Det liberale nulsumsspil er blå bloks ultimative dilemma

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I en dugfrisk Voxmeter-måling går Liberal Alliance tilbage til 6,2 pct. fra 7,3 pct. for under tre uger siden. Procentuelt er det faktisk en ordentlig bid af vælgermassen, der har forladt skuden. Den slags målinger skal altid tages med et gran salt, og den statistiske usikkerhed kan betyde en del. Men alligevel må LA læse Voxmeters tal med alvor.

Reelt bør LA se udfordringen som en giftig cocktail bestående af tre ting.

For det første kan tilbagegangen læses som resultatet af det troværdighedsproblem, det gav, da partiet vekslede kravet om topskattelettelser med en plads i regeringen. For det andet kan det læses som den generelle pris for at have magten. Det slider at være i regering. Den tredje og måske vigtigste konklusion handler om De Konservative. De er nemlig gået frem fra 3,6 pct. til 4,4 pct. Kigger man længere tilbage i tallene, ser man den samme tendens: En negativ korrelation mellem de to partier i meningsmålingerne. Når De Konservative går tilbage, vinder LA typisk terræn.

Det er langt fra en vandtæt, videnskabelig læsning af tallene – eller en definitiv sammenhæng. I de to figurer indgår kun månedlige data fra januar 2015 til 2017, dvs. i alt 25 observationer. Men omvendt tyder det på, at der findes et liberalt nulsumsspil. Altså at det reelt kun er 10-12 procent af vælgerne, der vil stemme på de mest liberale partier, når der handler om fordelingspolitikken - såsom indkomstskat, erhvervsskat, boligskatter m.m.

Retfærdigvis bør man putte Nye Borgerlige med i puljen. Men partiet fik kun 0,9 pct. i den seneste Voxmeter, så det forrykker ikke det store. Pointen er derfor den samme: De mest liberale partier kan kun gå frem ved at kannibalisere på hinanden.

Hvis vi holder fast i den præmis, så skaber det en fundamental udfordring for det borgerlig-liberale Danmark. Med en vælgeropbakning på maksimalt 12 procent bliver det på sigt umuligt at få gennemført de reformer, som alle liberale partier drømmer om. Man kan altså vinke farvel til lavere topskat, en markant mindre offentlig sektor, mere konkurrenceudsættelse og så videre.

Man kan argumentere for, at Venstre er med på den liberale dagsorden. Men regeringspartiet har som bekendt ansvaret for de 90 mandater, og er tvunget til at kigge i retning af Dansk Folkeparti for at få flertal i blokken. Det ændrer heller ikke ved det strukturelle problem for de liberale partier: Er det virkelig sådan, at kun hver 10. vælger deler de hede liberale drømme?

For de liberale har det en helt konkret konsekvens. Liberal Alliance, De Konservative – og de liberale dele af Venstre – bør nok nedjustere retorikken omkring behovet for reformer og i stedet sigte efter en langsigtet paradigmeforskydning og holdningsændring i befolkning. LA og De Konservative har også især kommunikeret, at såfremt man ønsker liberal politik, så skal man stemme på netop deres parti. Men den kommunikation bør ændres.

Man kan med en vis ret hævde, at det netop er, hvad LA har forsøgt at gøre; at præge debatten i en mere liberal retning og gøde jorden for en mere borgerlig politik. Det har umiddelbart været en succes, hvis man måler alene på den eksponering, som partiet fik i 2016. Men man kan også argumentere for, at mediernes interesse handlede mere om, at LA stod med regeringens liv i hånden og mindre om de gode, liberale argumenter.

De næste måneder vil vise både om LAs eksponering og de politiske resultater viser sig. Hvis både eksponeringen og LAs reelle liberale aftryk er til at overse om knap et år, er det måske grund til at overveje, hvor stort det borgerlig-liberale Danmark i virkeligheden er. Og om en sådan konklusion måske maner til genovervejelser af budskaber, strategi og adfærd fra alle sande liberale partier.