Socialdemokratiet lover ro om bilafgifter – også efter næste valg
Regeringens forslag om at gøre dyre biler billigere, mens elbiler får en kold skulder, er langt fra Socialdemokratiets kop te. Alligevel bakker man op om forslaget.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har al mulig grund til at være tilfreds. Ud over at få landet en aftale om lavere bilafgifter, får han også skabt ro om bilafgifterne.
Foruden DF, som har været med til at strikke aftalen om lavere bilafgifter sammen med skatteministeren, melder Socialdemokratiet sig nu klar til at sige ja til det fremlagte lovforslag.

