Den knuste middelklasse gjorde oprør

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lad os slå en ting fast med det samme: Demokraten Hillary Clinton tabte ikke på målfoto. Hun blev ydmyget. Hun tabte svingstaterne Florida, North Carolina og hele det industrielle hjerteland: Rustbæltet med Ohio, Pennsylvania, Wisconsin og formentlig Michigan. Alt.

Hillary Rodham Clinton vil gå ned i historiebøgerne som den nok største politiske fiasko i moderne amerikansk historie. Det står klart, efter at den 69-årige Hillary har tabt to ud af to forsøg på præsidentembedet: Først i et primærvalg til en ukendt, urutineret, sort rookie fra Chicago og derefter ved et regulært præsidentvalg mod en flamboyant byggemagnat.

Men mens chokket synker ind, står spørgsmålet tilbage: Hvordan tackler man nederlaget til en kaoskandidat som Trump? Det korte svar er: Akkurat som man tager et nederlag til andre politiske modstandere. Vi skal for alt i verden undgå at begå den fejl, som socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen begik herhjemme i 90erne, da han kaldte Dansk Folkeparti for ikke-stuerene. På Facebook skælder et par af mine amerikanske bekendte allerede ud på de »dumme hvide mænd,« der stemte Trump til magten. Retorikken er både tåbelig og farlig.

Sandheden er, at Donald Trumps budskab resonerede med millioner af amerikanere. Hillarys gjorde ikke.

Millioner fra den amerikanske arbejderklasse har en helt legitim bekymring for en verdensorden, der efterlader dem på bunden. Den gennemsnitlige timeløn er knap steget siden 1964, prisen på en universitetsuddannelse er vokset eksplosivt, og forskellen mellem rig og fattig vokser. Naiv globalisering har sendt tusindvis af arbejdspladser ud af udlandet, og truslen om udflytning er en helt konkret frygt i hverdagen.

Se blot på diverse exitpolls. På trods af en acceptabel økonomisk vækst de senere år mener 44 pct. af dem, der stemte på Trump, at deres privatøkonomi er dårligere nu end for fire år siden. Hele 38 pct. af alle amerikanere stemte for forandring i forhold til de 22 pct., der ønskede en kandidat med erfaring og god dømmekraft. Ønsket om at rive hele status quo i stykker var så stort, at vælgerne var klar til at se i gennem fingre med, at Trumps udtalelser om kvinder og mexicanere skærer i øregangen.

Samtidig gjorde Trump sig dygtigt til talsmand for den historisk dybe mistillid til det politiske system. »Drain the swamp,« som han tordnede ved ethvert politisk stormøde. Det er tid til at tøjle den incestuøse politiske elite, der gennemsyres af pengeinteresser, lød mantraet.

Skærer man igennem retorikken, havde Trump tre grundlæggende budskaber: Forandring, anti-establishment og anti-globalisering. Vælgerne ønskede kaos i den eksisterende verdensorden, som cheføkonom hos Saxo Bank Steen Jakobsen beskrev det. Trump kunne levere. Det er langt hen af vejen de samme frustrationer, som fik briterne til at stemme sig ud af EU, danskerne til at skrotte retsforbeholdet og, ja, mange sønderjyder til at stemme på Dansk Folkeparti.

Der er kun én vej frem for dem, der ønsker andet end trumpismen: Det starter og slutter ved den kollapsede middelklasse i den vestlige verden. Vi skal genskabe almindelige borgers tillid til, at liberale markedsøkonomier kan levere velstand til alle. Det kræver investeringer, vækst, job, begrænset indvandring og øget tryghed. Det kræver også, at vi anerkender Trumps sejr for, hvad den var: Et udtryk for en dybfølt bekymring og en afgrundsdyb foragt til det politiske parnas. Og det er helt stuerene synspunkter.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Tweet ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk