Saxo Banks cheføkonom: Karl Marx havde ret

Det er næppe fra Saxo Banks hovedsæde i Hellerup havn, at man forventer et intellektuelt skulderklap til kommunismens godfather Karl Marx. Men 2016 er langt fra et normalt år.

Otte år inde i den værste recession siden depressionen i 1930’erne slås Vesten endnu med lavvækst, nulrenter, modløshed og voksende politisk splittelse. Hvis man vil forstå hvorfor, er Marx’ mammutværk Das Kapital fra 1867 et godt sted at starte, lyder den opsigtsvækkende udmelding fra Steen Jakobsen, cheføkonom i Saxo Bank.

»Den eneste økonomiske model, der kan forklare, hvad der sker i dag er marxisme,« siger Jakobsen, der har været cheføkonom i Saxo i 16 år. Den 52-årige, kortklippede, tætbyggede far-til-tre sidder i sin kontorstol foran et par blinkende Bloomberg-skærme på bankens handelsgulv. Han taler hurtigt.

»Trickle-down economics – altså den økonomiske logik, hvor vi stabler champagneglas i en pyramide, hælder i de øverste og regner med, at det drypper ned på resten – har bare ikke virket. Hvis man helt neutralt ser på hvilken bog, der bedst beskriver verden lige nu, kommer Das Kapital tættest på. Marxismen peger på, at man ultimativt frarøver købekraften fra arbejderne ved at underbetale dem. Det er basically det billede, vi har i dag.«

Jakobsen fortsætter:

»Den såkaldte arbejdskapital – eller arbejder- og middelklassen for at blive i det sprogbrug – skal have en så høj disponibel indkomst, at de bliver købere af de produkter, som de producerer. Men sådan er det bare ikke længere. Det er i virkeligheden et marxistisk problem. Du giver arbejder- og middelklassen så små lønstigninger, at man udmagrer de forbrugere, der skal bære økonomien.«

Familiernes pengeforbrug er en afgørende del af alle landes økonomier. I USA trækker privatforbruget 69 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Herhjemme udgør det knap halvdelen. I Europas fire største økonomier, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien, er billedet omkring det samme, viser tal fra OECD.

Men overalt i Vesten har lønningerne været frosset fast i årevis. I verdens økonomiske lokomotiv USA voksede timelønnen for den almindelige lønmodtager med blot 8 pct. fra 1964 til 2014, hvis man renser for inflation. Derfor er lønsummen målt i forhold til landets økonomi skrumpet ind til det laveste niveau siden Anden Verdenskrig. Omvendt er virksomhedernes profit på sit højeste niveau nogensinde, viser tal fra den amerikanske centralbank. Kortsigtede topchefer og investorer har simpelthen udmagret deres egne kunder i jagten på profit, siger Jakobsen.

Har virksomhederne givet for lav løn?

»Ja – imod deres egen selvinteresse. Men den største fejl er, at de har investeret for lidt i deres medarbejdere,« siger Jakobsen.

Det skyldes i høj grad den måde, som virksomhederne har grebet globaliseringen an, siger han. Ifølge Jakobsen har der været to afgørende milepæle i globaliseringen af verdensøkonomien: Berlinmurens fald og terrorangrebet mod USA i 2001.

»Berlinmurens fald i 1989 var startskuddet til en omfattende globalisering, og hele verden var euforisk over mulighederne. Nu skulle Østeuropa demokratiseres, derefter Afrika og Mellemøsten. Men i virksomhederne kom globalisering til at handle om kvantitet frem for kvalitet. Det er en helt afgørende forskel. Man ville sælge flere units. Men i jagten på at sælge til større, bredere og dybere markeder tilsidesatte man udviklingen af nye produkter. Det kan vi se i virksomhedernes kapitalstruktur: Den andel af omsætningen, der bruges på forskning og udvikling, er meget lav. Profitten er all-time høj, men produktiviteten er all-time low. Det viser jo, at man investerer for lidt i fremtidige produkter,« siger han og fortsætter:

»Sagt på en anden måde: Det gennemsnitlige produkt, som en virksomhed sælger i dag, er ikke blevet fornyet i den her cyklus (typisk seks-otte år, red.). Kig bare på bilerne. Hvor meget har en Audi A6 udviklet sig? Ja, den har fået nye kanter og designjusteringer, men det er samme motor og teknologi. Den er et billede på verden. Vi har ikke investeret i mere end et facelift. Det er sådan set bevist. Hvis man havde investeret massivt i forskning og udvikling, havde du haft højere produktivitet. Men det har vi ikke.«

I 2001 - omkring et årti efter murens fald - kom modreaktionen på globaliseringens eufori, siger Jakobsen.

»Angrebet mod USA kickstartede den lukkethed og skepsis overfor det fremmede, som i øjeblikket kulminerer med briternes brexit, Donald Trump, franske Marine Le Pen og Dansk Folkepartis fremmarch,« siger Jakobsen. Den skepsis blev kun næret af den gradvise erodering af middelklassens købekraft.

Men det er langt fra kun grådige erhvervsfolks skyld, at vi nu ser et politisk oprør i Vesten. Magthavernes modsvar på den årelange afmatning har været det, som Jakobsen kalder »elitens konsensus«.

»Eliten forsøger på ethvert givent tidspunkt at beholde status quo, og det gør man ved at købe sig mere tid. Elitens konsensus er ubeslutsomhed: extend and pretend. Man tænder seddelpressen i Den Europæiske Centralbank (ECB), forsøger at afhjælpe migrationskrisen ved at lande en tynd aftale med Tyrkiet og skubber gældsproblemerne i Europa foran sig uden at lave en troværdig, holdbar løsning.«

Centralbanker har rundbarberet renten, og ECB pumper lige nu milliarder af euro ud i økonomien, og selvom det letter byrden for forgældede lande og forbrugere, ændrer det ikke samfundets grundlæggende problem, siger Jakobsen.

»Det politiske og økonomiske system forsøger at snyde forbrugerne til at tro, at lave renter er godt. Men forbrugerne forstår godt, at det er et sygdomstegn, og derfor sker det modsatte. Forbrugeren ser, at lønchecken stagnerer, og de sparer derfor mere op for at kompensere for de negative renter. Resultatet er lavvækst, lav investeringslyst og meget, meget lav låneefterpørgsel. Eliten udpiner købekraften i systemet så meget, at den i virkeligheden underminerer sin egen mulighed for at beholde magten.«

Men ECB’s støtteopkøb af værdipapirer for 80 mia. euro månedligt har vel understøttet væksten?

»Problemet er, at de børsnoterede og statsejede virksomheder under ECB’s kvantitative lempelser får hele den politiske kapital og al den tilgængelige kredit. Det er effekten. Du giver store nationale selskaber - Danske Bank og andre - adgang til penge og politiske velvilje via intervention. Men det er startups, der skaber job og produktivitet, og de får intet ud af opkøbsprogrammet, fordi transmissionen af kredit gennem bankerne ikke virker. De store selskaber kan låne, ja, men hvor meget produktivitet og jobskabelse står de for i økonomien? Tæt på nul. Det viser EU’s egne tal,« siger Jakobsen med henvisning til en omfattende rapport fra EU-kommissionen.

Rapporten slår fast, at små og mellemstore virksomheder med op til 250 ansatte udgør 99,8 pct. af alle selskaber og står for 67 pct. af alle job i unionen.

»Du er nødt til at anerkende, at store virksomheders job i verden er at tage et lille produktivt selskab og gøre det globalt. Novos egen forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen har selv sagt, at de aldrig har opfundet noget selv. Alt er kommet i samarbejde med universiteter og forskere rundt omkring i verden. Det er startups, der skaber job, nye ideer og produktivitet, men de får bare intet ud af de kvantitative lempelser.«

Hvis vi holder fast i det grundlæggende problem: udhuling af middelklassen. Karl Marx’ tese var, at udsultningen ender med væbnet revolution. Den løsning er du næppe enig i?

»Den væbnede revolution er helt åbenlyst forkert. Jeg håber på en teknologisk revolution. Jeg er klart for frihandel og globalisering, men vi er nødt til at give den et menneskeligt ansigt. Mange virksomheder har fejlet, fordi de laver alle mulige aktietilbagekøbsprogrammer i stedet for at tænke i løsninger, der giver et langsigtet afkast. Virksomhederne skal investere i mennesker, folk og dynamik - f.eks. ved at støtte universiteter til at få flere professorater. Det har en afledt effekt på produktiviteten og indtjeningen på sigt.«

Hvad er så helt konkret løsningen?

»Det første skridt er at være ærlige. Sandheden er, at der er for meget gæld i verden. Vi bliver nødt til at lave en troværdig politisk løsning, der gør bankerne raske, så de atter kan låne ud til de startups, der driver væksten. Man kunne fx løfte 25-30 pct. af gælden over i en dårlig bank, og så udstede en fælleseuropæisk obligation i banken, som risikovillige investorer kan købe til en højere rente.«

Det er i sidste ende »sulten« blandt iværksætterne, der skal få væksten tilbage, siger Jakobsen.

»Vi skal gøre det nemmere at starte selv, afbureaukratisere – stryge to love, hver gang man laver én – og investere massivt i uddannelse og grundforskning. Men først skal vi lukke de banker, der ikke fungerer, og sælge gælden på lagersalg, ellers får de små og mellemstore virksomheder aldrig adgang til kapital. Problemet er, at politikerne nægter at tage den slags drastiske redskaber i brug, fordi det stritter mod elitens konsensus.«

Det er faktisk en af de ting, som valget af Donald Trump og briternes exit fra EU har rokket ved, siger Jakobsen.

»Trump har vendt stemningen om. Nu handler det om, hvad du rent faktisk kan gøre i stedet for alt det, du ikke kan. Vi ved jo godt, hvad der var sket, hvis Hillary Clinton havde vundet, og briterne havde stemt remain: Vi havde haft endnu en diskussion om, hvad ECB skal gøre og ventet på det næste rentemøde i den amerikanske centralbank. Nu har vi i det mindste en halværlig debat om USA’s og Europas fremtid, og hvordan vores frihandelsaftaler skal være. Jeg ser ikke Trump som en forandrer, jeg ser ham som en nedbryder. Men nedbrydning er også vigtigt,« siger han.

»Vi har nemlig ikke alene udpint middelklassens købeevne, vi har også udpint evnen til at lave de samme aftaler. Vi har fået nye frihandelsaftaler over de sidste par år, men alligevel er handelsvolumen faldet tre år i træk. Der er noget, der ikke hænger sammen. Sandheden er, at vi har gjort de samme ting igen og igen og forventet et andet resultat. Nu har vi skabt en anden dynamik. Og på den måde er jeg faktisk positiv. Vi står lige nu på bunden af bunden. Det kan kun gå op herfra.«