Disruption af cigaretter er på vej, men det må ikke markedsføres!
Er vi havnet i et bureaukrati af lovgivning, der decideret forhindrer os i at forbedre folkesundheden, spørger Toke Kruse.

Jeg hader cigaretter, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at kæderygere har et alvorligt problem, som tilfældigvis også er et samfundsproblem. Men folk må omvendt også selv styre, hvad de tanker kroppen op med. Se nu kommer det store dilemma i Danmark – hvordan markedsfører man et produkt, som måske er langt mindre usundt, hvis det stadig hører under cigaret-regulativer, og er samfundet tjent med så stramme regler?
Jeg er stødt på Iqos, der hverken er e-cigaretter, Nicorette eller et andet cigaretalternativ. Det er en ny måde at antænde cigaretter på, hvor tobakken kun varmes lige netop op til den temperatur, som frigiver nicotin og en anelse røg. Det er disruption i yderst potens.
Jeg er dog kun stødt på dem to steder:
Første gang til et onsdagsarrangement hos CEPOS og anden gang på årsmødet med Dansk Erhverv. Men det er så også de to eneste steder, jeg har stødt på dem. Det er som bekendt ulovligt at markedsføre cigaretter i Danmark, men nu bliver loven altså udfordret. Vi er vel alle – selv kæderygerne – enige om, at hvis man kan undgå at fylde sin krop med tjære og stadig få den samme rygeoplevelse, er der mange, som gerne vil skifte de stinkende og skadelige cigaretter ud, men hvis ikke rygerne kender til dette nye alternativ, hvor skulle de så blive oplyst om det?
Vi kan godt blive enige om, at rygning er rygning, men hvis samfundet kan få en gevinst, ved at rygerne trapper ned til mildner alternativer, så bør der være plads til det. Det er en gevinst for samfundet, for passiv rygning og for rygerne selv. What not to like?
Nu er det ikke første gang, at Danmark sætter en kæp i eget hjul, uden vi behøver at gå i dybden med den fatale nedlukning af Uber. I Danmark, har vi nu et disruptionråd – om det kommer til at gøre en forskel, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men en ting er sikkert, vi skal i Danmark forbedre vores system, så ny teknologi og opfindelser kan få plads til at blomstre uden at gode idéer og opfindelser skal holdes tilbage pga. forældet lovgivning.
Ellers går vi glip af de helt store gevinster og muligheder, som underbygger, at vi kan opretholde et stærkt samfund.