Liberal Alliance skal levere historisk svær linedans for at undgå vælgerlussing
Stærk ledelse og et kompetent ministerhold skal sørge for, at Liberal Alliances regeringsdebut ikke ender med et vælgermareridt ved valget om senest 2,5 år.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det borgerlig-liberale trekløver har nu levet godt tre uger, og problemerne for det nye regeringsparti Liberal Alliance, der pludselig står på indersiden af magten på slotsholmen, begynder at vise sig. De næste to år er afgørende for det unge parti: Regeringsdebuten kan resultere i en regulær vælgerkatastrofe for LA, hvis man træder forkert.
For det første er der hele forståelsen internt og eksternt af, hvad LA er for et parti. LA er som Dansk Folkeparti og Alternativet et parti, der i høj grad har hentet sin identitet i fortællingen om at være drive politisk forandring ved at være i opposition og sætte ultimative krav. LA var fra starten antietablissement, modmagt og drevet af bombastiske løfter om at ville sige fra. Man ville ikke lade sig absorbere i den politiske proces’ mismask af kompromisser. Det var grunden til, at LA-leder Anders Samuelsen troværdigt kunne komme med ultimative krav om skattelettelser eller valg, og årsagen til at statsminister Lars Løkke valgte at veksle et truende valg ud med en invitation til LA om regeringssamarbejde. LA har hentet og henter stadig sin opbakning i de vælgerhav.
Anders Samuelsen forklarede den overraskende transformation i dagene omkring den nye regeringsdannelse med inspiration fra sit gamle parti Det Radikale Venstre, da han sagde, at reel indflydelse kræver, at man er med i varmen. Men det er langt fra sikkert, at vælgerne ser det på samme måde. Meget tyder i hvert fald på, at ikke alle LA-vælgere har læst manuskriptet. En meningsmåling fra Voxmeter den 10. december viser, at LA står til 6,2 procent. Det er et tab på 1,6 procentpoint – dvs. to mandater – fra Voxmeters sidste måling den 4. december, hvor LA lå på 7,8 procent. Der er dog tale om små udsving, og man skal have en længere tidshorisont for at se, om tilbagegangen fortsætter, eller om det bare er krusninger i vandet.
Anders Samuelsen forklarede den overraskende transformation i dagene omkring den nye regeringsdannelse med inspiration fra sit gamle parti Det Radikale Venstre, da han sagde, at reel indflydelse kræver, at man er med i varmen. Men det er langt fra sikkert, at vælgerne ser det på samme måde.Mads Christian Esbensen, klummeskribent, forfatter og direktør i Policy Group, en lobbyvirksomhed.
Men der er også andre tegn. Netmediet Altingets nylige analyse af popularitet af partiledere eksempelvis. På spørgsmålet: »Hvordan bedømmer du følgende politikeres evner som ledere for deres parti?« er Anders Samuelsen en absolut bundprop. Han ligger altså under Alternativets Uffe Elbæk og De Konservatives Søren Pape Poulsen, der er lige over Samuelsen, allernederst i målingen. Ikke just optimistisk læsning hos LA.
LA’s problemer løses næppe ved et elegant svar om, at det ultimative krav om en topskattelettelse på 5 procent er omdannet til deltagelse i en regering. Dels kan VLAK-regeringen med garanti ikke levere på netop topskatten, og dels er LA’s politiske problem mere strukturelt.
LA skal de næste 2,5 år forsvare, hvordan et ønske om minusvækst i den offentlige sektor er blevet til en accept af en stigning på 0,3 procent, som der står i regeringsgrundlaget. LA vil igen og igen skulle forsvare retræten fra tidligere liberale synspunkter, og LA-ministrene er allerede begyndt at øve sig på kunsten at trække i land. Se transportminister Ole Birk Olesens holdning til taxitjenesten Uber. Før var han pro. Nu er han imod. Eller den nye undervisningsminister Merete Risager, der skal forsvare en skolereform, hun tidligere har erklæret sin dybe modstand imod.
Det bliver ikke lettere af, at de næste år bliver kompromissernes år. VLAK-regeringen skal finde sine mandater hos et parti i blå blok, der grundlæggende vil det modsatte på centrale områder. Og DF vil formentlig ikke som i 00erne lade sig bespise med udlændingestramninger. De vil kræve reel indflydelse på den fordelingspolitiske dimension.
Skal LA overleve og komme styrket ind til næste valgkamp, skal partiet holde et strengt fokus på at vise de små sejre. De skal forklare vælgerne, at man tager små skridt mod et mere liberalt samfund. Samuelsen vil med garanti i den kommende valgkamp hævde, at han efterlader et mere liberalt samfund, end han overtog, men det skal også kunne vises og mærkes i befolkningen.
Udover ældreminister Thyra Frank, som virker fejlcastet, er resten stærke retorisk og politisk og kan kommunikere i medierne. Her er LA ingen novice.Mads Christian Esbensen, klummeskribent, forfatter og direktør i Policy Group, en lobbyvirksomhed.
Der er dog i høj grad muligheder for at projektet kan lykkes. For det første er der tale langt hen af vejen tale om kompetente politikere i LA’s gruppe. Udover ældreminister Thyra Frank, som virker fejlcastet, er resten stærke retorisk og politisk og kan kommunikere i medierne. Her er LA ingen novice.
Der er en stærk partidisciplin, ingen fløjdannelser og en ubestridt opbakning til lederne. Der er også gode embedsfolk i kulissen bag partiets ministre. F.eks. har økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll departementschef Sophus Garfiel, der er en stjerne i embedslaget. Udenrigsministeriets departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen er af samme niveau, og begge forstår, hvordan medierne skal og kan tænkes ind, når de rådgiver en minister.
Hvis man samtidig sikrer, at ministrene er tilgængelige for pressen, når afgørende liberale dagsordener opstår, kan øvelsen lykkes. Men det er mange hvis’er. Det største problem for VLAK-regeringen er, at selv om man internt i regeringen vil have alle til at lykkes, står DF med nøglen. Ønsker DF at gøre livet svært for LA, kan det nemt vise sig, at LA får en gigantisk vælgerlussing, når vælgerne sætter krydset næste gang.
