Fortsæt til indhold

Leasingindgreb sikrer danskere med leaset firmabil en skatterabat

Regeringens leasingindgreb lukker et hul i afregningen af bilafgifter. Til gengæld møder det hård kritik, at indgrebet efterlader et skattehul pivåbent.

Fra flere sider kritiseres det i skarpe vendinger, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) ikke har tænkt sig at lukke døren for en mulig skattespekulation omkring leasingbiler. Foto: Martin Lehmann
Erhverv

Det vækker harme på Christiansborg, at regeringens nye leasingindgreb ikke gør op med en særlig skatterabat til titusindvis af danskere med en leaset firmabil.

Folketingets skatteudvalg behandler netop nu et indgreb, der skal dæmme op for, at leasingbiler kan køre rundt på vejene uden registreringsafgift, ligesom det skal være slut med, at bilimportører og leasingselskaber kan veksle bilafgifter til ren profit – en metode der i bilbranchen kaldes ”at vaske biler”.

Regeringens indgreb, der er aftalt med DF, betyder, at leasingbiler fremover skal have genvurderet handelsværdien efter fire måneder. Er handelsværdien højere end den oplyste købspris, skal der betales mere i registreringsafgift.

Men selv om bilens nyvognspris hæves, skal ansatte med fri firmabil ikke betale mere i skat.

»Beskatningsgrundlaget for værdien af fri bil opgøres med udgangspunkt i bilens oprindelige nyvognspris. Det ændrer en genberegning af registreringsafgiften ikke på,« fastslår Skatteministeriet i en mail til Finans.

EL-skatteordfører Rune Lund er fortørnet.

»Registreringsværdien og beskatningsgrundlaget skal da være det samme. Ellers vil tusindvis af firmabiler kunne fortsætte med den gamle bilvask-finte,« siger Rune Lund, der nu har bedt Karsten Lauritzen forklare baggrunden for skatterabatten.

Ifølge bilisternes talerør FDM er konsekvensen, at det også i fremtiden kan være interessant at spekulere i en lav købspris på leasingbiler.

»Samtidig betyder det en klokkeklar forskelsbehandling afhængig af, om man køber sin bil eller får den stillet til rådighed af firmaet,« siger Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom i FDM.

Det er ministeren selv, der kalder det her et skattehul. Derfor er det pudsigt, at man lægger op til, at der fremover kan spekuleres i folks personlige skat ved beskatning af fri bil.
Lisbeth Bech Poulsen (SF), skatteordfører

Fremgangsmåden undrer også SFs skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

»Det er ministeren selv, der kalder det her et skattehul. Derfor er det pudsigt, at man lægger op til, at der fremover kan spekuleres i folks personlige skat ved beskatning af fri bil,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra DF-skatteordfører Dennis Flydtkjær.

Ifølge Skatteministeriet er ministeren afskåret fra at kommentere sagen, da han endnu ikke har svaret Folketinget.

Artiklens emner
Skatteministeriet