Tre supertendenser i dansk politik i året der gik

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi er godt på vej ind i 2017, men lad os et øjeblik bide fast i tre politiske strømninger fra året, der gik. De tre tendenser kommer nemlig uden tvivl til at præge det indeværende år også.

Den nye normal afgik ved døden

Da vi gik ind i 2016, stod Lars Løkke med hvad, der fremstod som et uoverstigeligt problem: Liberal Alliances ultimative krav om en lavere topskat. Det blev fremført med parolen om, at politik skal drives ikke med de små trins ændringer, men med klare målbare krav. LAs facon fremstod som den nye normal; en radikal anderledes tilgang til at drive politik på.

Det er næppe bemærkelsesværdigt, at partier bruger deres mandater og lufter trusler, der lugter af valg i en politisk forhandling. Der lå også en latent valgtrussel bag De Konservatives brutale og uskønne krav om, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen skulle trække sig. Det radikalt anderledes var den bombastiske retorik og overbevisning, der lå bag LA-leder Anders Samuelsens ord. Han overbeviste også et helt korps af politiske journalister på Borgen. Det fremstod sort-hvidt: Enten en 5 procent sænkelse i topskatten eller valg.

Vært på DRs Deadline, Sigge Winter Nielsen, spurgte i den periode Samuelsen, om LA havde en såkaldt rød linje, som hvis den blev opfyldt - altså de 5 procents topskattesænkelse - ville LA så reelt acceptere alt andet. Af Samuelsens svar fremkom det sandsynligt, at statsminister Lars Løkke (V) kunne tilbyde Dansk Folkeparti stort set alt andet i bytte for de 5 procent.

Men nu er Liberal Alliance kommet indenfor i regeringen og kravet forsvundet. Havde LA holdt fast i sin grundposition, ville det have været nyt i dansk politik – en form for ny normal. Det gjorde partiet som bekendt ikke. Derfor blev den nye normal født og døde i løbet af blot et år.

Frie positioner skaber rum til nye partier

Det indvandrekritiske parti Nye Borgerlige så for alvor dagens lys i 2016, hvor partiet blev opstillingsberettiget. Efter en markant og eksplosiv start hvor Nye Borgerlige lå på 2,5 pct. i målingerne, har partiet siden ligget en smule under spærregrænsen. Men det er et parti, der skal tages alvorligt. Især fordi de har fundet en fri position i det politiske spektrum.

Nye Borgerlige har en del arvegods fra Fremskridtspartiet. De er ekstremt liberale på den fordelingspolitiske skala - dvs. lavere skat og mindre offentlig sektor. Det kobler partiet med en så indvandrekritisk tilgang, at det presser Dansk Folkeparti. Dette er et hul, som ikke er udfyldt, og Nye Borgerlige har strukturelt set en fri position, der håndteret rigtigt vil sende dem direkte i Folketinget.

Selv om vi nu har ni partier på Christiansborg, kan man sagtens forestille sig nye partier i fremtiden, hvis de kan finde andre lignende frie positioner. Man kunne f.eks. forestille sig et parti, der ligner Enhedslisten på fordelingspolitikken og velfærdspolitikken, men ligner Dansk Folkeparti på udlændingepolitikken.

Selv om der skyller en anti-EU mentalitet ind over Europa og Danmark i disse år - vi har fx set, at LA i sin levetid er blevet mere EU-skeptiske – kan man sagtens forestille sig et parti med en mere EU-positiv holdning en gang ude i fremtiden. Et parti, der ønsker meget lavere skatter, en stor privat sektor på bekostning af den offentlige sektor, og som samtidig er meget pro EU.

Tilbage til 00erne med et stort men

Med Dansk Folkeparti som det eneste borgerlige støtteparti uden for regeringen, er der på overfladen genoprettet en orden, vi kendte fra 00erne. DF er ikke tynget af regeringsmagten, men har de afgørende stemmer uden for regeringskontorerne. DF-profil Søren Espersen tweetede, da VLAK blev offentliggjort: »VLAK-regering? Fremragende for DF. Nu får vi samme gunstige situation som vi havde i 00erne. Spændende!«

DF står tilsyneladende i den gunstige situation fra 00erne, hvor de kunne diktere en strammere udlændingepolitik mod at sige ja til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens økonomiske politik. Det skabte en unik, stabil position i blå blok, der banede vejen for Foghs fastholdelse af magten. Samtidig kunne DF igen og igen levere på deres mærkesager.

Parallellen har dog et stort ”men”. DF er nemlig et fundamentalt andet parti end i 00erne. Dengang handlede det om at vise, man var stuerene, og at man kunne stole på partiet. DF-leder Pia Kjærsgaard skulle så og sige bare levere på udlændingepolitikken. I dag skal partiet levere på flere parametre. Partiet skal ikke mindst levere på en stærk offentlig sektor og en skattepolitik, der ikke giver til de rige. Det betyder helt konkret, at DF får svært ved at acceptere lavere vækst i det offentlige og en skattereform, der forgylder dem med de højeste lønninger.

Netop de to elementer er fundamentale krav for LA – også selvom partiet har blødt kravene op. Og De Konservative har desuden de samme ønsker som LA. Det er altså langt fra givet, at vi kommer tilbage til 00erne, som Søren Espersen ellers proklamerede.

Mads Christian er cand.scient.pol., forfatter til flere bøger om spin og lobbyisme og direktør i Policy Group, en lobbyvirksomhed. Mads Christian Esbensen kan kontaktes på mce@policygroup.dk og tweetes på @MceMads.