Fortsæt til indhold

Regeringen begår generationstyveri

Vi risikerer at skubbe miljøregningen videre til kommende generationer, hvis ikke vi holder fast i det grønne nationalregnskab, som regeringen vil skrotte.

Debat
Jarl Krausing | Christian Ibsen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jarl Krausing og Christian Ibsen er hhv. international chef og direktør i tænketanken Concito.

Regeringen lægger med sit finanslovsforslag op til at skrotte opdateringen og udviklingen af det grønne nationalregnskab fra Danmarks Statistik. Det er en helt forkert vej at gå.

Det grønne nationalregnskab drejer sig helt konkret om at skabe bedre beslutninger, når vi fastlægger vores politikker. Med et grønt nationalregnskab kan vi bedre sætte pris og værdi på vores miljø og klima, hvilket mindsker risikoen for, at disse ofres i jagten på kortsigtet økonomisk vækst. Det, vi måler og sætter værdi på, passer vi nemlig bedre på. Det er et kendt grundpræmis i økonomisk teori – og en praksis som følges af enhver sund virksomhed.

Finanslovsforslaget strider mod udviklingen i EU, OECD, Verdensbanken og lande som Sverige og England. Her er man i fuld gang med at samle viden om koblingen mellem klima, miljø og den økonomiske udvikling. Det tyder på, at regeringen slet ikke er interesseret i at forstå denne sammenhæng, og derfor ikke ser nogen grund til at bruge penge på at udvikle et grønt nationalregnskab. Det er irrationelt af flere grunde.

For det første forbliver vores forståelse af den samlede nationale økonomi og opsparing en sort boks. Hvad hjælper det, at vi opsparer i vores økonomi, hvis vi samtidig undergraver vores natur? Vi indskrænker dermed vores mulighed for at risikostyre økonomien i forhold til f.eks. ressourceforbrug og forurening.

For det andet er Danmark med FN’s nye verdensmål forpligtet til at fortsætte dette arbejde, da der i mål nr. 17 indgår en konkret opfordring til, at landene måler vækst på bredere parametre end blot de økonomiske.

For det tredje er Danmark forpligtet til over for EU at indrapportere sit arbejde med grønne nationalregnskaber, som udbygges i de kommende år. Her skal man bruge den fælles dataopbygning til at understøtte og udforme en ny miljøhandlingsplan og ressourcestrategi.

Regeringens holdning til det grønne nationalregnskab er ikke alene udtryk for et samfundsøkonomisk ledelsessvigt, men også et rent generationstyveri. Man risikerer at skubbe miljøregningen videre til de næste generationer.

Det er måske kernen i det danske politiske landskab lige nu: En udpræget mangel på en politisk vision for Danmark. En vision, som kan placere os centralt i den nye globale økonomi, der skabes over de kommende årtier. En økonomi, som er bygget op omkring innovation og indsigt i krydsfeltet mellem økonomiske, sociale og miljømæssige værdier og løsninger. Danmark har alle forudsætningerne, men vi begynder at sakke bagud. I flere af vores nabolande er der en langt højere grad af politisk konsensus om den grønne retning. Fremtiden er hverken blå eller rød – den er grøn. Og det grønne nationalregnskab er et vigtigt værktøj i den grønne omstilling.

Artiklens emner
Jarl Krausing
Christian Ibsen