Fortsæt til indhold

Vi taber kampen for fred, hvis vi lader protektionismen overtage

Vi har chancen for at gøre konfliktforebyggelse til en realitet gennem den mest omfattende, integrerede og innovative globale tilgang, som verden nogensinde har set, skriver Michael Møller, FN's generaldirektør i Geneve.

Debat
Michael Møller

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Michael Møller, generaldirektør i FN's kontor i Geneve.

Målet for det nye år er klart: Lad os gøre 2017 til et fredens år. Det er, hvad FN’s nye generalsekretær António Guterres har udstukket i vores fælles Nytårsresolution. Det er også ønsket og håbet for de millioner, der fortsat lider under brutale konflikter, og dem, der lever i frygt for det næste terrorangreb mod deres lokale marked, deres yndlingscafé eller deres morgenpendlertur til arbejde.

Men fred er ikke bare fraværet af krig. Fred er af fundamental betydning for alle, og det er vores ansvar at sikre, at vores Nytårsresolution bliver andet og mere end et slogan. For at gøre ord til handling er en ny tilgang nødvendig.

For det første er vi nødt til at se, hvad det måtte stå over på vores jobliste for 2016. Klimaforandringer, migration, demografiske ændringer, ressourceknaphed, store humanitære behov og andre tendenser, der fortsætter med at strække vores kapaciteter til det yderste. Mod slutningen af 2016 var kun godt halvdelen af den globale humanitære appel finansieret, og vi går ind i 2017 med en endnu større appel på 22,2 mia. dollars (155 mia. kr.).

Vores humanitære agenturer er ekstremt innovative i, hvordan de anvender de knappe ressourcer så effektivt som muligt fra brugen af kontanter og værdibeviser til indsættelse af droner til at levere hjælp til svært tilgængelige områder.

Tilsvarende stopper vores mæglere aldrig med at se på nye veje til at afhjælpe konflikter i ramte lande. I fjor formåede det colombianske folk at bringe en af verdens længste borgerkrige til ophør, og vi begynder 2017 i håbet om, at forhandlerne i Genève også vil nå til enighed om en fælles og fredelig fremtid for Cypern. Imidlertid viser Colombia og Cypern, at fredsprocesser tager tid. Mens konflikterne i Syrien, Yemen, Irak, Mali og andre lande raser videre, står det klart, at medmindre vi forhindrer sådanne katastrofer i at opstå, vil vi aldrig kunne lukke gabet mellem behov og ressourcer. Innovation uden forebyggelse er ikke tilstrækkeligt.

FN’s Verdensmål og andre initiativer har siden 1990 hjulpet os med mere end at halvere antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom.
Michael Møller, generaldirektør i FN's kontor i Geneve.

For det andet må vi erkende, at innovation ikke kan ske i isolation. Økonomer og erhvervsanalytikere har skrevet rapport efter rapport om, hvordan nye teknologier trives i steder som Silicon Valley, men ikke andre steder. Samarbejde er altid en del af svaret.

Jeg vil opfordre alle, der måtte tvivle, til at komme til Genève og ved selvsyn erfare, hvordan de mest forskelligartede aktører her – i arbejdet for fred, menneskerettigheder og livskvalitet – fortsætter med at danne partnerskaber og nå løsninger, der ikke kan skabes andre steder. I det 21. århundrede er der ikke én virksomhed, én organisation eller ét land, der alene står for al innovation.

Globaliseringen har åbnet dørene til helt nye muligheder for fremskridt gennem samarbejde og partnerskaber mellem en bred vifte af aktører. FN’s Verdensmål og andre initiativer har siden 1990 hjulpet os med mere end at halvere antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. Det samme er sket globalt, når det gælder om at reducere dødeligheden for børn under fem år. Disse og andre eksempler viser, hvad der er muligt, hvis alle aktører – stater, virksomheder, universiteter, civilsamfund og mange andre – samarbejder. Det er også, hvad vi risikerer at miste, hvis vil bøjer os for de isolationistiske tendenser, der voksede i 2016. I år med valg og nye regeringer i mange lande, heriblandt flere permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, må vi have genantændt den globale solidaritet som formidler af innovation og forebyggelse.

For det tredje må vi blive smartere til at bruge de værktøjer, som vi allerede har, til at smelte forebyggelse og innovation sammen. Over de seneste to år er de globale ledere blevet enige om 2030 Dagsordenen for Bæredygtig Udvikling og Klimaaftalen fra Paris samt andre betydelige politiske rammer. Forebyggelse af konflikter og skabelse af fred er ikke mulig uden at promovere og beskytte menneskers rettigheder og udvikling. Hvis vi udbygger implementeringen af disse rammer i 2017, har vi chancen for at gøre konfliktforebyggelse til en realitet gennem den mest omfattende, integrerede og innovative globale tilgang, som verden nogensinde har set.

Vores mål for 2017 er at adoptere disse ændringer hurtigt og entusiastisk og at ekspandere en matrixtilgang til ledelse på tværs af hele organisationen. Fra New York til Genève og andre steder, skal de bureaukratiske strukturer muliggøre – og ikke hindre – udvekslingen af idéer og innovation.
Michael Møller, generaldirektør i FN's kontor i Geneve.

Hvad betyder dette konkret? På den ene side har FN en intern jobliste. Vores nye generalsekretær har bebudet nye, mere integrerede strukturer i bl.a. FNs øverste ledelseslag. Vores mål for 2017 er at adoptere disse ændringer hurtigt og entusiastisk og at ekspandere en matrixtilgang til ledelse på tværs af hele organisationen. Fra New York til Genève og andre steder, skal de bureaukratiske strukturer muliggøre – og ikke hindre – udvekslingen af idéer og innovation.

Et nyt ”Laboratorium for Bæredygtige Udviklingsmål” og andre initiativer i mit eget kontor vil facilitere denne proces i respekt for de Bæredygtige Udviklingsmål. På samme tid skal vi styrke vores analytiske kapacitet for at sikre, at konflikter og katastrofer bliver opdaget og rapporteret, og at der bliver taget handling på at forhindre dem, før de opstår.

Der er også en jobliste uden for FN. De partnerskaber, der er nødvendige for innovation og forebyggelse, går langt uden for organisationen. Lederskab på nationalt, lokalt og endda individuelt niveau er påkrævet. I en tidsalder med sociale medier og andre omvæltende teknologier, bliver gamle strukturer udfordret, og nye muligheder for samarbejde opstår.

Af Michael Møller, generaldirektør i FN's kontor i Geneve.

Artiklens emner
FN
Michael Møller