Falcks stærke mand blev til sidst for stærk
Kommentar: Allan Søgaard Larsens kasketforvirring som topchef og storaktionær blev for meget for Falcks ejere og bestyrelse. Det sender servicekoncernen ud i en ledelseskrise på det værst tænkelige tidspunkt.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Falcks stærke mand, topchef Allan Søgaard Larsen, havde nærmest bidt sig fast i kanten af sit direktionsbord. Sammen med sin tro væbner, finansdirektør Morten Pedersen, har han over 10 pct. af aktierne, han har medarbejdernes nærmest blinde loyalitet, og han personificerer servicekoncernens kultur og værdier. Han er derfor ikke til at komme uden om.


