Fortsæt til indhold

Fagboss og R-formand: Regeringens politik er »galimatias«

Det er galimatias, at regeringen skærer på erhvervsuddannelserne i en tid, hvor virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft, skriver Claus Jensen, fmd. for Dansk Metal og Morten Østergaard, leder af De Radikale

Foto: Jan Dagø
Debat
Claus Jensen | Morten Østergaard

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Danske virksomheder knokler for at holde gang i økonomien, men der mangler folk med de rette kompetencer, der kan tage fat. Og udfordringen bliver kun større og større, hvis vi ikke handler nu.

Radikale Venstre og Dansk Metal står derfor skulder ved skulder i en klar opfordring: Lad os få sat på turbo på uddannelse og opkvalificering af danskere. Og lad os sikre, at danske virksomheder kan rekruttere højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, hvor der er et behov. Begge dele er nødvendigt.

I en tid hvor virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft, er det galimatias, at regeringen fortsat vil skære på uddannelserne, særligt erhvervsuddannelserne. I stedet for at spare på uddannelserne bør vi investere. Vi skal også kæmpe for, at virksomheder opretter det nødvendige antal praktikpladser, så ingen unge efterlades på perronen.

Opkvalificering af danskere er dog ikke nok. Udenlandske medarbejdere er også nødvendigt. Det indre marked i EU sikrer i dag, at danske virksomheder kan få let adgang til udenlandske medarbejdere. Det er godt for Danmark, så længe medarbejderne arbejder på ordnede danske løn- og arbejdsvilkår.

Men på særlige områder kan det også være nødvendigt at tiltrække specialiserede medarbejdere fra lande uden for EU. I dag har vi derfor en beløbsordning, hvor virksomhederne nemt kan få adgang til arbejdskraft uden for EU. Som et supplement bør vi også overveje at genindføre Greencard-ordningen. En genindførelsen af ordningen vil gøre det lettere for udlændinge fra lande uden for EU med en videregående uddannelse at komme til Danmark og søge job i danske virksomheder. Det vil særligt være til gavn for små og mellemstore virksomheder der i dag ofte har svært ved at rekruttere fra udlandet.

I dag har vi derfor en beløbsordning, hvor virksomhederne nemt kan få adgang til arbejdskraft uden for EU. Som et supplement bør vi også overveje at genindføre Greencard-ordningen.

Når der mangler kvalificeret arbejdskraft i Danmark går det ikke bare ud over den enkelte virksomhed, der må sige nej til nye ordre. Det går ud over os alle sammen, fordi det hæmmer væksten i samfundet. Konsekvensen af det er færre penge til vores alle sammens velfærd. Til skoler, børnehaver, sundhed og alt det andet, som er kernen i vores velfærdssamfund. Vi risikerer i sidste ende at efterlade et fattigere Danmark til vores børn.

I mange år har den politiske debat handlet om at sikre vækst og skaffe arbejdspladser. Og det er godt, at vi har det fokus. Men nu skal vi også sikre, at væksten faktisk kan løftes af dygtigt uddannede medarbejdere.

Af Claus Jensen, fmd. for Dansk Metal og Morten Østergaard, leder af De Radikale

Artiklens emner
Udenlandsk arbejdskraft
Morten Østergaard