Fortsæt til indhold

Startups har nu lige så store it-muskler som de globale giganter

I dag handler det ikke nødvendigvis om, hvem der udvikler det bedste software selv, men hvem, der opdager den nyeste teknologi først og udnytter den hurtigst muligt.

Debat
Arash Rahimi

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Arash Rahimi, partner i Jetclean og kandidat i globale studier

Hvert år bruger globale virksomheder milliarder af kroner på inhouse softwareudvikling, der skal optimere deres forretning og bringe dem videre. Mange laver komplekse kravspecifikationer på flere hundrede sider og alt afhængig af softwarens omfang tager det måneder, ja, år før virksomheden er i mål med et færdigudviklet system.

Det er næppe en fremgangsmåde, der virker for fremtidens vindervirksomheder. Det går simpelthen for langsomt. Og det koster med garanti samfundet produktivitet og vækst.

I vores startup er vi indforstået med, at virksomheder, der specialiserer sig inden for et givet brancheområde, højst sandsynligt udfører opgaven bedre end os. De har selvsagt ekspertisen og det rigtige team. Derfor finder vi eksterne softwaresystemer, der er brugbare for vores virksomhed, og integrere dem i vores egen platform.

Eksempelvis bruger vi Routific, der er fremragende logistiksoftware til vores chauffører. Softwaret planlægger den hurtigste rute til kunderne og viser også tidspunktet for ankomst. Vi bruger også projektledelsesværktøjet Asana, der viser, hvor langt medarbejderne er nået med arbejdsopgaverne. Det smarte ved Asana er, at det er bygget op som et socialt medie, hvor man kan tagge kollegaerne på diverse arbejdsopgaver, vedhæfte billeder osv. Help Scout er et kundeserviceværktøj, der giver vores medarbejdere et overblik over de samtaler, vi har med vores kunder – både aktive, verserende eller lukkede samtaler.

In-house udviklere er naturligvis nødvendige, hvis man har en onlinevirksomhed. Men ideen om at udvikle alt fra bunden er forældet. Havde vi selv skulle udvikle disse systemer, var vi formentlig ikke færdige endnu.

I dag handler det ikke nødvendigvis om, hvem der udvikler det bedste in-house software, men hvem, der opdager den nyeste teknologi først og udnytter den hurtigst muligt. Virksomheder, der udelukkende benytter inhouseudvikling, risikerer at halte bagud, fordi deres konkurrenceevne ikke er tilstrækkelig, og omkostningerne er højere end konkurrenternes.

Jeg ved helt konkret, at vi har sparet penge ved at integrere de bedste softwaresystemer og har dermed kunnet konkurrere mod de helt store virksomheder, hvad angår teknologi. Netop her – ved at bruge den bedste og billigste teknologi i hele vækstlaget af landets små og mellemstore virksomheder – ligger måske også en del af løsningen på Danmarks produktivitetsproblem. Det er sådan set bare om at komme i gang.

Artiklens emner
Arash Rahimi