Kære Saxo-liberalister: Læs dog Keynes i stedet for Marx
Det er en gåde, hvordan en cheføkonom kan pege på alle de åbenlyse fejl i markedsøkonomien og så alligevel have en naiv tro på, at markedet uden hjælp fra det offentlige kan rette sig op igen, skriver tidligere overvismand Christen Sørensen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Hvordan kan man både være liberalist og så ikke have tiltro til, at markedsøkonomien fungerer? Det er svært for ikke at sige umuligt at forstå. Men ikke desto mindre fremførte Saxo Banks cheføkonom Steen Jakobsen denne særegne kombination i et interview på Finans for en måneds tid siden.
Han anfører bl.a., at de store virksomheder har underbetalt deres ansatte i årtier, at de ikke kan se mulighederne i udvikling af nye produkter, og at det offentlige skal gældssanere en række banker. Men det er jo alt sammen udtryk for, at markedsøkonomien ikke fungerer blot nogenlunde tilfredsstillende.
Hvordan man kan have denne diagnose, og så samtidig være troende liberalist? Det er en gåde. Sygdommen, som Jakobsen diagnosticerer, er jo, at markedsøkonomien ikke fungerer – i hvert fald ikke godt nok og hurtigt nok. Og dette er ellers liberalisterne økonomiske udgangspunkt.
Hvor rystet liberalister er ved udviklingen, og det tilknyttede sammenbrud for den naive liberalisme kommer, også til udtryk i interviewet, da cheføkonomen peger på Karl Marx’s mammutværk, Das Kapital, som en god indgang til at opnå en kriseforklaring.
Jeg vil foreslå et helt andet værk. Og dermed også en helt anden måde til kriseløsning end blot et fromt håb om en teknologisk revolution, som Jakobsen anfører. For det er jo blot at melde pas. Værket, nemlig Keynes’ General Theory of Unemployment, Interest and Money, har i øvrigt den fordel, at den blev skrevet efter udbruddet af 1930’ernes store depression. Keynes redegjorde endvidere for, hvorfor markedsøkonomi ikke fungerer i dybe krisesituationer. Derfor måtte det offentlige måtte på banen – altså en ikke liberalistisk løsning.
