Fortsæt til indhold

Erhvervslivet svigter vækstdebatten

Det er nærmest umuligt at få en vækstorienteret politik igennem konsensusdanmark. Særligt når hverken erhvervstoppen, Dansk Industri eller Dansk Erhverv hjælper til

Debat
Jakob Engel-Schmidt

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jakob Engel-Schmidt er uddannelses- og forskningsordfører for Venstre.

Landets avislæsere blev forleden mødt af helsidesannoncer fra fagforbundet 3F. 12 prominente politikere var afbilledet under overskriften »Husk hvad I sagde før valget om social dumping, når I forhandler finanslov«. Det er effektiv kommunikation, som alle forstår. Det gør politikerne også.

I det hele taget er fagbevægelsen både dygtig og innovativ i sit arbejde med at fremme offentlige dagsordener og præge debatten.

Jeg ville ønske, man kunne sige det samme om erhvervslivets førende organisationer. Desværre er de alle meget pæne og dygtige til at følge et genkendeligt mediemønster, der efterlader den almindelige dansker helt uvidende om, hvordan erhvervslivets førstemænd og kvinder tænker.

Misforstå mig ikke: Dansk Erhverv, Dansk Byggeri og Dansk Industri er alle seriøse og dygtige organisationer, der effektivt varetager deres medlemmers interesser i lovgivningsprocessen og over for de enkelte partier på Christiansborg. I den offentlige debat kniber det desværre voldsomt.

Vækstdebatten og samtalen om 2025-planen har været præget af politiske interessenters slagsmål om delelementer. Det er i sig selv ikke overraskende. Derimod er flere politiske kommentatorers konstatering af, at »Venstre pludselig har opfundet behovet for reformer, for at få væksten tilbage« et testamente til erhvervsdanmarks manglende gennemslagskraft i den offentlige debat.

De store erhvervsorganisationer har mange interessante holdninger og tanker, netop fordi de repræsenterer fundamentet for al jobskabelse i Kongeriget. Derfor er det mig komplet uforståeligt, at man ikke har iværksat en aggressiv kommunikationsplan for at styrke debatten om behovet for vækst og reformer. Selv med tirsdagens opjusteringer fra Danmarks Statistik, så viser det sig, at økonomien er vokset langt under 2 pct. de senere år – og væksten er stadig svag fremadrettet.

Derfor er det mig komplet uforståeligt, at man ikke har iværksat en aggressiv kommunikationsplan for at styrke debatten om behovet for vækst og reformer.
Jakob Engel-Schmidt er uddannelses- og forskningsordfører for Venstre.

Ved lanceringen af 2025 dagsordenen burde erhvervslivet have trykket på speederen. Det mener organisationer sikkert selv, at man har gjort. Til det er jeg bare nødt til uden omsvøb at informere om, at indsatsen har været fuldstændig utilstrækkelig. Optrædener i TV2 News og TV2-Business på skæve tidspunkter samt indlæg i landets læsertalsudfordrede erhvervsmedier og debatspalter flytter ikke opinionen. Hvor var annoncerne i gadebilledet, der skabte en ny drejning? Hvor var kampagnen på de sociale medier, der ændrede præmissen for debatten? Svaret er: Ingen steder.

Det er ulykkeligt på alle niveauer, men mest af alt for erhvervslivet selv. Slukkes den brændende vækstplatform, går det ud over den aktuelle vækstdagsorden og dermed de betalende medlemmer af førnævnte organisationer. Selv samme kunne måske også tænkes at spørge ind til, hvorfor deres kontingent ikke er anvendt mere offensivt i samfundsdebatten.

Jeg håber derfor, at erhvervslivet førstemænd tager sig sammen, før det er for sent. Inspiration kan hentes på den anden side af arbejdsmarkedets forhandlingsbord.

Artiklens emner
Jakob Engel-Schmidt