Fortsæt til indhold

Må Falck rykke ud og hælde sukker i benzintanken? Og må KMD rykke med?

Bios fik måske aldrig en chance for at få ambulancekørslen til at fungere i Sydjylland.

Debat
Anders Heide Mortensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

Undertegnede delte i juli en stille forundring over, at udenlandske ambulanceoperatører, der i årevis har kørt ambulancer i et andet nordeuropæisk land, rammes af forbandelse på forbandelse, hvis de vinder et udbud i Danmark. Altså - vi taler nedsmeltning. Ambulancefirmaet er kaput og sparket ud af Danmark på få måneder.

Venlige læsere udviste heldigvis minutiøs indsigt i udbud, hvor en ikke-dansk og billig operatør havde afgivet tilbud på at køre ambulance et sted i Danmark – og vundet. Jeg fik mail på mail, der dokumenterede, at et udenlandsk selskab selvklart er udueligt og ubrugeligt til at køre med syge og tilskadekomne her til lands. For her står Falck for den sag. Hvis altså ikke det offentlige selv løser opgaven. Alt andet SKAL gå galt.

Nu viser nye oplysninger på ufin vis, at Falck fyldte hele Sønderjylland med partisansøm og pigtråd - altså i overført betydning - da selskabet i 2015 måtte overlade ambulancekørslen til hollandske Bios efter at have tabt udbuddet. Med lukrative kontrakter blev de stedlige reddere overtalt til at kvitte Bios, og dermed blev den nye operatør helt eller delvist tvunget i knæ, før den første ambulance var sendt af sted. Da hokuspokus-manøvren var tilendebragt, havde Bios kun 133 ud af de oprindelige 613 reddere tilbage. Der var hældt så meget sukker i benzintanken, at maskinen brød sammen. Flot gået af Falck og adjø til den hollandske fejlfarve.

Hvorfor er det ikke kun Falcks hovedpine, at selskabet bruger et flercifret millionbeløb på at sabotere en konkurrent? Fordi det offentlige betaler Falck for at køre med udrykning og ikke for at hælde sukker i andre ambulanceselskabers benzintanke. Hvis der er råd til den slags manøvrer, er der nogle offentlige kontrakter med Falck, der virker rigeligt givtige.

Det offentlige betaler Falck for at køre med udrykning og ikke for at hælde sukker i andre ambulanceselskabers benzintanke. Hvis der er råd til den slags manøvrer, er der nogle offentlige kontrakter med Falck, der virker rigeligt givtige.
Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

Og det bringer os til punkt 2: Offentlig digitalisering. Her er jeg også dum som en skovl. For eksempel har jeg på fornemmelsen, at nogle af de milliarder, der bruges på mislykkede it-projekter i Danmark, kunne hænge sammen med, at staten har en erklæret mission om at gøre Danmark til ”firstmover” på offentlig digitalisering. At være først indebærer i andre sammenhænge, at man begår de fejl, som de næste i rækken slipper for. Men nu er jeg jo dum som en skovl, så det er sikkert anderledes på it-området.

Nu kommer så parallellen til Falck. Hvis ikke det offentlige selv står for opgaven, har Falck i praksis monopol på at køre med ambulance og brandbil i Danmark. Det samme har KMD på en række offentlige it-systemer. Frem til næste år, hvor monopolet hører op, er KMD’s pris altid den rette pris: Der er nemlig ikke andre.

Og så kunne man tænke: Er det egentlig smart at stille sig op på en ølkasse og fremlægge en ambition om at være en digitalt førende nation, når store dele af digitaliseringen leveres af et monopol, der selv kan sætte prisen?

Anders Heide Mortensen er kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Bios
Falck