Det er en »misforståelse,« at den laveste pris altid gavner samfundet mest

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den administrerende direktør i Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) Signe Lynggard Madsen udtalte forleden til Finans, at priserne på en række hjælpemidler til borgerne skal ned. Det sker ifølge Signe Lynggaard Madsen som en konsekvens af, at der er stor forskel på, hvad et produkt koster fra kommune til kommune.

SKI er sat i verden for at sikre, at det offentlige køber billigst muligt ind. Derfor mener Lynggaard Madsen, at »vi bliver snydt, og at det ikke giver mening, at to nabokommuner køber det samme produkt fra den samme leverandør, og at den ene giver 30-40 pct. mere end den anden«.

Nu ved jeg ikke, hvilket konkret eksempel hun henviser til, men det er rigtigt, at der kan være forskel på, hvad kommunerne betaler for et bestemt hjælpemiddel – om end forskellene i langt de fleste tilfælde er betydeligt mindre end 30-40 pct. Det skyldes dog ikke, som Lynggard Madsen påstår, at branchen i nogle kommuner skummer fløden. Tværtimod kan et prismæssigt udgangspunkt i den kommune, hvor prisen er lavest betyde væsentlige forringelser og tab af livskvalitet hos borgeren.

Den prismæssige forskel skyldes, at man i nogle få kommuner råder over in-house sundhedsfaglig kompetence, men i langt de fleste har man ikke specialister indenfor inkontinens, diabetes eller stomi. I disse kommuner omfatter indkøbsprisen derfor meget mere end blot at levere en ble eller et kateter.

I produktprisen indgår ofte udredning af den enkelte borger. Det ser vi blandt andet indenfor bleområdet, hvor en udredningsble eller såkaldt 'intelligent ble' kan vurdere borgerens behov meget præcist. Dette kan betyde, at plejepersonalet ikke skal ud at skifte sengetøj så hyppigt og medføre besparelser for kommunen andre steder i værdikæden. En lang række kommuner har indset at dette kan være en rigtig god forretning for kommunen – også selvom stykprisen pr. produkt nogle gange bliver dyrere.

Medicoindustrien har længe forsøgt at italesætte behovet for et skift i tilgang fra det offentliges side; fra fokus på produktpris til at fokusere på behandlingspris. Heldigvis har hel del kommuner og regioner faktisk også set lyset, men det kræver at man ser indkøb af innovativt medicinsk udstyr som en investering i en velfungerende offentlig sektor, og ikke blot kigger på stykpris. Dette kan man gøre i kommuner og regioner som har ansvaret for både indkøb og drift, mens en ren ’udbudsmotor’ som SKI blot skal sikre en lav pris og så videre til næste udbud.

Den misforståelse at den lavest mulige indkøbspris altid vil være bedst for samfundet er desværre udbredt. Men der er enorm forskel på om vi taler om 'laveste pris' eller 'de laveste omkostninger'. 'Laveste pris' må forkastes som grundprincip. I stedet må en ambition om 'laveste omkostninger' vælges som den bærende strategi. Det vil betyde, at vi bliver i stand til at se, hvad en løsning i virkeligheden koster, når man inddrager patientoplevelse, behov for personaletimer, krav til træning og undervisning, risiko for komplikationer og en lang række andre parametre.

Af Peter Huntley, direktør i Medicoindustrien.