Flere passive fonde er guld værd for aktive forvaltere

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Overskriften lyder måske som et paradoks, men sandheden i debatten om aktiv vs. passiv aktieforvaltning er faktisk, at jo flere investorer, der foretrækker indeksfonde, der ikke tager aktiv stilling til, hvad de investerer i, jo større spillerum bliver der tilbage for aktive forvaltere, der bruger deres analysekraft fornuftigt.

Det er værd at tænke over, når aviserne i øjeblikket er fyldt med historier om store kapitalforvaltere og pensionskasser, der fravælger en aktiv investeringsstrategi og i stedet vil gå mere passivt til værks, fx gennem såkaldte ETF’er.

Aktiemarkedet skulle i teorien være en markedsplads, der allokerer mest kapital til de virksomheder, der gør det bedst. Altså ikke de virksomheder, der optræder i et bestemt indeks, men de virksomheder, der er mest effektive, har den bedste balance og er mest innovative.

De virksomheder finder man ikke nødvendigvis frem til som passiv forvalter. En passiv forvalter er typisk tvunget til at investere i alle aktier i et bestemt indeks, uanset om der er tale om gode eller dårlige selskaber. Når flere midler søger mod passiv forvaltning øges efterspørgslen efter aktier, der indgår i indekset og prisen på disse aktier vil alt andet lige stige. Samtidig vil bankernes og børsmæglernes analysedækning blive rettet mod de samme aktier, alene fordi omsætningen i disse aktier stiger, og omsætning giver kurtageindtjening.

Det betyder, at aktier uden for indeksene i større grad bliver efterladt uanalyseret, samtidig med at lav omsætning og efterspørgsel alt andet lige fører til lavere priser. Det er et ønskescenarie for den langsigtede aktive investor, der investerer uden skelen til indeks/benchmark, idet råderummet for at analysere sig frem til relativt billige aktier ganske enkelt bliver større.

Mange forvaltere, især blandt investeringsforeninger, har hævdet at være aktive forvaltere, men en nærmere analyse viser, at forvaltningen reelt har været passiv, men til en pris som kun bør betales for en aktiv forvalter, der formår levere et merafkast

Debatten om aktiv vs. passiv forvaltning af aktiefonde har raset i årevis, og i øjeblikket lader det til, at det er den passive forvaltning, der har vind i sejlene. Teknologi og automatiseringer har gjort passiv forvaltning billigt, hvilket giver en naturlig berettigelse, hvis man ikke besidder den nødvendige kompetence til at identificere og analysere det marked, der ligger uden for indeksene.

Besidder man derimod de rette kompetencer skaber passiv forvaltning bedre vilkår for at gøre en forskel. Derfor bør den ægte aktive forvalter hilse væksten i passiv forvaltning velkommen – mulighederne har aldrig været større.

Af Tommy N. Christensen, adm. direktør, Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed.