Fem grunde til, at Uber tabte lobbykrigen - og meget lidt har med Danmark at gøre
Uber blev en prygelknabe for alt det, som globaliseringen skaber, og som vi er imod, men ikke rigtigt kan gøre noget ved.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den omdiskuterede taxitjeneste Uber meddelte som bekendt tirsdag, at selskabet trækker sig ud af Danmark den 18. april i år. Den konkrete baggrund var den nye taxalov, der ikke giver plads til Uber, sagde selskabets talsmand. Men hvorfor måtte Uber trække stikket? Og har det overhovedet noget med den danske taxalobby at gøre?
Svaret er både ja og nej. Men mest nej.
Årsag 1: Uber havde ikke styr på Dansk Folkeparti
Uber undervurderede først og fremmest den parlamentariske situation. Resultatet kender vi nu: DFs transportordfører og Uber-modstander Kim Christiansen fik endnu en sejr i 2017. Han kan putte nok en skalp ind i sit efterhånden imponerende trofæskab. Christiansen står tilbage som tungen på vægtskålen i en borgerlig blok, hvor både De Konservative og Liberal Alliance ellers gerne have set Uber på det danske transportmarked.
Årsag 2: Uber har en veldefineret modstander: taxachaufføren
Til forskel fra eksempelvis hoteltjenesten Airbnb rammer Uber en faggruppe, der ikke bare er veldefineret, men også klar til at tage kampen op; nemlig taxachaufføren. De er et folkefærd og har en fagforening, der er villig til at gå på gaderne. Gruppen er også nem for alle at identificere sig med til forskel fra fx hotelkæder, som er Airbnbs modstandere.
Årsag 3: Uber taber kampen i hele Europa
Uber er på retræten mange steder – ikke bare i Danmark. I Tyskland og Frankrig blev Uber forbudt i 2015, og der vanker store bøder, hvis forbuddet overtrædes. I Spanien kom forbuddet i 2014. I andre lande har firmaet betalt store bøder og er på kant med loven, men fortsætter alligevel kørslen. Det gælder bl.a. Portugal og Irland. I andre lande kører Uber, men er under kraftige angreb. De gælder bl.a. i Sverige.
Årsag 4: Ubers lobbyister var for dårlige og fik for få ressourcer
Uber var for dårligt klædt på til at vinde kampen. De kom ikke på banen med deres hovedbudskaber, og de kom aldrig ud over rampen med deres bedste argument; nemlig at Uber i Danmark ville gøre taxakørsel billigere og skabe mere konkurrence. Derimod fik deres modstandere held med at fortælle, hvor lidt skat Uber og deres chauffører betaler, og hvordan det at tage en Uber nærmest svarer til at snyde i skat.
Årsag 5: Uber blev vores spark i røven til globaliseringen
Den sidste er også en årsag, der ikke har med Danmark at gøre. Uber blev en prygelknabe for alt det, som globaliseringen skaber, og som mange er imod, men ikke rigtigt kan gøre noget ved. Uber blev symbolet på de folk, som ifølge skeptikerne ikke har bidraget til fælleskassen og optjent rettigheder, men alligevel kommer og tager, hvad der tilhører os. Typisk handler den debat om velfærdsydelser, men i dette tilfælde handlede den mere om job og arbejdspladser. Ved at gå imod Uber kunne vi være lidt imod globaliseringen.

