Det store nationale kompromis

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Staten fungerer dårligt som serviceleverandør af velfærdsydelser. Til gengæld er det et fair politisk spørgsmål hvilken grad af omfordeling man ønsker. Jeg hører til dem som ønsker mindre stat af mange årsager. Jeg er dog, ligesom mange andre meningsfæller, villig til at indgå et kompromis. Et stort nationalt kompromis. Lad os beholde omfordelingen, men fremover undlade at lade staten være serviceleverandør.

Vi bombarderes dagligt med informationer om mennesker som ikke får en tidssvarende behandling eller en konkurrencedygtig service når staten leverer velfærdsydelsen. Eksemplerne er utallige. Vi skylder simpelthen os selv en bedre måde at levere velfærd til folk. Her har den private profitmaksimerende kapitalistiske samfundsmodel for længst bevidst sig overlegen. Årsagerne hertil at mange. Blandt de vigtigste står fraværet af konkurrence, ringe incitamenter til at forbedre sig, ingen konkursmekanisme. Grundlæggende har man i statsregi sat optimeringen som forgår på markedet ud af spillet. Alt det dårlige fra monopoler dybest set.

Overfor det står ønsket om omfordeling og sikring af at alle kan få et vist niveau af ydelser. Det er min optik legitimt at snakke om hvilken grad af omfordeling man ønsker, men det er illegitimt stædigt at fastholde uendeligt modbeviste dogmer om statsejerskabets fortræffeligheder.

Så her kommer forslaget. Lad os indgå et stort nationalt kompromis. Jeg tror 75-80% af det nuværende folketing vil kunne støtte forslaget i sit princip. Lad os beholde omfordelingsgraden cirka hvor det er nu, men lad alle ydelser som leveres gennem omfordelingen være produceret af private leverandører. Giv folk pengene med sig når de skal have en ydelse, men lad dem selv vælge og indkøbe den. Lad et frit marked konkurrere om forbrugernes gunst, når det gælder medier, sundhed, pleje og uddannelse. Ligesom det gør sig gældende når forbrugerne bejles til om rejser, bolig, bil, kost og kærlighed. Der er i forvejen ingen principielle grænser for hvor staten leverer og hvor markedet leverer.

På den måde vil alle fortsat have samme adgang til velfærd, uligheden vil forholde sig nogenlunde i ro (blandt de absolut mest lige lande i verden), mens den faktiske leverede velfærdsoplevelse vil stige markant. Tilfredsheden med at betale skat vil stige, sundheden vil stige, medarbejder tilfredsheden blandt velfærdsleverandørerne vil stige, selv den teknologiske udvikling vil stige.

Om pengene følger borgerne i form af kontante tilskud, kuponer faste, faste månedlige betalinger eller kombinationer deraf er mindre vigtig. Dette vil være et første skridt mod en mere gennemsigtig borgerløn. I dag bruger vi allerede næsten alle metoderne. Der udbetales faste kontante børnepenge eller SU som man selv kan købe nødvendigheder for, der ydes kontante tilskud/kuponer til høreapparater og andre gange tropper man bare op og får ydelsen. Alle disse besværlige og ineffektive udbetalingsmetoder kan under forslaget strømlines betragteligt. Giv alle deres andel udbetalt i en effektiv gangbar valuta og peg på de mulige leverandører. Derfra vil markedets magi begynde at tage fart til alles gavn. Der vil opstå sammenligningstjenester, leverandører vil kappes om at tiltrække kunder, brugere vil give ratings på deres oplevelser og dårlige udbydere vil lukke. Forstil dig et velfærdslandskab om 10 år, hvor folk faktisk følte de fik noget for alle de penge de betaler i skat. Vi kunne igangsætte en slags velfærdens gyldne år drevet af optimistisk iværksætteri.

Af Steffen W. Frølund, Founder & CEO hos Bownty