I Danmark dyrker vi de jævne i stedet for de succesfulde

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi danskere bryder os ikke meget om dem, der stikker ud. Vi vil helst de jævne menneske. Og vi stiller os selv tilfredse med det gennemsnitlige liv. Det jævne arbejde og den gennemsnitlige mening. Vi bryder os ikke om folk, der har succes. Mennesker, der stikker ud, og har formået noget udover gennemsnittet. Og det bliver endnu værre, hvis folk taler om deres præstationer.

Danmark har dog én undtagelse omkring succes. Hvis man er under gennemsnittet og så får succes, så er det en anden snak. Så har man fortjent det bedre liv. Det gider danskerne godt. Man fik en ekstra chance i livet. Se bare X faktor: hvorfor vidste man bare på forhånd, at Morten ville vinde? Der hersker ingen tvivl om, at han er et helt igennem fantastiske sangtalent og yderst sympatisk mand (!). Men den x factor han havde, der jordede de andre to fantastiske sangtalenter, var hans underspillethed. Dét kan Danmark lide: en mand, som ikke presser på og så udpræget ikke ligner et poptalent. Så er det okay, at han får succes. Han skal bare huske altid at sige »at jeg ikke selv synes, at jeg er så god, som andre synes jeg er«.

Med al den tankekraft, som nogen danskere bruger på misundelse, tror jeg, de kunne skabe et succesfuldt liv, der matchede deres drømme, hvis de orkede at lægge indsatsen og turde løbe risikoen. Det er jo netop det, som gør forskellen: Er du villig til at løbe risikoen, er gevinsten (og tabet) tilsvarende højere. Er du villig til at blive til grin på åben skærm for hele Danmark, så vinder du (måske). Men det gør du ikke, hvis du bare sidder trygt derhjemme i din Ikea-sofa.

Måske ville Danmark være bedre tjent med, at nogen få - eller mange - klarede sig bedre end gennemsnittet. Ikke fordi den slags mennesker er mere værd end andre, men fordi vi bør dyrke succes mere. Endnu vigtigere er det dog, at vi i Danmark lærer at tage risiko.

Sandheden er nemlig, at vores trygge velfærdsstat gør os til bangebukse: Jobsikkerhed, socialsikkerhed, SU-sikkerhed etc. Der er penge, hvis man mister sin løn og en fast månedlig check, mens man studerer. Og hvis man ikke får tildelt penge i første omgang, så kan man altid klage og anke. Misforstå mig ikke. Alt er godt. Men det har også en bagside: Ansvarsfraskrivelse og frygt for risiko. Frygten for at svømme derud, hvor vandet er dybere, men perlerne på bunden er meget større.

Vi skal opfordre folk til at stikke ud og satse mere. Vi skal ikke skoles til at puttes i kasser. Tværtimod. Vi skal bakke alle op – uanset hvad. Fejlen starter allerede i vores skolesystem. Her straffer vi folk, som fejler i eksaminer og opgaver. Jo flere fejl, desto lavere karakter. Ja, selvfølgelig skal man ikke belønne fejl, siger du. Men kig på den virkelige verden: I iværksætterlivet belønnes dem, der fejler og lærer af deres fejl. Her er overlevelsen vendt på hovedet. Jo flere fejl, desto mere læring. Det kræver sit at gøre det stik modsatte af, hvad man lærer op igennem ens lange skolegang.

Ensartethed og den store grå, beskedne masse. Det synes at være præmissen i Danmark, hvis man skal accepteres. Problemet er bare, at det er formlen på at fejle rigtig stort. Hvis ikke vi motiverer naboen og glædes, når vennen får succes, så spænder vi ben for os selv. Dermed bliver vi i Danmark vores egen største hæmsko for succes, fremdrift og velfærd.