Pludselig rager det tre millioner danskere, hvad topledere tjener
Penge lugter ikke. Men sørme: Også den sandhed kan ruste. En halv milliard til en enkelt mand – så gik den ikke længere.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Grænsen var åbenbart Nets’ bonusprogram. At informationschefen i betalingsvirksomheden kunne lægge 30 millioner kroner oven i sin løn efter børsnoteringen af det firma, han var ansat i, og den administrerende direktør kunne toppe med 500 millioner kroner. Så var katten ude af sækken. Og nu hyler og skriger den.
Først løftede ATP pegefingeren over for lønpakker og bonusprogrammer, som man vanskeligt kan undlade at have en mening om, hvis man forvalter pensionsopsparing for almindelige mennesker med almindelige indkomster. Nu er også PFA og PKA kritiske. For det er som med utroskab: På et tidspunkt bliver nogle spørgsmål, der har ligget i luften et stykke tid, uundgåelige at forholde sig til. Bare for at starte i et hjørne: Hvordan forklarer man som pensionskasse sine medlemmer, at de gennem deres pensionsordning er med til at betale en direktør en bonus på mere end 1.000 almindelige årslønninger for at føre en virksomhed på børsen?
Sagen er fuld af dilemmaer. Aktieprogrammer bliver mere og mere almindelige, og topledere i danske virksomheder prøver ifølge ATP at forhandle deres lønpakker i vejret ved at pege på de beløb, der tilbydes andre steder i verden. Det er hulens svært at argumentere mod markedet. Hvis en amerikansk kapitalfond vil betale en gigantbonus til en ledelse, der formår at mangedoble værdien af en dansk virksomhed, hvorfor skal en dansk pensionskasse så ikke lege med?
Her er der vel kun ét svar, der dur, og det er, at Wild West-aflønning af topledere grundlæggende står skidt til kulturen i et samfund som det danske. Et samfund med relativt beskedne sociale forskelle og tilsvarende små sociale spændinger. Lad os bare tage et eksempel:
Saxo Bank-direktør og milliardær Lars Seier Christensen fik for ganske nylig røvet sit armbåndsur til 300.000 kroner under en munter bytur i København. Helt utilstedeligt for enhver dansker - for i Danmark skal rig som fattig kunne gå på gaden uden at blive antastet. Men hvad var der mon sket i et andet slags samfund? I en by som Moskva eller Rio? Skal man vove et øje og gætte på, at Saxo-direktøren var endt i et iltfattigt bagagerum og blevet en finger mindre for hver uge, at løsesummen på et syvcifret beløb i schweizerfranc lod vente på sig?
Hvordan forklarer man som pensionskasse sine medlemmer, at de gennem deres pensionsordning er med til at betale en direktør en bonus på mere end 1.000 almindelige årslønninger for at føre en virksomhed på børsen?Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.
Tre af landets største pensionsforvaltere har set, at der er et dilemma. Når bonusordninger når op i gigantbeløb, går tyverialarmen i gang i et samfund som det danske. Så skal pensionskassens direktør, informationschef og investeringsafdeling i gang med at forklare sig og stå på mål for en lønpakke, som medlemmerne kun kender fra amerikanske film. Om det er en værdiskabende måde at forvalte pensioner på, kan pensionskassebestyrelser nu tage fat på at diskutere.
Anders Heide Mortensen er erhvervspolitisk kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.
