Debat

Er Nets det næste posthus?

I sidste uge gjorde vi det muligt for vores kunder at betale gratis via Mobilepay. Det koster 9,25 kr. via betalingsservice. Topledelsen i Nets, der står bag betalingsservice, trak bare på skuldrene, skriver Morten Christiansen, direktør for 3 i Danmark.

Morten Christiansen, direktør for teleselskabet 3 (Hi3G) Foto: Stine Bidstrup

Noget af det værste, der kan ramme en erhvervsleder i dag, er følelsen af tryghed. Følelsen af at være i kontrol og komfortabelt føle at have markedet i sin hule hånd og konkurrenterne på behagelig afstand. I den situation bør alarmklokkerne ringe og den ansvarlige leder bør invitere djævlens advokat indenfor og spørge sig selv: »Hvad kan gå galt her?«

Denne form for paranoia er heldigvis temmelig udbredt i dag. Vi har dog stadig nogle dinosaurere i blandt os på direktionsgangene. Det er de erhvervsledere, der ikke omfavner forandring. Som trækker på skuldrene over, at teknologien ændrer forretningsmodeller, ja, hele markeder, og at den giver kunderne muligheder, de aldrig har haft før.

Typisk kommer sådanne virksomheder og erhvervsledere ud af et gammelt monopol. Her ser man tit en virksomhedskultur, der kan koges ned til: »Sådan har vi altid gjort det«. Sagen er bare, at fremtiden tilhører de virksomheder, hvor ledelsen tør sige »Sådan har vi aldrig gjort det« og lede virksomheden den vej.

Kunderne er ikke mere loyale end at brugervenlighed og lavere priser hurtigt kan få dem til at rykke. De bruger Uber, medmindre politikerne kan bremse fremskridtet og forhindre det. De booker overnatning via Airbnb, for hvorfor betale i dyre domme for et slidt hotelværelse, hvis man kan bo i en fed lejlighed hos en hjælpsom vært? Og når de skal betale for en ydelse, ja, så vælger de f.eks. Mobilepay. Den nye økonomi er direkte, den er uden mellemled, som er langsomme og bekostelige, og den er på brugernes præmisser. 

Det er derfor, vi ikke længere har posthuse, som vi kender dem fra gamle dage. Kunderne har fundet smartere og billigere måder at gøre tingene på – som fx automatisk betaling af regninger via Betalingsservice, ejet af Nets. Det var banebrydende, da det blev lanceret. Det var forandring på brugernes præmisser, det var disruption, før vi vidste, det fandtes.

Nu er det så Nets, der mærker forandringen skylle ind over sig. Nye betalingsformer og ny teknologi forandrer hele den finansielle sektor. I sidste uge lancerede 3 en aftale med Mobilepay, der gør det gratis for vores kunder at betale via tjenesten, mens det koster 9,25 kr. via Betalingsservice. Hos 3 vil vi lade det være op til vores kunder at vælge den løsning, der passer dem bedst. Men gad vide hvilken vej udviklingen går? Og Nets? Ja, de lagde hovedet lidt på skrå og trak på skuldrene. Aftalen mellem 3 og Mobilepay så man blot »som et supplement til betalingsservice«.

Vi har stadig nogle dinosaurere i blandt os på direktionsgangene. Erhvervsledere, der ikke omfavner forandring. Som trækker på skuldrene over, at teknologien ændrer forretningsmodeller, ja, hele markeder, og at den giver kunderne muligheder, de aldrig har haft før.

Morten Christiansen, direktør for teleselskabet 3

Måske er selvsikkerheden velbegrundet. Men mit bud er, at virksomheder skal se alvoren i de forandringer, vi står i lige nu. Ellers ender de som Kodak og Blockbuster, der pludselig mødte afgrunden, fordi teknologien forandrede sig og kunderne fulgte med. Er Nets det næste posthus? Det vil tiden snart vise.

En driver for udvikling hos 3 er at aflære os vante og trygge måder at drive forretning på og tage nogle umiddelbart svære beslutninger. Hellere selv gøre det, end at konkurrenterne eller myndighederne tvinger os til det på bagkant. Det gjorde vi fx i 2014, da vi gav kunderne mulighed for at roame i udlandet til samme pris som i Danmark. Her vinkede vi farvel til et guldæg i form af roaminggebyrer.

Manøvren har givet os en unik position i markedet og dermed været en vej til vækst. Det kan være sundt at disrupte sig selv indimellem og gøre det, man aldrig har gjort før. Ellers gør andre det.      

Af Morten Christiansen, direktør i teleselskabet 3 Danmark.

Læs også