Fortsæt til indhold

Iværksætteri handler ikke om strandvejsvillaer og Porscher - det handler om mennesker, der skaber værdi ud af intet

De tjener millioner til statskassen og skaber job i tusindvis. Alligevel mødes mange iværksættere med mistro fra myndigheder og mistillid fra deres medborgere, der ser dem som småegoistiske kapitalister

Debat
Tine Thygesen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Tine Thygesen, professionelt bestyrelsesmedlem og en af stifterne bag startuphotellet Founders House.

Alle snakker om vækst. Det er muligvis den eneste ting, alle danske politikere og vælgere enedes om: vi vil gerne fortsætte velfærdssamfundet, så der skal tjenes nogle penge til at understøtte det. Men hvordan man rent faktisk skaber vækst, er der markant mindre interesse for. Det er næsten som om, at danskerne har glemt, at den velstand, vi nyder i dag, blev skabt af benhårdt arbejde gennem mange generationer. Og at det kræver en lige så stor indsats nu at skabe den fremtidige.

En af de få grupper i befolkningen, der faktisk interesserer sig for at skabe vækst, er iværksætterne. De drømmer om at skabe noget ud af ingenting. De tager en ide og gennem knofedt laver den til konkret værdi, der kan omsættes til indtægter, job og fremgang.

Desværre er billedet af vores iværksættere ofte helt forskruet. Hvis man skulle tro medierne, så handler iværksætteri om sportsvogne, strandvejsvillaer og skatteoptimering. Pressen skriver om millioner, der ruller ind, startups, der scorer tocifrede millioninvesteringer og personlige formuer, der opstår fra den ene dag til den anden. Vi glemmer de job, vækst og skat, der betales i samme ombæring. Den forenklede retorik graver en kløft mellem skaberne og resten af samfundet.

Og det kan koste Danmark dyrt.

Jeg kan godt forstå, at fru Olsen rynker på næsen, når hun ser overskrifter som ‘Guldregn over it-iværksættere’. Hun ender sikkert med en dårlig smag i munden over, at nogle har så meget, når andre har så lidt. Men jeg er ret sikker på, at fru Olsen kender en, der gerne vil i arbejde. Og at hun ønsker, at hospitalerne virker, og skolerne fungerer. Det er jo netop slutresultatet - selvom det desværre sjældent nævnes. Forestil dig en alternativ overskrift 'Guldregn over it-iværksættere: 300 job skabt og 75 mio. i statskassen'. Så synes fru Olsen nok, at iværksætteren er værd at respektere. Også selvom han/hun køber en Porsche.

De lette overskrifter med iværksættere, der scorer millioninvesteringer også faktuelt forkerte. Medmindre der er tale om et salg, er det jo virksomheden – og ikke iværksætteren - som får en investering. En investering de har arbejdet benhårdt for, som sikkert har kostet dem deres velbetalte job og opsparing. Investeringen betyder på ingen måde, at lykken er gjort. Det giver blot mulighed for at blive ved med at arbejde hårdere og længere, end de fleste danskere ville være villige til, for at firmaet kan blive en succes.

Desværre ulmer der i den brede befolkning en opfattelse af iværksættere som nogle småegoistiske kapitalister, og at hvis man kører i en stor bil, så har man nok snydt i skat.
Tine Thygesen, professionelt bestyrelsesmedlem og en af stifterne bag startuphotellet Founders House.

Når en iværksætter en sjælden gang sælger sin virksomhed, er det typisk fordi de nye ejere har kapital eller kanaler, der kan sikre virksomhedens fremtidige position bedre. Det sker i øvrigt i under fem procent af tilfældene. I så fald bliver iværksætteren ofte rig. Men det er altså efter mange års hårdt og krævende arbejde. De er altså ikke kommet sovende til det, som udtrykket it-millionær smager af.

Det betyder noget, hvordan et land kigger på sine iværksættere. Desværre ulmer der i den brede befolkning en opfattelse af iværksættere som nogle småegoistiske kapitalister, og at hvis man kører i en stor bil, så har man nok snydt i skat. Der er ingen iværksættere, der forventer taknemmelighed, fordi man har skabt job og puttet millioner i statskassen. Men det ville da være fedt, hvis man ikke pr. automatik blev opfattet som kynisk egoist.

Det er ikke kun den private opinion, der er fremmedgjort overfor iværksættere. Det offentlige møder ofte en med mistro. I Founders House – et startuphotel på Bryggen for vækstiværksættere - kom Skat uanmeldt forbi, fordi de fandt det mistænkeligt, at vi sad 45 startups på den samme adresse og ingen betalte selskabsskat.

»Nej, men det er der en god forklaring på,« fortalte jeg dem. »Man betaler jo først skat, når der er noget at betale af. De her virksomheder er så nye, at de stadig har underskud«. Det er nemlig sådan, at iværksættere som disse ofte ikke får løn selv. De arbejder i døgndrift for få gang i biksen og få råd til at ansætte folk. De vil rigtig gerne betale skat, for det ville betyde, at deres forretning går godt, forklarede jeg.

Det synes Skat lød mistænkeligt.

I samme øjeblik gik det op for Skats udsendte, at virksomhederne så nok fik penge tilbage i moms, fordi de køber mere end de sælger. »Det er umoralsk at bygge virksomhed for momspenge,« var deres udmelding.

Jeg tror den negative holdning skyldes, at der bliver fokuseret på de hurtige millioner. Man ser på millionerne i sig selv og har en fejlagtigt forestilling om, at de er tjent hurtigt og let. Det hårde arbejde negligeres i en retorik, som skaber afstand, og en illusion om, at værdiskabelse næsten sker af sig selv. Det er en farlig illusion for et lille samfund, der skal konkurrere i en global verden.

Problemet med en negativ opinion er, at det gør det mindre attraktivt for iværksættere at blive i landet. De mest lovende virksomheder i dag er mobile, og er eftertragtede af andre lande, som aktivt markedsfører sig som ny hjemstavn. De fleste danske iværksættere vil gerne blive og kan bidrage til næste generation. Men de er trætte af at blive taget for givet og mistænkeliggjort.

De fleste danske iværksættere vil gerne blive og kan bidrage til næste generation. Men de er trætte af at blive taget for givet og mistænkeliggjort.
Tine Thygesen, professionelt bestyrelsesmedlem og en af stifterne bag startuphotellet Founders House.

Vores land er desværre et sted med mange udfordringer for startups: et minimalt hjemmemarked, lukket for immigration, dårlige muligheder for medarbejderaktier, så det hjælper ikke, når der er oveni er en generel negativ opfattelse af succes. Jeg har flere succesrige iværksættervenner, som overvejer at flytte væk. Det er ganske let at flytte til et sted, hvor man er mere velkommen. Det ville være et kæmpemæssigt problem for Danmark.

Så lad os få vendt billedet af iværksættere fra egoistiske kapitalister til nogen, der bidrager til samfundet. Danmark har desperat behov for vækst og jobskabelse, og de her mennesker arbejder bagdelen ud af bukserne for at skabe netop det. Vi behøver ikke ligefrem at hylde iværksættere, som amerikanerne og briterne gør, men vi kunne måske arbejde på regler, der hjælper dem med at skabe vækst og glæde os, når de fejrer en succes.

Artiklens emner
Tine Thygesen