Biogassen som ny dansk vækstmotor
For at leve op til de politiske målsætninger om en total udfasning af de fossile brændstoffer, må der tænkes ikke bare nyt. Her kommer nyeste teknologier til optimering af biogas ind i billedet.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den grønne omstilling udfordrer vores nuværende energiforsyning.
I dag har vi et gasnet, der forbinder store dele af Danmark med rørledninger. Det har forsynet tusinder af boliger og virksomheder med gas fra Nordsøen igennem mange år. Gasnettets rørledninger er fuldt afskrevet, og de ligger nu blot og venter på, at blive pensioneret. Det er resultatet af en politisk beslutning om at udfase gas som opvarmning i danske boliger. Denne beslutninger, der blev vedtaget i 2012, er dog blevet overhalet af helt nye teknologiske muligheder for at producere store mængder grøn biogas på moderne biogasanlæg. Biogassen har potentiale til at bidrage med at løse de store energimæssige udfordringer og samtidig danne grundlag for eksport og vækst.
Med de nye, danskudviklede teknologier kan vi i dag skabe et fuldendt økosystem, i en cirkulær økonomi, hvor landmændenes affaldsprodukter laves om til biogas. Gennem nye og velafprøvede processer renses og optimeres gassen til CO2-neutral bionaturgas, så den på alle måder har samme egenskaber, som den fossile gas, vi tidligere hentede i Nordsøen. Gassen kan dermed umiddelbart benyttes til opvarmning og i industrielle processer på eksisterende anlæg. -Og den kan handles og distribueres internationalt via samme kanaler og rørledninger som den fossilbaserede gas.
Den grønne gas har en lang række fordele, og den passer perfekt ind i et fremtidigt scenarie for en bæredygtig dansk energiforsyningsstrategi. Først og fremmest er vi i Danmark meget lang fremme med de nye teknologier, og vi vil gennem en satsning på næste generations bionaturgas kunne placere os helt fremme i det internationale førerfelt. Vi har tidligere i Danmark været globale first-movers på vindenergi, og bionaturgassen vurderes at have et tilsvarende stort potentiale.
Dernæst har vi allerede helt 10 helt nye biogasanlæg i Danmark og 8 under opførsel, samt et gasnet, der dækker store dele af landet. Det vil uden videre kunne benyttes til at distribuere grøn energi direkte ud til forbrugere og virksomheder. Det anslås, at det gasnet, der blev etableret i 1980´erne har en levetid på mindst 50 år endnu. De massive investeringer i gasnettet, skaber desuden mulighed for eksport af biogas til udlandet.
I dag foregår der en løbende udbygning af gasstationer, hvor lastbiler kan tanke grøn gas. Denne tendens ses også i udlandet, hvor særligt tyskerne og svenskerne er langt fremme med biogas som drivmiddel til tung transport. Dette hænger i høj grad sammen med et politisk ønske i udlandet om, at biogas skal være en vægtig spiller i omstillingen til grøn energi, hvilket også afspejles i deres lavere afgifter på gas. Dette står i modsætning til Danmark, som har valgt at have verdens absolut højeste gasafgift, - en afgift, der i sin tid var møntet på fossilt gas fra Nordsøen, men som i dag rammer udvikling af CO2-neutral grøn gas produceret af landbrugets affaldsprodukter.
Sammen med den massive udbygning af vindenergi vil biogas kunne sikre en stabil og på sigt billigt energiforsyning til alle behov og sektorer i Danmark. Hvor vindkraften kan levere store mængder energi, når vinden blæser kan gasen lagres, og når blæsten stilner af vil gassen kunne tage over og forsyne landet med energi. Vi har i dag to store gaslagre i Danmark, der har en enorm kapacitet på mere end 10 GWh. Det svarer til mere end 20.000 af det nye bybatteri, man har installeret i København Samtidig er gassen den optimale grønne løsning for den tunge trafik, som i dag ikke kan basere sig på el.
Visionen er, at gassen igen får en fremtrædende rolle i Danmarks energiforsyning, og denne gang som et CO2-neutralt alternativ til fossilt gas. Gasstikket kan blive en ligeså naturlig ting som elstikket i vores hjem og i virksomheder i Danmark. I kombination med en intelligent styring vil gaskedlen kunne tage over, når elvarmepumpen ikke kan følge med, eller når prisen på el stiger pga. manglende sol- eller vind.
Af Morten Mønster, partner i KPMG og ansvarlig for firmaets samlede rådgivningsenhed, Advisory Danmark.

