Trump leverer næppe varen til sine kernevælgere

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Donald Trump vandt præsidentvalget, fordi hans valgløfter om bedre at beskytte amerikanske job vandt genklang i traditionelt demokratiske industristater som Michigan, Wisconsin og Pennsylvania. For nylig tog han yderligere æren for – via et telefon opkald til chefen – at have reddet 1.100 amerikanske fremstillingsjob, som airconditionproducenten Carrier ellers ville have flyttet til Mexico. Den slags vil dog ikke i længden gøre Trump i stand til at genindustrialisere de midtvestlige stater, som gjorde ham til præsident.

For det første vil amerikanske virksomhedsejere generelt ikke lade sig kyse så nemt af et opkald fra Trump som Carriers ejer, industrikonglomeratet UTC. De har nemlig kontrakter for over 6 mia. dollar årligt med den føderale regering. I stedet vil de formentlig bare sælge udflytningstruede fabrikker til kapitalfonde, som så kan gennemføre nødvendige rationaliseringer udenfor rækkevidde af Trumps trusler.

Dernæst er det klart, at langt hovedparten af de millioner af amerikanske industrijob, som er forsvundet i de seneste årtier, ikke er tabt til Kina, Mexico eller andre lavtlønslande. De er tabt til ny teknologi og produktivitetsforbedringer. USA producerer rent faktisk væsentlige flere industrivarer i dag end for 10 eller 20 år siden, blot med langt færre medarbejdere. Og selv Trumps populisme vil ikke kunne rulle den teknologiske udvikling tilbage.

Og så er der en meget stor risiko for, at Trumps meget store planlagte finanspolitiske lempelse, som kommer på et tidspunkt, hvor USA’s økonomi ikke har megen ekstra kapacitet, vil medføre både en hastigt stigende statsgæld, højere inflation, højere renter og – meget vigtigt for handelsbalancen – en langt stærkere dollar. Trumps finanspolitik vil derfor i løbet af et par år markant øge det amerikanske handelsunderskud indenfor industrivarer, hvilket givetvis vil betyde yderligere jobtab blandt Trumps kernevælgere.

Resultatet heraf bliver formentligt noget, der minder om 80erne, da dollaren under præsident Reagan, som følge af et stort betalingsbalanceunderskud og centralbankchefs Paul Volckers rentestigninger, nåede et historisk højt niveau i forhold til Japan. Dengang var det Reagan, der ville beskytte amerikanske industrijob ved at slå ind på en mere protektionistisk handelspolitik med nye importbarrierer. Problemet med nye toldtariffer er bare, at resten af verden formentligt vil gengælde dem overfor amerikansk eksport. De vil formentlig også ramme andre sektorer af den amerikanske økonomi og øge den amerikanske inflation. Derved vil de koste både flere job i fremstillingsindustrien og sænke arbejdernes reallønninger.

Trumps politiske program vil derfor med stor sandsynlighed fejle og rent faktisk gøre tingene værre for mange af de vælgere, som troede på hans mange valgløfter.