Debat

Der er skruet op for stoledansen på direktionsgangen

Et studie viser, at hver anden direktørafgang fra de 30 største danske virksomheder er sket som fyring, og ansættelsestiden for topdirektørerne er halveret. Spørgsmålet er, om de dramatiske udskiftninger har en effekt.

Peter Falk-Sørensen er direktør i og medstifter af analysevirksomheden Dansk Aktie Analyse A/S.

Udskiftningerne i topledelsen er tiltaget markant hos de store børsnoterede virksomheder, men også blandt de ikke-noterede og de mindre og mellemstore virksomheder.

De er ofte også blevet mere dramatiske, selv om de sager, vi ser som hovedhistorier i medierne omkring Hesalight og Hummel, heldigvis hører til sjældenhederne. Også i bestyrelserne ses der rokader, som til tider er overraskende, så der er tale om en meget stærk tendens til fornyelse – eller det man med et positivt begreb betegner som dynamik – på de øverste etager i ledelseshierarkiet i erhvervslivet.

Der er altid to sider af en mønt. Fornyelse, dynamik, vilje og evne til at tilpasse virksomhederne til forandringer og nye konkurrencemønstre er naturligvis af afgørende betydning. Langsigtet værdiskabelse og planlægning samt kontinuitet og ro i organisationen taler for en mindre hyppig udskiftning i de øverste ledelseslag – selvfølgelig under forudsætning af, at de rigtige kompetencer er placeret på de afgørende poster, og at de også besidder den nødvendige omstillings-parathed og -evne.

Ser man på, hvor udskiftning af topledelsen har haft stærk effekt på værdiskabelsen hos de større børsnoterede virksomheder de senere år, fremstår Vestas, Genmab, Lundbeck, Danske Bank, Royal Unibrew og Topdanmark som gode eksempler. Uden for de børsnoteredes univers må især Lego fremhæves.

Omvendt kandiderer ledelsesskiftet i Novo Nordisk nok til at være det mest uheldige og værdinedbrydende i nyere tid...

Det er altid vanskeligt at identificere præcist, om det er udskiftningen af ledelsen, ændring i den, ude fra kommende faktorer eller evt. initiativer allerede iværksat af den tidligere ledelse, som giver effekten, så det må nok læses som et subjektivt bud fra vores side som finansanalytikere.

Omvendt kandiderer ledelsesskiftet i Novo Nordisk nok til at være det mest uheldige og værdinedbrydende i nyere tid, selv om det kan være yderst vanskeligt udefra at vurdere, hvor meget de ude fra kommende faktorer særligt med prisdannelsen på det amerikanske marked, har betydet for indtjeningsudviklingen i forhold til det forventede, og hvad en mere sikker håndtering af ledelsesoverdragelsen kunne have ført til. Men udviklingen i aktiekursen har kostet investorerne dyrt.

En gennemgang fra rekrutteringsbureauet Russell Reynold viser, at hver anden direktørfratrædelse fra de 30 største danske virksomheder de senere år er sket som fyring, og ansættelsestiden for topdirektørerne er halveret. Også bestyrelsesformændenes tid for bordenden er halveret. Så udskiftningen i de øverste ledelseslag er steget markant. Det er ikke bare en lokal tendens. Faktisk er den gennemsnitlige ansættelsestid for en topchef i Danmark ca. otte år, hvor den i USA blot er tre år ifølge Russel Reynold.

A. P. Møller-Mærsk er særlig, ikke bare fordi det er Danmarks største virksomhed i forretningsomfang, men også fordi både koncernchef og bestyrelsesformand udskiftes inden for mindre end et år.

Gruppen råder over dygtige ledere på alle niveauer, og selv om man udefra kunne mene, at Nils Smedegaard Andersens fyring så sent som i sommeren 2016 var overraskende, har næste geleds skridt frem næppe været en skuffelse for aktionærerne.

At bestyrelsen også skulle have ny formand allerede nu har næppe ligget i kortene, men med ”digitalisering” som tidens hedeste ”buzzword”, kan valget næppe være truffet bedre.

Et element, som også bør nævnes, er omkostningerne til de hyppigere ledelsesudskiftninger.  I forbindelse med den uheldige udskiftningsproces i Novo Nordisk var der megen fokus på den dengang viceadministrerende koncerndirektørs fratrædelsesordning. Måske han bare brød isen og dannede skole.

Der har ikke været megen debat om Lars Rebiens fratrædelsesordning, og han har da også fortjent sit for sin indsats. Nils Smedegaard Andersen fortjente helt sikkert også sit gyldne håndtryk, men mon ikke det fortjener lidt fokus, når stadig flere i de øverste ledelseslag selv vælger at gå (i hvert fald ifølge de offentlige tilkendegivelser) og udstyres med ganske betydelige gyldne faldskærme.

I den forgange uge blev det meddelt, at William Demant Holdings mangeårige direktør ved sin frivillige fratrædelse får tildelt en særlig bonus. Er der fuld gennemskuelighed i regnskaberne herom, og er der måske endda et indbygget incitament til den øgede dynamik på direktionsgangen?

Læs også