Hvordan løser vi det forgældede landbrugs afgrundsdybe problemer?
Skiftende regeringer har ignoreret problemerne i landbruget, der nu som branche skylder 30 gange mere end sektorens bruttooverskud. En mulig løsning er en bølge af konkurser eller drastisk gældseftergivelse. Men tør politikerne det?
Dansk landbrug har længe stået over for to problemer. Det ene problem er langsigtet. Gennem de sidste 50 år er priserne på landbrugsvarer faldet mere end priserne i det øvrige samfund. Årsagen har været et globalt overskudsudbud af landbrugsvarer, hvor produktionen på grund af teknologiske landvindinger er vokset mere end efterspørgslen. Resultatet har for dansk landbrug været en stadig faldende beskæftigelse og en massiv nedlæggelse af bedrifter. Driftsresultatet har været utilstrækkeligt til at dække sliddet på kapital og til at sikre en rimelig aflønning af familiens arbejdsindsats.
Det andet problem er kortsigtet. Siden 1995 og særlig i årene umiddelbart før finanskrisen i 2008 har landbruget haft en massiv stigning i gældsætningen. Gælden er nu ca. 30 gange større end bruttooverskuddet. Det er uholdbart.
Skiftende regeringer – samt også de finansielle institutter – har lukket øjnene for landbrugets problemer. I december 2015 fik vi en fødevare- og landbrugspakke, hvis hovedindhold var vedtagelsen af miljøkrav, der er målrettet den enkelte bedrift. Tiltaget er fornuftigt, men løser ikke landbrugets økonomiske problemer. Både den tidligere og den nuværende regering har satset på nye finansieringsordninger. I oktober 2012 blev det vedtaget at oprette Landbrugets FinansieringsBank, og i november 2015 nåedes der enighed om at oprette et nyt institut, Landbrugets Kapitalfond. Tiltagene har ikke været en succes. Det burde også være klart, at et problem med en stor gæld ikke kan løses ved at give adgang til mere gæld.
Det burde også være klart, at et problem med en stor gæld ikke kan løses ved at give adgang til mere gæld.
Formentlig har det været håbet hos de finansielle institutter og hos de skiftende regeringer, at problemet vil gå væk af sig selv, og at der pludselig vil komme en prisstigning på erhvervets produkter. I fødevare- og landbrugspakken fra december 2015 tales der optimistisk om, at middelklassen på globalt plan vil blive øget med 3 mia. mennesker i de næste 15 år, og at denne nye middelklasse formentlig vil købe danske landbrugsprodukter. Men hvordan kan man være sikker på det? Det er muligt, den nye middelklasse hellere vil bruge sin købekraft på andre produkter, men der er fortsat store muligheder for at udvide landbrugsproduktionen globalt. Kina kunne for eksempel udvide sin egen svineproduktion. Der er også store uudnyttede landbrugsarealer i for eksempel Centralasien.
Der er flere mulige udgange på landbrugets årelange krise. Flere af dem er næppe særligt attraktive.
Den første er en bølge af konkurser, hvor slutresultatet bliver nogle få, meget store brug. Det er spørgsmålet, om det er en samfundsmæssig god løsning set ud fra situationen i landområderne og set ud fra ønsket om at skabe innovation og eksport. Det er således spørgsmålet, om innovation trives bedst i et miljø, hvor der er nogle få store virksomheder.
En anden løsning kan være, at nuværende eller kommende regeringer radikalt slækker på miljøkravene for at øge erhvervets indtjening. Også det må der sættes spørgsmål ved. Stramme miljøkrav er en forudsætning, hvis det skal være attraktivt at bo i landområderne.
En tredje kunne være en hurtig og drastisk reduktion i landbrugets gæld. Forslaget fik opbakning i Natur- og Landbrugskommissionens slutrapport fra 2013, hvor jeg selv var medlem. Der kunne for hver enkelt landmand foretages en nedskrivning af gælden til et sådant niveau, at landmanden gennem gældsnedskrivningen får mulighed for at overleve. Kritikere vil måske indvende, at man ikke skal fragå sine gældsforpligtelser. Principielt har de ret. Men gældsnedskrivninger har faktisk med succes været gennemført i kølvandet på flere finanskriser, bl.a.. Danmark i 1920erne og USA i 1930erne.
En alternativ mulighed er at etablere en stor naturfond, hvis mål kunne være opkøb af jordarealer med naturmæssig værdi. Det vil hjælpe landmændene, hvis jordpriserne gennem fondens køb af arealer holdes oppe.
En alternativ mulighed er at etablere en stor naturfond, hvis mål kunne være opkøb af jordarealer med naturmæssig værdi. Det vil hjælpe landmændene, hvis jordpriserne gennem fondens køb af arealer holdes oppe. En stor naturfond vil også gøre det mere attraktivt at bo i landområderne. Finansieringen kunne komme fra de interessenter, der vil få fordele ved fondens etablering. Det ville blandt andet være de finansielle institutter, som gennem højere priser på landbrugsbedrifter får bedre mulighed for at genvinde deres engagementer. Det vil også være offentligheden i bred almindelighed, som får et smukkere og bedre landmiljø. Da opkøbet af arealer kommer fremtidige generationer til gode, vil det også være forsvarligt at finansiere fonden gennem offentlig obligationsudstedelse, særlig da den lange rente på statsobligationer ligger tæt ved 0.
En stor naturfond vil yderligere gøre gavn ved at skabe beskæftigelse i landområderne. Eventuelt kunne det også indgå som et mål for naturfonden at istandsætte bevaringsværdige huse i landområderne og at overtage ejerskabet til historiske bygninger, der kunne åbnes for offentligheden.
Endelig kunne som en sidste mulighed nævnes mere innovative former for finansiering. Her kunne man strikke en slags grøn opsparingskonto sammen, der ved hjælp af skattereglerne, gør det særligt attraktivt at investere i grønne formål - fx i landbruget.