Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Undskyld, Mascha Vang

Mascha Vang kalder topskatten en straf. Kan man brokke sig over buffeten på en all inclusive ferie?

Udenrigsministeren har givet alle kvinder i Danmark en undskyldning for noget, jeg har skrevet om Mascha Vang i tirsdags. Eller måske er det alle kvinder i verden. Jeg ved det ikke helt. På vegne af alle +50-årige mænd har udenrigsministeren i hvert fald undskyldt for mine ord om realitystjernen, iværksætteren og bloggeren Mascha Vang.

Det er alt for megen ulejlighed. Men tak.

Mascha Vang sagde til Børsen i sidste uge, at hun ikke ville betale topskat. Det havde hun besluttet, fordi hun ikke ville straffes for at være "flittig og påpasselig".

Den udmelding havde først Enhedslistens finansordfører en mening om og dernæst udenrigsministeren. Og så var det at undertegnede fuldblodstumpe, barnefødt og døbt i Lading Sogn, gjorde sig lystig over, at først Enhedslisten og dernæst udenrigsministeren, der jo også er partiformand, tager sig tid til at mene noget om Mascha Vangs forhold til topskat.

Jeg tænker, at der kunne være en del andet at se til for øjeblikket - rigets forhold til fremmede magter, eksporten af svinekød, Moder Ruslands sabelraslen, de krige, som vi lige nu er med i i de varme lande. Sådan. Men den slags har jeg selvfølgelig ingen forstand på, gudfaderiskuret, jeg gik bare rundt og troede, at alene krigene og Rusland og svinekødet fyldte godt i kalenderen. Og nu er Donald Trump så kommet til oven i. Det må være lange dage på kontoret.

Udenrigsministeren har allerede været der med en undskyldning, men nu giver jeg så også een. Den er til dig, Mascha Vang. Hvis mine ord kan læses som sexistiske, så er det noget skidt. Jeg har haft en ekspert på sagen, nemlig en kvinde. Hun hedder Emma og er 24 år, og hun kan ikke se sexisme i min kommentar, men ironi.

Du startede din karriere som Paradise Hotel-deltager, hvor du var castet i rollen som "Den barmfagre Blondine", og siden har du skabt et brand, der er bygget op omkring dit eget liv og privatliv.

Til artiklen om topskatten er du fotograferet iført plæneklipper og meget højhælede sko, og der er nogle klichéer, som du så frivilligt eller ufrivilligt får trukket af stalden. Men du har vist mod som iværksætter, bygget en virksomhed op og været ekstremt dygtig til at få unge kvinder til at følge dig på sociale medier. Du er en rollemodel for mange unge og yngre kvinder.

Her kommer min undren. Cirka 10 procent af den voksne danske befolkning har en indkomst, så de betaler topskat. Ganske mange af dem har ikke rigtig noget valg, fordi de i modsætning til dig er lønmodtagere. Det er faktisk heller ikke meningen med skattesystemet. Topskatten er en realitet, fordi et politisk flertal har vedtaget, at danskere med indkomster over en halv million, skal betale den.

Her har man så særlige muligheder som selvstændig og fred med det. Men hvad er dit budskab til de unge, der følger dine blogs: At topskatten er en straf, eller at topskatten er en skat?

At være borger i et land er jo på nogle måder som at være på en meget lang all inclusive ferie. Man har købt en pakke. Senest hvert fjerde år er der folketingsvalg, og så kan man stemme på nogen, der vil skifte dele af pakken ud med noget andet. For eksempel afskaffe topskatten.

Men giver det mening at kalde en del af prisen for den meget lange all inclusive ferie – som er sat sammen af et politisk flertal i Folketinget – for en straf for at være "flittig og påpasselig"? De unge, der følger dine blogs, kan nok ikke selv bestemme, hvad de vil betale i skat.

Nå. Nok om topskat. For denne gang.

Anders Heide Mortensen er erhvervspolitisk kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også