Ledelse som i 1. Mosebog: Vær stærk i troen
Jyder, se mod øst. Her laver læger gratis arbejde. Kunsten er at indføre et særligt it-system.
Siden Gud lovede Abraham det forjættede land, når jøderne havde tålt alverdens pinsler i 400 år, har ledere af alle slags genbrugt fortællingen fra Mosebøgerne, når deres skib tog vand ind: Det hele vil blive godt engang. Bare rolig. Der er modgang nu. Men det er et forbigående fænomen. Lykken venter.
Ledere, der gerne vil studere, hvordan man ruller den bibelske fortælling ud i praksis – for eksempel hvis man en dag selv skulle stå i bøvl og problemer til halsen – kan i disse år få pladser på første række for en billig penge. Her er smæk for skillingen. Cirka hver anden måned dukker nye trængsler op. Uro på de indre linjer har bidt sig fast. Tidsplanen er i skred. Det samme er budgettet. Grundlaget for at nå landet, der flyder med mælk og honning, anfægtes. Det hele vil muligvis blive godt engang, men nu er det ikke godt.
Velkommen til Sundhedsplatformen.
Københavnernes og sjællændernes 1½ år gamle elektroniske patientjournal begynder at ligne en af de fortællinger, hvor tro er et bærende element. Bunken af opstarts- og indkøringsproblemer er én sag. Noget andet er, om projektet bygger på forudsætninger, som gør det urealistisk at komme ud af ørkenen. Nogensinde.
De økonomiske kalkuler bag Sundhedsplatformen skrottede den øverste politiske ansvarlige i sidste uge. Det skete pr. pressemeddelelse. Officielt med den begrundelse, at businesscasen nu havde tjent sit formål. Timingen var så sådan, at samme politiske ansvarlige, formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S), ganske kort forinden havde erklæret de økonomiske kalkuler for ”for optimistiske”. Det gjorde hun fordi, at de gevinster, som it-systemet var kalkuleret til at skabe i sit første leveår, i stedet var blevet til tab. Vupti - over bord med kalkulerne. Ingen grund til at gå og blive i dårligt humør af at se på røde tal, når man kan smide dem i havet.
I samme uge fandt en professor på IT Universitetet to store huller i det økonomiske beslutningsgrundlag, som Region Hovedstadens politikere i 2013 havde haft foran sig, da de skulle tage stilling til Sundhedsplatformen som investering.
Hul nummer 1: Ingen havde tilsyneladende indregnet, at læger og sygeplejersker arbejder langsommere, når de skal vænne sig til at taste oplysninger ind i et nyt it-system.
Hul nummer 2: Ingen havde tilsyneladende indregnet, hvad det betyder for den samlede økonomi i projektet, at i Sundhedsplatformen skal læger sidde og taste og skrive oplysninger ind i journaler, som lægesekretærer udfyldte i de tidligere systemer. Sundhedsplatformen øger altså bureaukratiet for lægerne.
Det sidste hul blev illustreret m-e-g-e-t konkret – også i sidste uge. Her fortalte en overlæge på Psykiatrisk Center Nordsjælland, at han nu bruger tre gange så lang tid på papirarbejde som før Sundhedsplatformen. Før tog skrive- og tastearbejde i gennemsnit tre overlæge-timer pr. patient. Nu tager skrive- og tastearbejde 10 overlæge-timer pr. patient. Grunden er ganske simpel: Nu skal overlæger gøre det arbejde, som lægesekretærer stod for, før Sundhedsplatformen blev indført.
Så er vi inde i Sundhedsplatformens DNA. Selve systemets rationale. At Sundhedsplatformen kan overflødiggøre så mange sygeplejersker og lægesekretærer, at det opvejer lægernes ekstra papirarbejde.
Her er det, at fortællingen om Sundhedsplatformen begynder at blive bibelsk. Ud fra professorens analyse af beslutningsgrundlaget er Region Hovedstaden draget af sted mod det forjættede land med et ret upræcist landkort. Det er på ingen måde umuligt, at man når frem engang, men nu ligner det en trossag, om man gør det. Det skyldes, at regionsledelsen lægger fra land uden at have indregnet, hvordan det nye it-system vil påvirke de ansattes produktivitet.
Det hele vil muligvis blive godt engang, men ud fra overlægens beskrivelse af det gigant-bureaukrati, som Sundhedsplatformen har skabt for ham, virker vejen frem lang. For at have samme tid til patienter som før må han, uden betaling, lave lægesekretær-arbejde om morgenen og om aftenen. Hvis denne arbejdsmodel er indregnet i økonomien i Sundhedsplatformen, føjer det endnu en interessant dimension til beslutningsgrundlaget. Regionsledelsen må i 2013 have indgået en aftale med de højere magter – næppe med Lægeforeningen.
Engang bliver det godt. Modgangen er kun midlertidig. Lykken venter.
Anders Heide Mortensen er erhvervspolitisk kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.