte heldigvis tilbage.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.