Erhverv

TV-udbyder langer ud efter TV2 og DR: I ødelægger markedet for tv-pakker

TV 2 underbyder tv-udbyderne, når stationen sælger sine kanaler billigere til forbrugerne gennem TV 2 Play, end til tv-udbyderne, der skal købe kanalerne til deres tv-pakker, mener Stofas topchef.

Stofas adm. direktør, Ole Fruekilde, angriber DR og Tv 2 for at ødelægge forretningsmodellen for de danske tv-udbydere, når de investerer massivt i streamingtjenester, der kobler tv-udbyderne af distributionskæden. Foto: Joachim Ladefoged.

Danmarks næststørste tv-udbyder, Stofa, langer hårdt ud efter landets to altdominerende tv-stationer, Danmarks Radio og TV 2. Også Yousee ser problemer i lovgivningen, der ikke tager højde for DR og TV 2's massive satsning på streamingtjenester.

Tv-stationerne er nemlig medskyldig i den store kundeflugt fra tv-pakkerne, når de hvert år investerer trecifrede millionbeløb i at nå direkte ud til brugerne via deres streamingtjenester, og dermed gør tv-pakkerne overflødige, lyder anklagen fra Stofa.

»DR og TV 2 står for over to tredjedele af danskernes tv-forbrug. Så når deres storsatsning på egne streamingtjenester gør det svært for tv-udbyderne at gå direkte til slutbrugeren, ødelægger de markedet for tv-pakker,« siger Ole Fruekilde, adm. direktør i Stofa, der sidste år tabte 21.000 tv-kunder.

»De har en public service-rolle, og derfor undrer det mig, at de f.eks. investerer i udenlandske serier til deres streamingtjenester i stedet for at styrke deres danske profil, så danskerne kan se en værdi i at betale at for en tv-pakke med deres kanaler,« siger han.

Tv 2 underbyder tv-udbyderne,

Ole Fruekilde, adm. direktør i Stofa.

Det er især TV 2, der møder hård kritik. Mens DR's streamingtjeneste, DR TV, bliver betalt over licensen, skal forbrugerne slippe 99 kr. for TV 2 Play, hvor man bl.a. kan se alle TV 2's kanaler live. Men når tv-udbyderne skal købe hele Tv 2's kanalpakke, er prisen højere.

»Tv 2 underbyder tv-udbyderne. Hvis prisen steg på et TV 2 Play abonnement, så det svarer til markedsprisen på TV 2's kanaler, vil danskerne måske være mere kritiske i forhold den værdi, man får igennem et Play-abonnement kontra en tv-pakke,« siger Ole Fruekilde.

Over 300.000 danskere har i dag et abonnement på TV 2 Play, mens hver fjerde dansker streamer DR TV hver uge. Modsat har over 500.000 danskere droppet tv-pakken, og mere end hver tredje tilbageværende kunde nøjes med den mindste tv-pakke.

Ifølge Stofa-topchefen er det springende punkt, at mange begynder at bruge Chromecast og Apple TV til at streame DR's og TV 2's kanaler live på fladskærmen. Det betyder, at streamingtjenesterne bliver til decideret flow-tv.

Samme bekymring kommer fra Danmarks største tv-udbyder, Yousee, som har mistet 63.000 tv-kunder de første ni måneder i år.

»Hvis vi spørger vores kunder, hvorfor de opsiger deres tv-pakke, så er DR TV klart en afgørende faktor for mange af dem. DR bør fokusere på deres kerneopgave og dermed give plads til, at det private indholdsmarked forsat kan florere og udvikle sig,« siger Yousees mediedirektør, Christian Morgan, i skriftlig kommentar.

Politikerne må sikre lige vilkår for alle i branchen,

Christian Morgan, mediedirektør i Yousee.

Stofa og Yousee er medunderskrivere på en anbefaling til kulturministeren om, at der skal stilles et politisk krav til TV 2 om, at tv-stationen ikke må underbyde tv-udbyderne via TV 2 Play.

»Politikerne må sikre lige vilkår for alle i branchen, siger Christian Morgan, der peger på flere problemer i den nuværende lovgivning:

»Når vi som tv-distributører sælger en tv-pakke, sender vi via retransmissionsafgiften mange penge tilbage til danske kunstnere. Bare i Yousee betaler vi omkring 800 mio. kr. om året til det danske kulturliv, som de ikke får, når udsendelserne streames direkte på TV 2 eller DR.«

Trods ihærdige forsøg på at forny sig er der ikke tegn på, at kundeflugten er ikke aftagende, og både Yousee og Stofa budgetterer med nye kundetab næste år. Alene i år har Yousee tabt 74 mio. kr. i omsætning på tv-forretningen sammenlignet med sidste år.

Det står ikke skrevet i sten, at vores indhold skal distribueres gennem store tv-pakker.

Anders Blauenfeldt, Digital direktør hos Tv 2

Men hos TV 2 ryster man på hovedet af kritikken. Tv-stationens digitale direktør, Anders Blauenfeldt, forsvarede på en bredbåndskonference tirsdag, at det ikke er TV 2's opgave »at holde liv i en gammeldags forretningsmodel«:

»Det står ikke skrevet i sten, at vores indhold skal distribueres gennem store tv-pakker. Vi skal drive TV 2's forretning bedst muligt, selv om det går ud over tv-udbydernes omsætning. Men jeg kan godt se, at der opstår en konflikt i distributionskæden, når man både kan købe tv-produktet ved distributøren og ved stalddøren.«

TV 2-direktøren understregede på konferencen, at tv-stationerne står over for massiv konkurrence fra globale giganter som Netflix og Youtube. Derfor er den digitale omstilling af tv-produktet livsnødvendig.

»Vi må bare konstatere, at seerne under 35 år vandrer væk fra flow-tv og forbruger streamingtjenester i stor stil. Derfor investerer vi i den platform, hvor vores brugere i stigende grad befinder sig. Det er vores ansvar som public service-station« siger Anders Blauenfeldt.

Selv om tv-udbyderne taber stort på danskernes nye medievaner, forsøger de også at spille med på den nye medieverden. Både Yousee og Stofa er i fuld gang med at investere massivt i nye digitale universer med integrerede streamingtjenester og eget medieindhold på deres tv-boks og app.

»Vi investerer massivt i vores streamingplatforme, tilbyder masser af unikt indhold, og inden længe kan man selv sammensætte sin tv-pakke, så den både indeholder tv-kanaler og streamingtjenester,« siger Yousees mediedirektør, Christian Morgan.

Tidligere på året var tv-udbyderne også ude med riven efter DR for at skade markedet for tv-pakker, da DR ville have fjernet tidsbegrænsningen på, hvor lang tid visse programmer må ligge på DR TV.

Her afviste DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, kritikken og trak public service kortet i en kommentar til Berlingske:

»Streaming kommer til at vokse og accelerere - ikke bare for unge, men for alle. Det betyder, at DR TV bliver en primær indgang til DR, og hvis vi skal levere public service til hele befolkningen, er det vigtigt, at DR TV bliver et attraktivt tilbud, der skal stå i sin egen ret ved af de dominerende tjenester som YouTube og Netflix.«

BRANCHENYT
Læs også