Fagbevægelsens tre store svigt

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Så har vi endnu engang set de røde faner smælde og hørt fagbevægelsen fejre sig selv til 1. maj-møder rundt i landet. Fagbevægelsen har bestemt gjort gode ting for arbejderne gennem tiden, men nu ser det altså ud til, at sidste salgsdato er udløbet.

Fagbevægelsen anno 2017 er reduceret til en reaktionær bevægelse, som kæmper for stilstand snarere end udvikling.

For det første synes fagbevægelsen og de gamle arbejderpartier i højere grad at kæmpe for retten til ikke at arbejde. Man vil eksempelvis gøre det sværere for dygtige udlændinge at komme ind på vores jobmarked, selvom vi snart mangler arbejdskraft. Lige nu forsøger partier på Christiansborg at hæve grænsen for, hvor meget man skal tjene i det job, man rejser hertil for at passe. Hvis det lykkes, vil direktøren og mellemlederen sagtens komme ind, men underviseren og sygeplejersken holdes ude.

For det andet nægter fagbevægelsen også at tage en rationel snak om pensionsalder, selvom levealderen stiger for alle grupper i samfundet. Konsekvensen er, at vi bruger milliarder af kroner på at holde raske og rørige seniorer ude af arbejdsmarkedet, mens vi giver regningen videre til næste generationer. Det er der ikke meget solidaritet over.

Det værste ved fagbevægelsen anno 2017 er dog angsten for ny teknologi. Man er i færd med at misse en historisk mulighed for at reformere gamle erhverv og brancher indefra. Tag fx teknologien bag taxitjenesten Uber, hoteltjenesten Airbnb og tusindvis af andre nye virksomheder, hvor mobiltelefonen er selve platformen. Det gør det nemt og billigt at være forbruger.

Men det mest geniale er, at barriererne til arbejdsmarkedet brydes ned til et absolut minimum. Det kræver faktisk bare et kørekort eller en bolig, så er du selvstændig og kan tjene dine egne penge. Det er jo en fremragende udnyttelse af ressourcerne og ikke bare nyskabende – det er jobskabende.

Derfor er det også besynderligt, at fagbevægelsen stiller sig på bagbenene og forsøger at bremse den udvikling – i stedet for at følge med. Det kan godt være, I får held med det på den korte bane. Men slaget tabes åbenlyst på lang sigt. Hvis ikke I smider pessimismen væk, så ringer 90’erne snart – fra et fastnetnummer – og beder om at få deres teknologiforskrækkelse tilbage.

Så kære fagbevægelse; kom nu op i gear. Det er jeres medlemmer, det handler om.