Næh. Jeg tror faktisk ikke, at vi skal mødes over en kop kaffe
Der er gået orm i den klassiske danske kaffesamtale. En særlig kultur skranter.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Vi lever i en kaffekultur.
I Danmark kan man i næsten enhver sammenhæng foreslå at mødes over en kop kaffe. Får man en kaffeinvitation, er det god dansk kaffeopdragelse at svare »ja«. Jeg er begyndt at svare »nej«.
Et af mine første »nej«’er til kaffe gik til direktøren for en statslig myndighed. Han inviterede mig på kaffe, fordi jeg havde skrevet noget om et hjørne af hans organisation, der ikke fungerede. I hans optik havde jeg – og mange andre – intet forstået af noget som helst. Så nu skulle jeg ind til kaffe. Syntes han. Han ville gennemgå strategien og trække de brede linjer op. Mens jeg hørte på. Over det her kaffe.
Det føltes nyt og anderledes, da jeg svarede pænt nej tak. Nej tak til kaffe. Jeg takkede høfligt nej til at bruge en formiddag på at køre ind og ud af indre København, parkere til 35 kr. i timen, lytte tavst og se powerpoints på storskærm. Direktøren blev paf.
Det moderne netværkssamfund har skabt den illusion, at det aldrig kan skade med en snak over en kop kaffe. Men det kan det. Det kan faktisk skade at bruge tid formålsløst. Det kan skade at bruge kaffeinvitationen som camouflage for et gedulgt ærinde. Som om kaffen i sig selv berettiger til hvad som helst.
Jeg fik en lærestreg på det punkt, da en økonom, der havde skrevet en bog, ringede og inviterede på en kop kaffe. For at høre mine synspunkter på emnet, som han forklarede. Det viste sig at være pivfalsk varedeklaration. Han ville have praktisk og strategisk rådgivning om, hvordan han og bogen kunne få omtale. På besynderlig vis antog han, at kaffe gjorde timebetalt rådgivning gratis.
Er det den særegne danske kaffekultur, der er gået orm i? Fordi den ikke kunne holde til mødet med en mere kontant international kultur, hvor det er i orden at bruge ethvert møde til at sælge noget? Så snart kaffen er kommet på bordet, begynder salget af et budskab, netværk, kursus eller hvad dælen det kan være. Som da en tidligere kollega ringede og inviterede på café-kaffe. Bjørnekram og »hvordan har du det?« Og straks efter – om jeg havde nogen i mit netværk, der var interesseret i at forhandle proteinpulver? Proteinpulver, proteinpulver, proteinpulver … næh. Efter hvad jeg kunne huske, havde ingen af mine venner, bekendte eller kunder talt om at gå ind i proteinpulverbranchen.
Det bringer mig til manden med de otte mails. Han inviterede også på mokka. I mit hoved hedder han ”manden med de otte mails”, fordi han efter otte mails stadig ikke kunne forklare, hvorfor vi skulle holde et kaffemøde inde i byen. Han havde to datoer, som jeg kunne vælge mellem, mens resten var ovre i den tågede afdeling. Noget med at finde fællesmængder. Spotte muligheder for samarbejde. Se hvor en kaffesnak kunne bære hen. Efter de otte mails var fornemmelsen, at kaffesnakken nok ingen steder ville bære hen. Alternativt bære hen i retning af noget proteinpulver.
Folk som direktøren for den statslige myndighed og proteinpulvermanden og ham med de otte mails voldtager den klassiske danske kaffesamtale. De laver et setup, der har en aroma af dialog, men det er bare den camouflerede indledning til en monolog. Og værst af alt: Der er ikke noget i samtalen for begge parter. Ingen ny viden, ingen berigelse. Der er heller ingen belønning for at være den lyttende og opmærksomme part. Her har bestyrelsesformænd og headhuntere licens til en særlig slags kaffesamtaler. Først kommer kaffen på bordet, og så begynder tal, facts og organisatoriske data at falde som piskesmæld. Så kommer kunstpausen, og så kommer spørgsmålet: »Tror du, at det er noget, som du kunne være interesseret i?«
Alle andre bør varedeklarere deres kaffeinvitationer fra starten. Bare i grove træk. Hvad det her kaffe går ud på. Om mødet over en kop kaffe er en del af en plan om eventuelt at blive ven, kunde eller kæreste med den anden part. Eller hvad tanken egentlig var.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.





