Debat
BREAKING

Derfor løsner Venstre sine egne hjulbolte i realkredit-sagen

Bang. Pludselig kløvede realkreditsektoren Venstres folketingsgruppe.

Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

Det giver ingen mening. Overhovedet. Hvordan kan nogen finde på at liste rundt og løsne hjulboltene på folks biler ? Ikke blot er det uansvarligt. Man skal også have armkræfter som en mekaniker og gå rundt med en krydsnøgle i inderlommen. 

Lige så mærkværdig fremstår den krig, der i sidste uge udbrød i Venstre om udlån til den almene boligsektor. Den giver i-n-g-e-n mening. Overhovedet.

Enten går partiet efter at spare penge. Regeringens egne beregninger viser, at skatteyderne kan spare 800 millioner kroner ved at lånene ydes af statskassen frem for af realkreditselskaberne, der naturligvis skal tjene penge på lånene, selv om risikoen er lig nul.

Eller også går partiet efter at være den private sektors ven og forkæmper. Så er det galemandsværk at sætte en beregning i gang, der viser, at staten kan spare et trecifret millionbeløb ved selv at håndtere de risikofrie udlån. Venstre skal vælge. Vælge mellem at være købmand på skatteydernes vegne eller ideolog på vælgernes vegne.

Det er her, at erhvervsfolk efter min erfaring bliver tomme i blikket. Når jeg holder et oplæg i en erhvervsforening eller til et kundearrangement, og vi kommer til punktet ”Hvorfor den rigtige løsning ind i mellem er den forkerte på Slotsholmen”, begynder tågen at brede sig i lokalet. For der MÅ da være en logik bag en politisk beslutning.

Svaret er, at realkredit-sagen er et fremragende eksempel på, hvordan flere logikker konkurrerer med hinanden i politik. Her er Slotsholmen grundlæggende forskellig fra en privat virksomhed.

Den øverste logik er en beregning fra Finansministeret. I sagen om, hvem der skal yde lån til den almene boligsektor, er beslutningen truffet, da Boligministeriet sammen med Finansministeriet fremlægger tal, der dokumenterer, at en ikke-privat løsning vil spare penge. Så er sagen afgjort. Når Finansministeriet træder ind på scenen med en beregning, er det ikke et debatoplæg eller en refleksion over en mulig løsning. Det er facit. Det er facit på samme måde, som da Finansministeriet i efteråret 2013 værdiansætter statens energiselskab Dong, så Goldman Sachs’ pris for 19 procent af aktierne bliver otte milliarder kroner. Helvede bryder herefter løs, og regeringen flækker. Men får balladen betydning for værdiansættelsen og salget af Dong ? Nej. Finansministeriets beregning ER beslutningen. Alle væsentlige statslige beslutninger passerer gennem Finansministeriet, og ind i mellem styrer Finansen i detaljer, hvordan de forskellige ministerier skal prioritere på deres ressortområde.

 I sagen om udlånene til de almene boligselskaber er det derfor højst opsigtsvækkende, at Venstres gruppeformand Søren Gade slår i bordet og melder sig lodret uenig i beslutningen om at koble realkreditsektoren ud. Han løsner i overført betydning hjulboltene på en beslutning, der ER truffet i og med, at sagen har været gennem Finansen.

Hermed udstiller Søren Gade to andre logikker, der konkurrerer med Finansministeriets logik.

Den ene logik er, at politik er andet og mere end rationelt optimale løsninger. Det er også følelser. Det er for eksempel følelser omkring at tage en opgave ud af hænderne på private virksomheder for at spare penge.

Den anden logik er, at politik er en magtkamp. Da Søren Gade skriver sit debatindlæg i Dagbladet Holstebro-Struer, hvor han går op mod en beslutning, der er klar til at blive gennemført, er det en gruppeformand, der går i struben på finansministeren fra sit eget parti.

De to stod på hver sin side under formandsopgøret i Venstre 3.juni 2014. Kristian Jensen var klar til at tage formandsposten fra Lars Løkke Rasmussen, og Søren Gade var klar til at stille op som modkandidat til Kristian Jensen, hvis Lars Løkke Rasmussen var blevet tvunget væk.

Søren Gade demonstrerer med sin udmelding, at Kristian Jensen kan være nok så meget finansminister, og Finansministeriet kan have regnet nok så meget på tingene, men der udestår en kamp om, hvem der har magten til at beslutte at tage udlånene til den almene boligsektor fra realkreditselskaberne.

Gruppeformanden løsner simpelthen hjulboltene. Hermed har Venstre ikke andet valg end at stoppe midt på vejen og få genmonteret det hjul, der er ved at falde af bilen. Det gør partiets politiske ordfører ved at meddele, at partiet udskyder sin beslutning til efter sommerferien.

Hen over sommeren skal Venstre altså finde ud af med sig selv, hvor meget man vil være købmand, og hvor meget man vil være ideolog, i sagen om de risikofrie udlån.

Hvordan det så ender ? Definitionen på fodbold er jo, at der er 22 spillere på banen, og at Tyskland vinder til sidst. Men for 25 år siden gik det som bekendt anderledes. Og måske er det ikke Finansministeriets logik, der vinder denne gang.

Anders Heide Mortensen er erhvervspolitisk kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også