Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Fundamentet under bankunionen vakler

Bankunionen og skrappere regler for finanssektoren var blandt EU-tilhængernes største sejre efter krisen. Men et nyt udvandet udspil fra EU-kommissionen tyder på, at fundamentet under både bankunionen og euroen vakler.

Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Den europæiske bankunion har fået nye problemer i forbindelse med en planlagt revision af den europæiske regulering af kapitalkrav for banker. Kommissionen ventes at offentliggøre sit udspil i denne uge, men den tyske avis Frankfurter Allgemeine har set et udkast – og er alt andet end imponeret.

Det forlyder, at Kommisionens udspil indeholder to aspekter, som vil være særdeles upopulære blandt tyske banker og politikere, nemlig at internationale standarder for bankers likviditet og kapital implementeres i europæisk lovgivning. Dertil kommer, at udspillet efter sigende ikke indeholder et forslag om, at bankers beholdninger af statsobligationer skal risikovægtes, således at man kommer væk fra hidtidig praksis, hvor de har været behandlet som risikofrie aktiver – og dermed udeladt af regnestykket, når der beregnes kapitalkrav for bankerne.

Netop den ændring i måden bankers beholdninger af statsobligationer reguleres, er for tyskerne en betingelse for, at man vil tage det sidste, afgørende skridt henimod fuld realisering af bankunionen, nemlig etablering af en fælleseuropæisk indskudsgaranti. Kort fortalt siger tyskerne: vi vil under ingen omstændigheder garantere græske eller italienske borgeres indskud i deres banker, før det kræves af disse banker, at de har en kapitalbuffer, der kan absorbere eventuelle tab på deres beholdninger af eksempelvis græske og italienske statsobligationer.  

Den tyske position virker umiddelbart ganske rimelig. Tanken om at statsobligationer per definition er risikofrie virker betydeligt mindre plausibel i dag, end den gjorde før finanskrisen. Flere europæiske lande har i løbet af de senere år været hårdt presset med at servicere deres statsgæld, og selvom ingen endnu har forsømt deres gældsforpligtelser, kan man ikke længere med sindsro sige, at sådanne scenarier er helt utænkelige. Europæisk statsgæld er ikke risikofri.

Når Kommissionen alligevel ikke har fundet plads til at indføre risikovægtning af statsobligationer i forbindelse med sin revision af den europæiske regulering af bankkapital, så ligger der tungtvejende årsager til grund. For det første ville det bringe EU ud af trit med USA, som ikke forventes på nogen som helst måde at ville acceptere, at amerikanske statsobligationer skulle risikovægtes. USA vil naturligvis ikke være forpligtet af Kommissionens forslag – pointen er blot, at EU ville skulle gå solo på dette område, og det må forventes, at europæiske banker ville protestere voldsomt imod at blive mødt med hårdere kapitalkrav end deres amerikanske konkurrenter.

Tanken om at statsobligationer per definition er risikofrie virker betydeligt mindre plausibel i dag, end den gjorde før finanskrisen.

Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Dernæst er der det ikke ubetydelige spørgsmål om euroens overlevelse. Det vurderes af flere iagttagere, at EU lovgivning, der indebærer risikovægtning af statsobligationer og fortsat italiensk medlemskab af EU, er to uforenelige elementer. Det er svært at forestille sig, at risikovægtning af statsobligationer kan indføres meningsfuldt, uden at der bliver tale om en differentiering – således at kapitalkravene for beholdninger af italienske statsobligationer bliver større end tilsvarende kapitalkrav for tyske statsobligationer, for eksempel.

Det korte af det lange er, at den italienske banksektor – som har store beholdninger af italienske statsobligationer – vil komme i meget store problemer, hvis risikovægtning af statsobligationer bliver et lovkrav i EU. Og hvis Italien føler sig tvunget til at træde ud af euroen for at forhindre, at dens banksektor kollapser, vil resten af euroen så kunne holde sammen – eller vil det være den slagside, der bringer den europæiske valutaunion til fald? Det er et eksperiment, som Kommissionen har valgt at styre udenom.

Om end den beslutning virker særdeles fornuftig, så efterlader det bankunionen i en sørgelig forfatning. Det ser nu mere end ualmindelig svært ud at få bankunionens tredje søjle, den fælleseuropæiske indskudsgaranti, på plads indenfor en overskuelig fremtid. Det virker sandsynligt, at sydeuropæerne – og i den her omgang måske især italienerne – vil få skylden i den offentlige diskurs. Det bringer os til de to førnævnte forslag, som faktisk er med i Kommisionens udspil, men som er så upopulære i Tyskland: minimumskrav til bankernes likviditet og kapital.

Indførsel af en fælleseuropæiske leverage ratio på tre procent vil i korte træk betyde, at europæiske bankers samlede aktiver (udlån mm.) højst må være 33 gange så store, som deres kernekapital. Sådan lyder allerede den internationale Basel-standard, men i EU har man indtil videre danset uden om lige præcis dét krav. Hvorfor? Fordi indførslen af et maksimum for bankers gearing ville bringe en række af de største tyske og franske banker i store problemer med solvensen.

Vi har en europæisk banksektor, der fortsat er særdeles skrøbelig og reelt er lige så stort et problem for det europæiske projekt, som den var da finanskrisen først fandt vej til Europa – og sendte euroen til tælling, mindst et par gange.

Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Selvom det var en enkelt, italiensk bank – Monte dei Pasci di Siena – der klarede sig dårligst og stjal overskrifterne, da det europæiske bankagenturs stress tests blev offentliggjort for et par måneder siden, så var testens øvrige resultater mindst lige så væsentlige.

21 af de 51 banker, der blev testet, vil klare et negativt makroøkonomisk scenarie dårligt i den forstand, at deres kernekapital med udgangen af 2018 vil være kommet under fire pct. - og dermed faretruende tæt på minimumsgrænsen. Af disse 21 banker var de 15 store tyske, franske og hollandske banker. Og tre af de største tyske banker– inklusiv Deutsche Bank – ville endog ende på under tre procent i kernekapital. I evalueringen af disse resultater skal man ikke være blind for, at det negative makroøkonomiske scenarie som det europæiske bankagentur lægger til grund for sine stress tests, traditionelt har været relativt milde eller skånsomme, især sammenlignet med praksis i USA.

Den ene af Deutsche Banks to topchefer, John Cryan (billedet), står i spidsen for en af Europas største og mest finansielt sårbare banker. Tvivlen om bankens kapitalgrundlag har bidraget til, at aktien har tabt mere end halvdelen af sin værdi siden april sidste år.

Det korte af det lange er, at der må forventes betragtelig modstand mod Kommissionens forslag. Store dele af den europæiske banksektor opererer fortsat på et meget tyndt kapitalgrundlag og bevæger sig derfor i realiteten bekymrende tæt på insolvens. I et EU der er hårdere presset end nogensinde før, både politisk og økonomisk, vil det være op ad bakke for denne type lovgivning, selvom meget ellers kunne tale for, at EU følger de internationale standarder og indfører et maksimum for bankernes gearing.

Det, der står tilbage, er på den ene side en bankunion, der mangler en af sine tre søjler – den fælles indskudsgaranti – og hvor de to andre, det fælles europæiske banktilsyn og den fælles afviklingsmekanisme, har hver sine almindelig anerkendte mangler og udfordringer. På den anden side har vi en europæisk banksektor, der fortsat er særdeles skrøbelig og reelt er lige så stort et problem for det europæiske projekt, som den var da finanskrisen først fandt vej til Europa – og sendte euroen til tælling, mindst et par gange.

Af Jakob Vestergaard, ph.d. og seniorforsker DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier). Jakob driver også to økonomiske blogs, Global Økonomi og engelske Gegwatch.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.