Tyskland og Frankrig er på vej i hver sin retning - og det er farligt for unionen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Der er mange måder og mange indikatorer, som kan benyttes, når de økonomiske problemer, som et land står over for, skal analyseres og diskuteres. Sædvanligvis indgår dog såvel en indikator for indre som for ydre balanceproblemer, hvor ledighedsprocenten ofte anvendes til illustration af det indre balanceproblem og saldoen på betalingsbalancens løbende poster i pct. af BNP som indikator for det ydre balanceproblem.

Da det indre balanceproblem, ledigheden, kan reduceres ved at øge det eksterne balanceproblem, f.eks. ved en ekspansiv finanspolitik, kræver et samlet talmæssigt udtryk for det indre-ydre balanceproblem, at der opstilles en fælles indikator. En sådan simpel indikator kan være: saldoen på betalingsbalancens løbende poster i pct. af BNP minus ledighedsprocenten, der nemlig stiger, når det går bedre, og falder når det går værre med den samlede samfundsøkonomiske balance.

^{Det samlede indre-ydre balanceproblem siden 1999 i Tyskland og Frankrig}

I figuren er det vist, hvordan det således opgjorte samlede indre-ydre balanceproblem har udviklet sig i Tyskland og Frankrig siden 1999, hvor den økonomiske og monetære union blev iværksat med hertil hørende krav til den økonomiske politik.

Figuren afspejler, hvordan Frankrig og Tyskland har divergeret lige siden. I 1999 havde Frankrig færre problemer end Tyskland. Men dette er helt vendt om. Frankrig kæmper nu med såvel alvorlige ledighedsproblemer på omkring 10 pct., offentlige underskud på over 3 pct. siden 2002 – kun med 2006 og 2007 som undtagelse - og underskud på betalingsbalancen siden 2007. Læg hertil store regionale problemer, der får udkantsproblemer i Danmark til at blegne.

Tyskland har derimod ikke ledighedsproblemer af betydning – ledigheden er nu godt 4 pct., et svulmende overskud på betalingsbalancen på nu ca. 9 pct. af BNP eller ca. 2.000 mia. kr. om året og stort set balance på de offentlige finanser.

Der er kun en mulig konklusion. Stoppes divergensen mellem de to afgørende kernelande i EU ikke, vil i hvert fald den økonomiske og monetære union bryde sammen.

Macron vil ikke mindst ændre forholdene på arbejdsmarkedet i Frankrig i retning af vores flexicurity model for at styrke fransk økonomi. Men vil han få mulighed herfor?

Da vi i Danmark kæmpede med al for høj ledighed efter de to olieprisomvæltninger, arbejdsløsheden nåede op på ca. 350.000 i begyndelsen af 1990’er, lykkedes det at sætte gang i dansk økonomi med en ekspansiv politik. Og med aftagende ledighed blev det også politisk muligt at reducere de dengang meget snærende regler med bl.a. dagpengeperioder på 7 år eller længere.

Men Macron har næppe mulighed for at ekspandere fransk økonomi med en markant ekspansiv finanspolitik efter i næsten 15 år at have overtrådt 3 pct. underskudsgrænsen for de offentlige finanser. Derfor kan det frygtes, at hans politik strander i voldsom uro på det franske arbejdsmarked, og at han kun sidder i én periode.

Tyskland kunne og burde hjælpe Frankrig med at sætte ekstra gang i tysk økonomi og dermed leve med højere løn- og prisstigninger. Men dette strider fundamentalt mod tysk økonomisk tænkning. Og er Merkel stærk nok til at sætte Schäuble på plads?

Men divergensen mellem Frankrig og Tyskland sætter så meget på spil, at det måske ikke kan udelukkes. Men jeg må desværre tvivle. Jeg glemmer aldrig den lektion jeg fik i tysk økonomisk tænkning i et besøg i den tyske vismandsinstitution, da jeg som ansat i Det økonomiske Råds sekretariat efter den første olieprisomvæltning i 1973 ledsagede den daværende formand, Anders Ølgaard. Og der er ikke meget, der tyder på, at Tyskland vil ændre herpå – i hvert fald ikke med Schäuble som finansminister.

Gad vide, hvad der sker. Der står meget på spil.

Af Christen Sørensen, fhv. overvismand og folketingskandidat, S Århus Nord