Hvad gør vi, når de rige forsvinder, Danmark?
De 10 pct. bedst lønnede danskere betaler en tredjedel af alle afgifter og personskatter. Tænk hvis de i stort tal smuttede, fordi urimeligheden i skattesystemet simpelthen blev for meget. Hvem betaler så regningen?
Hvor er Danmark på vej hen? Medmindre vi sadler om, så er rendestenen et godt bud. For uanset om vi taler bund eller top, så straffer vi folk, som opnår succes, med tårnhøje skatter og motiverer folk til at vælge offentlig støtte frem for et arbejde.
Slutresultatet er, at de rige simpelthen flytter.
Men lad os starte med den såkaldte samfundskontrakt. Nogle debattører siger, at uligheden stiger, og kontrakten mellem rig og fattig er brudt. At de højtlønnede får en for stor del af kagen. Men de debattører glemmer, at samfundskontrakten mellem rig og fattig fordrer, at begge parter - både de, der betaler, og de, der modtager - skal finde reglerne rimelige. Ellers splittes samfundet.
Og kontrakten i Danmark knirker. Vi kan ikke fortsætte med den naive, godhjertede holdning, hvor dem med de bredeste skuldre altid skal bidrage mest uden nogen hensyn til rimelighed. Tag topskatten eksempelvis. Omkring 500.000 personer betaler i dag topskat, hvoraf nogle er folkeskolelærere, sygeplejersker og håndværkere. Det er jo ganske almindelige danskere. De 10 pct. bedst lønnede i Danmark betaler 32 pct. af samtlige personskatter og afgifter, viser tal fra Skatteministeriet. Det er 205 mia. kr. af de i alt 604 mia. kr., som skattefar kradser ind i afgifter og personskatter.
Hvad ville der ske, hvis dem, der betaler regningen en dag simpelthen ikke dukkede op, fordi urimeligheden blev for stor? Man kan selvfølgelig skråsikkert holde fast i sin forestilling om, at det giver god mening at fordrive de rigeste væk fra Danmark, men det ændrer ikke på, at det giver færre penge til velfærden på den lange bane.
Det mest afgørende er, at vi bedre belønner dem, der gør en ekstra indsats. Det må og skal bedre kunne betale sige at arbejde. Lad mig slå fast, at vi ikke skal lade folk gå fra hus og hjem, fordi pengene ikke rækker længere, eller fordi man er blevet arbejdsløs efter mange års aktiv arbejdsindsats. Der skal Danmark ikke hen. Vi skal hjælpe folk. Sagen er dog bare, at vi risikerer at havne i rendestenen, hvis den generelle holdning i Danmark forbliver for gavmild, og vi ikke gør det attraktivt for de rige at blive herhjemme. Og hvem er det så, der er de virkelige tabere?
Hvad ville der ske, hvis dem, der betaler regningen en dag simpelthen ikke dukkede op, fordi urimeligheden blev for stor?
Det er både de bedst stillede og dem, der tjener mindst, der skal kunne mærke en forskel. De dårligst stillede skal forsørges, men det skal ikke være så attraktivt, at folk hellere dropper deres arbejde, fordi de tilnærmelsesvis vil have det lige så godt. Samtidig skal vi gøre det så attraktivt i Danmark, at de rigeste heller ikke stilles i et dilemma, hvor de kan få det markant bedre, hvis de forlader Danmark. Tendensen er ikke svær at spore, for ser man på tal fra Danmarks Statistik, går det kun én vej og det er, at flere og flere flytter ud.
Direktør Torben Munch skriver i Børsen den 2. sep. 2016, at han i 2015 betalte 2,7 millioner kr. i skat. Han er en af de danskere, som udtaler, at han er indifferent over, hvor han bor. Han føler sig hjemme, hvor end han rejser. Akkurat som de lavest betalte søger mod kontanthjælp eller dagpenge og mindst mulig indsats for at få mest muligt serveret uden at arbejde, så søger toppen mod udlandet, hvis dét bliver for attraktivt. Vi mennesker er langt mere forudsigelige, end politikerne gør os til. Hvis der bliver færre i toppen og flere i bunden, skal man ikke være en nobelprisvindende økonomisk vismand for at kende afslutningen på dette eventyr: et dårligere samfund med færre penge til de svageste. Er det et sådan samfund, vi som dansker gerne vil have i fremtiden?
Vi har brug for en helt ny kultur og vision med afsæt i den lange historie vi har i Danmark for at løse problemer. En vision, hvor det ikke handler om at fordele mere, men om at skabe mere.
Politikerne må tage ansvar for en ny politisk revolution. De skal tage embedet seriøst og tænke længere end fire år ad gangen. Noget skal gøres radikalt anderledes. Jovist, vi holder fast i det repræsentative demokrati, men politikerne skal kunne se længere end den gennemsnitlige vælger, fordi de netop har adgang til vismænd og viden, der vil vise, hvad konsekvensen bliver, hvis vi ender ud i et samfund, hvor der er færre rige og flere fattige. Det er langt fra nok at flytte lidt rundt i de offentlige budgetter, fastholde tårnhøje skatter og tro at væksten kommer sejlene af sig selv. Der er brug for en politisk revolution, hvor hele Borgen arbejder sammen om et fælles, bedre Danmark.
I en virksomhed er det sjældent nok blot at effektivisere og omfordele i budgetterne. Nogle gange skal der helt nye mennesker ind i en organisation for at vende en nedadgående tendens til et væksteventyr eller skifte strategi fuldkommen. Det samme gælder her. Som vi så populært siger i iværksætterverdenen kræver det »disruption«; nemlig nytænkning, holdningsskift og fælles tro på nye muligheder at løse problemerne på. Vi har brug for en helt ny kultur og vision med afsæt i den lange historie vi har i Danmark for at løse problemer. En vision, hvor det ikke handler om at fordele mere, men om at skabe mere.