Trump 1.0 er døende. Glæd dig til Trump 2.0

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi har grint. Vi har været underholdt. Vi har delt forargelige videoklip på Facebook og svælget i republikaneren Trumps uhyrligheder. Men om få dage er det slut. Alle målinger tyder på, at demokraten Hillary Clinton bliver USA's næste præsident.

Mens vi jubler over, at verden sandsynligvis undgår fire år med Trumps højre hånd på atomkoderne, skal vi huske valgets lektie: Den flamboyante byggemagnat er blot et symptom på USA’s politiske sygdomme. Så længe patienten har influenza, kommer feberen tilbage. Og næste gang erstattes Trump af en anti-establishmentkandidat, der formår at tøjle både sit eget temperament og befolkningens vrede i kampen mod Washingtons elite.

Afmagten mod et økonomisk system, der fanger millioner af lavtuddannede på bunden, lever nemlig i bedste velgående. USA’s økonomi er buldret frem med 2,6 pct. årlig vækst fra 1980 til 2015, men den gennemsnitlige indkomst har alligevel været frosset fast i årtier. Den typiske timeløn var 20,6 dollar i 2014, hvilket er sølle 8 pct. højere end i 1964, hvis man renser for inflation. Prisen på uddannelse er samtidig kun gået en vej: Op. Et typisk privatejet universitet kræver nu 212.000 kr. i studieafgift for en fireårig uddannelse, hvilket er 17 gange højere end i start 70erne, viser en opgørelse fra CNBC.

I mens fester man på direktionsgangen. Lønningerne er målt i forhold til USA’s samlede økonomi noget nær det laveste nogensinde. Omvendt er virksomhedernes profitter historisk høje, viser tal fra den amerikanske centralbank.

Mistilliden til det politiske parnas, som Trump dygtigt har gjort sig til talsmand for, er også historisk høj. Det er nu under 1 ud af 5 amerikanere, der stoler på deres egen regering. Faktisk er tilliden langt lavere nu, end under den skandaleramte republikaner Richard Nixon i 70erne, viser tal fra Pew Research Centre. Det vækker eksempelvis med rette forargelse, når Clinton-dynastiet modtager penge fra minemilliardærer med forbindelser til Kremlin, hvorefter daværende udenrigsminister Hillary Clinton ser med milde øjne på, at russerne overtager lukrative kontrakter til at udvinde uran i USA og Canada. Hillary afviser alle anklager om interessekonflikter. Sagen stinker alligevel.

Kontrakten mellem eliten og arbejderklassen er brudt, som redaktør Martin Wolf fra Financial Times beskriver det. Den brede middelklasse har altid accepteret, at eliten sidder på magten og pengene, så længe hver generation blev rigere, friere og mere tryg, argumenterer Wolf. Men når toppen tilraner sig en uforholdsmæssig stor bid af den samlede velstand, og kun sporadisk drypper guld ned på kassedamen i Walmart, så får man kaoskandidater som Trump.

Derfor lever »trumpismen« videre, uanset om Hillary vinder eftertrykkeligt eller på målfoto, som seniorforsker Jacob Kirkegaard fra Peterson Institute of International Economics skriver. Kirkegaard koger trumpisme ned til seks mærkesager: Nej til immigration, frihandel, sociale nedskæringer, global amerikansk militær tilstedeværelse og et ja til enorme skattelettelser og »tja« i den religiøse værdikamp om abort og bøsseægteskaber.

Løsningen for de kræfter, der ønsker et alternativ til den globale trumpisme, er næppe nem eller entydig. Men man bliver nødt til at genetablere almindelige lønmodtageres tillid til, at frihandel og liberale markedsøkonomier kan levere velstand til alle. Det handler om at få styr på indvandringen, investere i uddannelse, forskning, infrastruktur, sundhed og teknologi. Og i USA måske særligt om en højere mindsteløn og et stærkere socialt sikkerhedsnet.

Trump foreslog også noget ganske fornuftigt: At bremse den gyldne svingdør mellem politik og lobbyisme ved at give tidligere topembedsmænd en karensperiode på 5 år. Amerikansk politik er gennemsyret af pengeinteresser, og man genopretter næppe tilliden til det politiske lederskab uden langt strammere regler for interessekonflikter.

Alternativet er mere af det samme. At lade stå til. Men så kommer der med garanti en dygtigere og mere strømlinet bannerfører for trumpisme ved præsidentvalget i 2020: Trump 2.0. Han bliver svær at slå.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Tweet ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk