Erhvervslivet er kørt i stilling som den femte statsmagt
Kommentar: Nordea spiller hovedrollen i et offentligt opgør med den svenske regering. Denne gang vinder banken formentlig og det indvarsler en ny magtbase for samfundets skaffedyr, erhvervslivet.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Nordeas topchef, Casper von Koskull, havde ikke en chance for at vide det, da han for nylig traf en beslutning, der kunne blive karrierens dyreste.
Det skulle ellers have været så effektivt, da Nordea-toppen besluttede at samle alle sine nordiske aktiviteter under én hat med hovedsæde i Stockholm og hele pengetanken registreret netop her. Væk var datterselskaberne i Danmark, Norge og Finland. De blev i stedet filialer under svensk, juridisk overherredømme. Få måneder senere gør Nordea regnestykket op: Beslutningen kan i værste fald koste banken et milliardbeløb i danske kroner.
Forklaringen er, at de svenske myndigheder umiddelbart efter Nordeas bunkebryllup har bebudet, at sektorens bidrag til beredskabet mod bankkrak skal vokse med 40 pct. Stik imod sædvane skal de ekstra penge i øvrigt ikke reserveres i en særlig garantifond. Næh, de indgår skam i det statsbudget, der finansierer den svenske velfærd. En skjult ekstraskat med andre ord.
Og da det beløb, de enkelte banker skal betale til ordningen, beregnes som en andel af bankens balance, lignede det pludselig en virkelig dårlig ide at konsolidere Nordeas balance hinsidan. Men lur mig om ikke sagen ender som endnu en bekræftelse af erhvervslivets stigende magt i de vestlige demokratier frem for som historien om en uheldig ledelsesbeslutning.
Sagen ender som endnu en bekræftelse af erhvervslivets stigende magt i de vestlige demokratier.
Bliver forslaget gennemført i sin eksisterende form, flytter Nordea nemlig sit hovedsæde ud af Sverige, har von Koskull ikke undladt at gøre offentligheden opmærksom på. Mest sandsynligt rykker det til København, Oslo eller Helsingfors, da det nordiske islæt nu engang er en central del af koncernens selvbillede.
Lige siden den trussel kom på banen, har ikke mindst norske og danske ministre lagt sig gevaldigt i selen med de gyldne løfter til Nordea som modydelse for de mange rare finansjob, som de tror vil blive resultatet af en flytning af hovedsædet til en af deres respektive hovedstæder.
Danmarks erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har garanteret Nordea, at den svenske afgift aldrig kommer i spil i Danmark. Og den norske statsminister, Erna Solberg, byder allerede Nordea varmt velkommen til Norge.
Så skal jeg lige love for, at den svenske regering fik kolde fødder. Efter med slet skjult arrogance at have lagt ud med at konstatere, at Nordeas exit da ville nedbringe den økonomiske risiko for svensk samfundsøkonomi betragteligt, bedyrede regeringen i den forgangne uge, at ekstraskatten skam kun er et skitseforslag, som absolut kan ændres på baggrund af reaktioner fra finanssektoren.
I mellemtiden havde flere ledende aktører i svensk erhvervsliv ytret sig til fordel for Nordea. Virksomhederne har trukket en streg i sandet. Mon ikke politikerne trækker sig ydmygt tilbage, og Nordea forbliver svensk?
Dermed vil Sverige blot være den seneste af flere stater, der har erfaret, at politiske hardhittere falder ned som lam, når det tunge erhvervsliv tager de store kanoner frem. Det er der en forklaring på. De har ikke råd til andet.
Statskasserne fattes penge, økonomierne fattes job og begge dele skal leveres af erhvervslivet. Fra USA over Storbritannien til Skandinavien er det en tydelig tendens, at erhvervsskatter og -afgifter som tidligere er blevet indført for at finansiere skattelettelser eller velfærdsinvesteringer, bliver taget af bordet og erstattet af nye, mere erhvervsvenlige tiltag.
Forvent også i den kommende tid et kapløb mod bunden i den internationale konkurrence om at sænke erhvervsbeskatningen mest muligt.
Herhjemme er det næppe heller tilfældigt, at A.P. Møller-Mærsk netop har fået markant gunstigere betingelser for udvinding af olie og gas i Nordsøen. Ingen regering har interesse i at se offshoreindustrien flage ud til fjernere destinationer, mens den stadig er en af de tilbageværende vækstskabere, der virkelig batter, i økonomien.
Så forvent også i den kommende tid et kapløb mod bunden i den internationale konkurrence om at sænke erhvervsbeskatningen mest muligt.
Det er principielt en sund udvikling, hvis vi frem for at diskutere, om private velhavere skal have det hele for det halve for at blive i landet, kan rette løfterne mod de virksomheder, der rent faktisk skaffer væksten og arbejdspladserne.
Vi mangler bare svaret på, hvad der skal finansiere den offentlige sektor, når regningen til selv den politiske prügelknabe, bankerne, ikke kan blive større? Samtidig med, at regeringerne – også den danske – lover lempelser af personskatter og ikke tør pille ved boligskatterne. Set herfra peger tendensen kun i én retning: En slankere og væsentligt billigere offentlig sektor. Og det er såmænd ikke så slemt endda.
