Debat

Gør Danmark til enhjørningernes land

Det kræver større investeringer i it og langt mere mod blandt landets iværksættere, hvis Danmark skal skabe flere millionsucceser som Vivino, Tradehift og Zendesk, lyder det fra Amazons nordiske chef.

Christian Lanng er direktør og medstifter af techselskabet Tradeshift, der ved den seneste kapitalforøgelse i juni 2016 blev værdisat til over 3 milliarder kroner. Foto: PR.

For få år siden hørte vi i Danmark jævnligt tale om BMW-syndromet. Det er en betegnelse for det fænomen, at en virksomhedsejer mister ambitionerne for fortsat vækst, når han har fået råd til en BMW. Syndromet betyder, at en del danske iværksættervirksomheder aldrig får realiseret deres potentiale. Og de stagnerede ambitioner medfører, at der ikke bliver skabt så mange arbejdspladser eller så meget samfundsøkonomisk vækst, som vi kunne ønske.

Heldigvis oplever vi nu i flere og flere tilfælde, at BMW-syndromet udfordres af sin absolutte modpol: enhjørningerne.

En enhjørning er en startup, der når en estimeret salgsværdi på over 1 mia. dollars. Begrebet tilskrives venturekapitalisten Aileen Lee, som har brugt det mytiske dyr som symbol på den statistiske sjældenhed. Enhjørningerne er få, men når de opstår, giver de ikke bare en eksplosiv vækst inden for virksomhedens egne rammer – de driver også vækst, arbejdspladser og kompetencer frem i hele den region, de er en del af.

Danmark og det øvrige Norden er lige nu et af de områder i verden, der fostrer flest enhjørninger i forhold til befolkningsstørrelse og bnp. For få uger siden var erhvervsminister Brian Mikkelsen i Silicon Valley for at besøge nogle af de danske iværksættervirksomheder, som allerede er eller kandiderer til at blive enhjørninger - bl.a. Zendesk, Tradeshift og Vivino. Ministerens agenda var at hente inspiration til, hvordan man kan gøre det nemmere for virksomheder at vokse i Danmark.

Den interessante fællesnævner ved de fleste enhjørninger er, at de fra starten er grundlagt med vækst for øje. Ikke overraskende er hovedparten it-virksomheder, hvis kerneprodukt er en service, der rammer et stort behov i markedet. Men lige så vigtigt er det, at disse virksomheder lægger deres forretning an på en global it-motor, der er skalerbar og kan tilpasse sig eksplosiv ekspansion. Dermed kan virksomhedens produkt udbredes til hele verden i løbet af meget kort tid.

Danmark har potentialet til flere enhjørninger, hvis iværksætterne glemmer BMW’en og ser de muligheder, der ligger i at tænke grænseløst i alle dele af forretningen og skalere den gode forretningsidé globalt.

Darren Mowry, chef for Amazon Web Services i Norden og Baltikum.

I enhjørningernes tankesæt er it-infrastrukturen nemlig ikke længere bare et praktisk værktøj, som den er i mange andre virksomheder. Den er en afgørende differentiator. De tænker globalt, og data i skyen giver adgang til en international tilstedeværelse, som ville være umulig, hvis man skulle køre it-drift under eget tag. Det gjorde det f.eks. muligt for Tradeshift at nå kunder i 150 lande inden for det første år efter deres lancering. Det samme gælder udbredelsen af f.eks. Spotify og Netflix.

Sverige er stadig førende i Norden, når det gælder om at fostre succesfulde startups. Men Danmark har potentialet til flere enhjørninger, hvis iværksætterne glemmer BMW’en og ser de muligheder, der ligger i at tænke grænseløst i alle dele af forretningen og skalere den gode forretningsidé globalt.

Af Darren Mowry, chef for Amazon Web Services i Norden og Baltikum.

BRANCHENYT
Læs også