Debat

Sådan scorer du en sikker gevinst: Sats på, at investeringsforeningerne flopper

Bankernes investeringsforeninger kan ikke følge med afkastet på markedet. Man kan satse penge på, at det bliver ved at være sådan de kommende år.

År efter år giver danske investeringsforeninger kunderne et lavere afkast end det, som aktiemarkedet i gennemsnit giver – set over en bred kam. Formentlig fordi de har meget høje omkostninger. Og det bør man faktisk kunne tjene penge på.

På finansmarkederne er det generelt sådan, at hvis man tror et aktiv vil falde, så kan man shorte det: Lad os sige, at du ejer nogle Carlsberg-aktier, og jeg tror, de vil falde i kurs. Jeg låner derfor aktierne af dig, og sælger dem. Efter noget tid køber jeg dem tilbage og afleverer til dig. Er kursen faldet, har jeg tjent penge. Er den steget, har du tjent penge.

Det er en slags væddemål: Jeg satser på, at Carlsberg vil falde i kurs. Noget lignende kan man gøre med investeringsforeninger, for deres afkasttab er kroniske. I Miranova har vi netop udarbejdet en opgørelse, som viser, at danske fonde, der investerer i globale aktier, i femårsperioden 2012 til 2016 har underpræsteret i forhold til verdensindekset MSCI all-country med 0,6 procent – i gennemsnit pr. år. I forhold til det mere snævre MSCI World-indeks er tabet tre gange så stort. Så et eller andet sted mellem de to tal forventer vi også fremover, at investeringsforeningerne underpræsterer. Lad os sige 1,2 procent afkasttab i forhold til indekset om året.

Indeksafkastene kan man let få med en udenlandsk indeksfond (ETF) fra en af de store udbydere som iShares eller Vanguard. Så dealen er denne her: Jeg låner (shorter) en masse investeringsbeviser, og investerer samtidigt i en fond, der følger samme indeks. Som tabellen viser, slår indeksfonden sit indeks med 0,2 procent i 2016, og det gør den nok også fremover.

Det bør give en sikker gevinst, ca. halvanden procent om året som svarer forskellen mellem det investeringsforeningerne underpræsterer med, og det ETF’en overpræsterer med. Stiger markedet, taber jeg på investeringsbeviserne, men jeg vinder mere på indeksfonden. De bedste fonde at spekulere i bør være dem, der har omkostninger som om de var aktive, men i høj grad blot følger et indeks (skabspassiv). Man skal selvfølgelig finde nogen, som er villige til at låne deres investeringsbeviser ud mod en lille rentebetaling: Bankerne har nogle puljer, som ejer investeringsbeviser.

Vi giver os ikke selv af med den slags spekulation. Vi er kapitalforvaltere, så vi investerer og undlader at spekulere. Mit mål er at skabe debat og få tankerne i gang om, hvordan danskerne investerer deres penge. I en nøddeskal: bankerne bliver ved med at investere danskernes penge i deres egne fonde, mens man i udlandet afhænder dem. Det kan man absurd nok tjene penge på ved at lave et væddemål.

Afkast på danske investeringsfonde med globale aktier i forhold til indeks

  2016 2012-2016 (5 år) %-p.a.
Danske fonde vs. MSCI World indeks

-2,9%

-1,7%

Danske fonde vs. MSCI all-country World indeks

-3,2%

-0,6%

iShares Core MSCI World UCITS ETF vs. MSCI World indeks

+0,2%

+0,1%

Læs også