Den slagne formandsaspirant er blevet klassens stærke dreng

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvem tager teten og sætter dagsordnen i højere grad end de andre ministre i 2017? Som regel er det statsministeren, der automatisk indtager rollen som den dagsordensættende, stærke knægt i klassen. Det var tilfældet under Anders Fogh Rasmussen i nullerne og i Lars Løkkes rene venstreregering. Men det billede er ved at ændre sig, efter af etpartiregeringen blev udvidet med Liberal Alliance og De Konservative.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har selvfølgelig en central position, men man bør kigge på tre konkrete parametre, hvis man skal vurdere, hvem der står lige bag ved ham i hierarkiet. Og her kommer finansminister Kristian Jensen ind på en samlet førsteplads blandt ministrene.

Det første parameter handler om ministeriets magt og tyngde i sig selv. Hvis man er minister for et lille område uden økonomiske muskler, er det nærmest umuligt at sætte en dagsorden. Alene af den årsag er det eksempelvis umuligt for ældreminister Thyra Frank at føre taktstokken i regeringen. Ministeriets generelle magt over samfundet er også afgørende. Men det hænger ikke sammen med hvor mange midler, ministeren disponerer over, eller hvor mange, der ligger i ressortet.

Skatteministeriet inddriver eksempelvis milliarder af kroner i skatter og afgifter, men da ministeriet ikke har magten til at fordele pengene, har skatteministeren af den grund ikke stor magt. Finansminister Kristian Jensen sidder ikke bare på den helt store pengekasse. Han sidder for bordenden, når finansloven forhandles, og han spiller en afgørende rolle i den kommende vækstplan, som formodentligt lanceres i løbet af foråret.

Det andet parametre handler om, hvorvidt ministeren sidder i regeringens mest magtfulde udvalg – nemlig koordinationsudvalget og økonomiudvalget. De to udvalg kaldes i daglig tale Ø og K-udvalget og specielt i flertalsregeringer som VLAK, betyder udvalgene meget. Er man hverken med i Ø eller K-udvalget har man ikke indflydelse på centrale drøftelser. I Ø og K drøfter topministrene regeringens politik og beslutter regeringens samlede udspil på de vigtigste områder. Kristian Jensen sidder som eneste venstreminister med i både Ø og K. Fra LA og K sidder økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) også med begge steder.

Det tredje handler om klare, politiske holdninger. De to første parametre er primært drevet af den institutionelle placering, som ministeren er givet på forhånd. Det sidste handler om forhold, som ministeren selv kan påvirke. Det drejer sig om, hvor offensiv ministeren er i den offentlige debat, og hvorvidt ministeren er i stand til at sætte en agenda ud over sit eget ressort. Her er det bemærkelsesværdigt, at Kristian Jensen i slutningen af 2016 udgav bogen I Danmarks Tjeneste, der ganske udsædvanligt blev udgivet, mens han var fungerende udenrigsminister.

Selvom bogen handlede om udenrigspolitik, er den også et forsvar og forklaring for Kristian Jensen liberale sind. Bogen er et forsvar for ytringsfriheden og kan ses som et ønske om at blande sig mere i en bredere samfundsdebat. Han har da også efterfølgende – efter han blev udnævnt til finansminister - fortsat med at turnere rundt med bogens budskaber og deltaget i den offentlige debat med en klar stemme. Netop her er vi nede i essensen af, hvorfor Kristian Jensen lige nu fremstår som VLAK-regeringens stærke dreng. Han vil have ansvaret og blander sig. Og så tæller det heller ikke imod, at han er næstformand i Venstre, og (formelt set i hvert fald) arvtager til tronen, når Lars Løkke træder tilbage.